Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Kræft

Diagnoser og behandling af lungekræft blev opretholdt under pandemien

Udgivet:
Kommentarer (0)

Der var ingen forskel i antallet af diagnoser med lungekræft under pandemien sammenlignet med før pandemien. Der var heller ingen forskel i den behandling, som patienter fik, eller hvordan de klarede sig. Selv de dårligst stillede patienter med lungekræft blev ikke smidt under bussen, da landet lukkede ned på grund af COVID-19, viser ny dansk forskning.


Mange danskere med lungesygdom var berettiget ekstra bekymrede under COVID-19-pandemien.

Derfor har det fra sundhedsvæsenets side også været et bekymringspunkt, om for eksempel personer med lungekræft blev diagnosticeret i tide, behandlet efter alle kunstens regler, og om de klarede sig lige så godt under de mange nedlukninger som før pandemien.

Et nyt betryggende dansk studie fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) kan dog vise, at for patienter med lungekræft var der absolut ingen forskel i deres sandsynlighed for at blive diagnosticeret og behandlet korrekt under pandemien sammenlignet med før pandemien.

Det gælder både lungekræftpatienter fra øverste hylde i samfundet og dem lidt længere nede.

»Der har været mange bekymringer om den afledte effekt, som COVID-19 kan have haft på andre sygdomme, og der er lungekræft interessant, fordi så mange mennesker hvert år får stillet en diagnose med lungekræft, og fordi det kan have store fatale følger, hvis man enten ikke får diagnosticeret sygdommen i tide, eller hvis behandlingen har været besværliggjort af for eksempel nedlukninger af samfundet og store dele af sundhedsvæsnet,« forklarer en af forskerne bag studiet, ph.d. Henry Jensen fra RKKP.

Forskningen er offentliggjort i Cancer Epidemiology.

18.113 danskere med lungekræft med i studie

I studiet har forskerne trukket data fra forskellige danske databaser for at se, om der var sket en ændring i forskellige aspekter relateret til diagnosticering og behandling af lungekræft i Danmark fra før til under pandemien.

Data stammer blandt andet fra Dansk Lunge-Cancer Register og Danmarks Statistik.

Den samme andel er blevet behandlet med formålet at kurere dem for sygdom, og den samme andel dør inden for 90 dage

Henry Jensen, forsker, RKKP

Forskerne trak data fra perioden fra første januar 2018 til 31. august 2021 og inkluderede på den måde personer diagnosticeret med lungekræft i perioden før pandemien til under pandemien.

I alt fik 18.113 personer en diagnose med lungekræft i perioden. 7.745 var under pandemien.

»Spørgsmålet er, om der var forskel i blandt andet antallet af diagnoser, hvor syge folk var på diagnosetidspunktet, om der var nogle socioøkonomiske forskelle mellem patienterne, og om overlevelsen var lige så god under pandemien som før pandemien,« forklarer Henry Jensen.

Ingen forskel i antallet af diagnoser

Resultatet af studiet viser, at selvom der har været meget at være bekymret for under pandemien, har bekymringerne inden for netop denne del af behandlingen af lungekræft været uberettigede.

I hvert fald finder forskerne, at der ingen forskel var i antallet af patienter, som fik en diagnose med lungekræft før og under pandemien. Forskerne fandt et lille fald på 0,6 pct. i antallet af diagnoser, men det kan ifølge Henry Jensen være et tilfældigt udsving i antallet af patienter.

Kortlægningen viser også, at der heller ingen forskel var i det sygdomsstadie, som patienterne kom ind på hospitalet med. De var hverken mere eller mindre syge under pandemien sammenlignet med før pandemien.

»Det betyder, at folk tog kontakt til sundhedsvæsenet, selvom der var en pandemi, og det er godt, for det betyder, at sundhedstilbuddet har været opretholdt til denne patientgruppe, og at de har taget imod det og ikke udskudt for eksempel et lægebesøg ved symptomer på lungekræft,« siger Henry Jensen.

Overlevelsen var på niveau med tidligere

Ydermere viser studiet, at der heller ingen forskel var i sammensætningen af de personer, der fik stillet en diagnose med lungekræft under pandemien sammenlignet med dem, som fik stillet diagnosen før pandemien.

De havde samme uddannelsesniveau, samme civilstand og samme etniske oprindelse.

»Man kunne have frygtet, at nogle personer har haft sværere ved at manøvrere i et presset sundhedssystem, men vi kan igen ikke finde en forskel, og det er også godt, fordi det betyder, at også de socioøkonomisk dårligere stillede har fundet vej gennem systemet,« siger Henry Jensen.

Endelig viser studiet, at der heller ingen forskel var på performancestatus, når folk blev behandlet for lungekræft, om folk blev behandlet med kurativ sigte eller risikoen for død inden for 90 dage efter behandling.

»Den samme andel er blevet behandlet med formålet at kurere dem for sygdom, og den samme andel dør inden for 90 dage. Det viser, at klinikerne har leveret den samme kvalitet, selvom de også var pressede under pandemien,« forklarer Henry Jensen.

Bedre end Sverige og England

Henry Jensen mener, at studiet viser, at sundhedssystemet i Danmark er robust, og kan levere i forhold til patienter med lungekræft, selvom det er presset af en hændelse, som en pandemi.

Der er med andre ord ikke grund til at frygte, at kvaliteten i behandlingen falder under fremtidige pandemier.

Samtidig er studiet dog også en reminder om, at selvom det for lungekræftpatienterne ikke stod værre til under pandemien, skete der heller ingen forbedringer, og der er dermed stadig behov for få folk til at søge hjælp tidligere, når de har symptomer på noget, der kan ligne lungekræft.

»Der er stadig mange steder, hvor behandlingen af lungekræft kan forbedres, men den blev i hvert fald ikke forværret under pandemien. Derudover kan vi se, at vi i Danmark har klaret os godt sammenlignet med for eksempel England og Sverige, hvor der var et fald i antallet af patienter, der fik stillet en diagnose med lungekræft under pandemien. Vi havde frygtet, at det også var tilfældet i Danmark, men det har ikke været tilfældet. Vi er desuden de første i verden til at vise, at heller ikke patienter med lungekræft og lavere socioøkonomisk status har været mere udsat under pandemien,« siger Henry Jensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere