Kræft
Højopløselige scanningsbilleder kan forbedre diagnostik af lungefibrose
Udgivet:
Kommentarer (0)
En ny type scanner med en ti gange højere opløsning end hidtil giver håb om forbedret diagnostik af leddegigtpatienter med lungefibrose.
En ny type scanner, som for nylig er taget i brug på Herlev og Gentofte Hospital, kan få stor betydning for radiologernes mulighed for at identificere leddegigtpatienter med den sjældne lungefibrose PF-ILS, progressiv fibrotisk interstitiel lungesygdom.
Scanneren er en såkaldt Photon counting-scanner, som øger billedopløsningen ti gange i forhold til andre CT-scannere: fra at kunne se ned til 1 mm til at kunne se ned til 0,1 mm, hvilket er bedre, end det menneskelige øje naturligt kan se.
Normalt når vi ser på lungevæv, er vores muligheder begrænset af opløsningen. Vores forhåbning er, at vi med denne scanner kan få et bedre og tidligere billede af, hvad det er for en type forandringer, der er i patientens lunger
Michael Brun Andersen, overlæge, Afdeling for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital
Photon counting-scanneren er den første i Danmark, og Herlev og Gentofte Hospital er det fjerde hospital i verden, som har fået denne type scanner. Scanneren giver radiologerne en hidtil uset mulighed for at vurdere vævsstrukturer i kroppens organer, fortæller overlæge Michael Brun Andersen, Afdeling for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital.
»Det giver os adgang til mange informationer, vi ikke havde før. Normalt når vi ser på lungevæv, er vores muligheder begrænset af opløsningen. Vores forhåbning er, at vi med denne scanner kan få et bedre og tidligere billede af, hvad det er for en type forandringer, der er i patientens lunger,« siger Michael Brun Andersen og fortsætter:
»Et aspekt er, at vi ved hjælp af scanningsbillederne vil kunne differentiere mellem inflammatoriske forandringer, som relativt let kan behandles, eller om det er reel fibrosering vi kigger på. Det andet aspekt er, at vi ved, at patienter med lungefibrose har en karinvolvering, som i ekstrem grad lukker ned for blodforsyningen til det angrebne lungevæv, fordi der ikke er det samme luftskifte som i normalt lungevæv.«
Mere ensartede bedømmelser
Michael Brun Andersen ser også flere muligheder i scanneren på længere sigt. Bl.a. i forhold til præcist at lokalisere fibroseret lungevæv.
»På sigt er det vores håb, at vi kan bruge photon counting-CT til at lave en avanceret form for undersøgelse, hvor vi ved at lade patienten indånde en gasart, samtidig med at vi giver kontrast, kan få et indtryk af, hvordan luften kommer rundt i lungerne, og hvordan blodforsyningen er,« siger han.
»Det er et interessant perspektiv i forhold til patienter med lungefibrose, fordi vi ved, at der er en sammenhæng mellem karforsyningen og den lungefibrose, der er i lungevævet. Med en photon counting-scanning vil det give et præcist billede af, hvor i lungen det fibroserede lungevæv er lokaliseret.«
Michael Brun Andersen tilføjer, at den nye teknologi også medfører en anden gevinst:
»Vi ved, at der ved lungefibrose er små cystedannelser i periferien af lungevævet, og de kan være svære at se og differentiere. Med den højere opløsning er det vores forventning, at vi kan se det bedre, og at vi som radiologer bliver mere ensartede i vores bedømmelse. Problemet er lige nu, at vi ikke er særligt ensartede som radiologer til at bedømme, om cystedannelserne er der eller ej.«
Kortere udredningsforløb
En undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) pegede i efteråret på, at leddegigtpatienter, der også får diagnosen lungefibrose, ofte har været gennem en lang og kompliceret udredning. For hver tredje patient var der tale om udredningsforløb af mere end halvandet års varighed. Med brug af photon counting-CT kan radiologerne tidligt i sygdomsforløbet se diskrete forandringer i lungevævet hos leddegigtpatienter, forklarer Michael Brun Andersen.
»Ofte vil vi også med en almindelig højopløselig CT-scanning kunne sige med stor sikkerhed, om der er tale om fibrose eller ej. Det, vi yderligere kan med den nye scanner, er at klassificere forskellige former for fibrose og se de helt tidlige forandringer, hvor vi med en almindelig scanner kan være i tvivl om, hvorvidt det er fibrose eller ej. Her vil den høje opløsning gøre forskellen,« siger Michael Brun Andersen.
Han er i samarbejde med lungemedicinsk afdeling på Gentofte Hospital aktuelt involveret i forberedelserne af et studie, som skal vise, om photon counting-CT har potentiale til at kunne afløse visse former for biopsier. Ambitionen er at sammenligne fund fra patienter, der er biopteret, med patienter, hvor vævstypen er bedømt ud fra en photon counting-scanning. Inden for det lungemedicinske område vil det ifølge Michael Brun Andersen bl.a. være interessant at undersøge mulighederne for at erstatte biopsier med scanninger for patienter med lungefibrose og for patienter mistænkt for lungekræft.
Del artiklen: