Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Kræft

Flotte resultater med Enhertu og Carvykti præsenteret på årets ASCO

Udgivet:
Kommentarer (0)

Traditionen tro vælter det frem på ASCO med resultater fra lovende kliniske studier med ny medicin mod kræft. Det gælder bl.a. studie af Enhertu ved flere former for HER2-positiv kræft og studie med Carvykti ved patienter med myelomatose.


Trastuzumab deruxtecan viser flotte resultater som behandling til personer med flere forskellige former for HER2-positiv kræft.

Det er konklusionen på et af de studier, der er blevet præsenteret på årets store kræftkongres for American Society of Clinical Oncology (ASCO).

I studiet blev 267 personer med HER2-positiv kræft i galdevejene, blæren, livmoderhalsen, livmoderen, ovarier eller bugspytkirtlen behandlet med trastuzumab deruxtecan efter sygdomsprogression efter mindst én anden form for behandling og uden andre behandlingsmuligheder.

Kvinder med HER2-positiv brystkræft blev ekskluderet fra studiet.

75 af patienterne havde IHC 3+, og 125 havde IHC 2+. IHC er mængden af HER2-receptorproteiner i cellerne.

Efter median opfølgning på 9,7 mdr. havde behandlingen med trastuzumab deruxtecan resulteret i en overordnet responsrate på 37,1 pct. Tumorerne responderede mediant på behandlingen i 11,8 mdr.

Hos patienter med højt udtryk af HER2, altså patienter med IHC 3+, var behandlingen endnu mere effektiv og resulterede i en overordnet responsrate på 61,3 pct. Tumorerne responderede mediant på behandlingen i 22,1 mdr.

Der er en stigning i antallet af tilfælde, hvor sygdommen ikke længere responderer på lenalidomid, fordi behandlingen er brugt tidligere i sygdomsforløbet

Binod Dhakal, læge, Medical College of Wisconsin

Responsraten var højest for livmoderkræft, hvor 57,5 pct. af patienterne responderede på behandlingen. For IHC 3+ lød tallet på 84,6 pct.

De tilsvarende tal for livmoderhalskræft, ovariekræft, urinvejskræft, galdevejskræft og kræft i bugspytkirtlen var hhv. 50 pct. og 75 pct., 45 pct. og 63,6 pct., 39 pct. og 56,3 pct., 22 pct. og 56,3 pct. og pct. fire pct. og 0 pct.

11,6 pct. af patienterne i studiet stoppede i behandlingen på grund af bivirkninger.

»HER er til stede i mange former for kræft, og patienter med HER2-positive tumorer, der er svære at behandle, har brug for nye behandlingsmuligheder. Disse resultater fremmer vores forståelse af HER2-udtryk og bekræfter, at HER2 er et behandlingsmål på tværs af en lang række tumorer, og at trastuzumab deruxtecan potentielt kan give disse patienter med avanceret sygdom en ny behandlingsmulighed, specielt patienter med IHC 3+ eller IHC 2+,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og leder af Department of Investigational Cancer Therapeutics ved University of Texas MD Anderson Cancer Center Funda Meric-Bernstam, i en pressemeddelelse.

Fantastiske resultater med behandling af myelomatose

Et andet spændende resultat på ASCO kommer fra et studie, som viser, at den BCMA-målrettede CAR T-celleterapi ciltacabtagene autoleucel markant kan bremse sygdomsprogressionen hos patienter med myelomatose, selv efter lenalidomid er stoppet med at virke.

I studiet (CARTITUDE-4) blev 419 patienter med myelomatose inkluderet. Gennemsnitsalderen var 61 år, og 55 pct. var mænd.

Patienterne havde allerede modtaget én til tre tidligere behandlinger, herunder behandling med lenalidomid, som ikke længere virkede mod kræftsygdommen.


ASCO 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASCO her.


208 patienter blev randomiseret til behandling med ciltacabtagene autoleucel, mens 211 blev randomiseret til standardbehandling med en kombination af bortezomib, pomalidomid og dexamethasone eller en kombination af daratumumab, pomalidomid og dexamethasone.

Resultatet af studiet viser en markant forbedring i patienternes respons ved behandling med ciltacabtagene autoleucel sammenlignet med behandling med de to standardbehandlinger.

I gruppen, hvor patienterne blev behandlet med ciltacabtagene autoleucel, var den overordnede responsrate 85 pct. mod 67 pct. ved standardbehandling. De komplette responsrater var på hhv. 73 pct. og 22 pct.

Andelen af patienter med minimal restsygdom var 61 pct. ved behandling med ciltacabtagene autoleucel og 16 pct. ved standardbehandling.

Ciltacabtagene autoleucel reducerede i studiet risikoen for sygdomsprogression med 74 pct. Der var i studiet også tendenser til forbedret overlevelse.

»Lenalidomid-behandlinger bliver brugt bredt som frontlinjebehandlinger til både unge og gamle patienter med myelomatose, herunder både dem der kandiderer og ikke-kandiderer til transplantation. Dette betyder, at der er en stigning i antallet af tilfælde, hvor sygdommen ikke længere responderer på lenalidomid, fordi behandlingen er brugt tidligere i sygdomsforløbet. Disse fund viser, at ciltacabtagene autoleucel er en højeffektiv behandling til patienter, som har lenalidomid-refraktær myelomatose allerede efter første relaps,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge Binod Dhakal fra Medical College of Wisconsin, i en pressemeddelelse.

Også hos Janssen, som står bag ciltacabtagene autoleucel, er begejstringen stor.

»Vi er meget stolte af at præsentere disse resultater, der viser betydelige forbedringer i progressionsfri overlevelse, respons og reduktion af risikoen for død. Resultaterne bekræfter, at ciltacabtagene autoleucel har potentialet til at være en gamechanger i behandlingen af ​​myelomatose,« siger nordisk administrerende direktør for Janssen Duarte Marchand.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere