Brystkræftscreeninger øger kvinders lyst til at deltage i andre kræftscreeningsprogrammer

I Danmark har vi et nationalt tilbud om deltagelse i forskellige screeningsprogrammer for kræft. Det drejer sig om screeningsprogrammer for brystkræft, tarmkræft og kræft i livmoderhalsen.

Mens deltagelsen er ganske høj i forhold til brystkræftscreeninger, ser det ikke lige så godt ud for de andre screeninger.

Det kan dog ændres, hvis man gør kvinder opmærksomme på de andre screeningstilbud, når de alligevel er til brystkræftscreening.

Konklusionen stammer fra et nyt studie og har ført til, at Afdeling for Folkeundersøgelser i Region Midtjylland arbejder videre med ideen om et pilotprojekt, hvor en brystkræftscreeningsklinik skal tilbyde kvinder screening for tarmkræft og kræft i livmoderhalsen.

»Vi har et ønske om, at deltagelsen i vores nationale screeningsprogrammer skal være så høj som muligt. Her viser vi så, at det faktisk er muligt med en forholdsvis simpel intervention at øge tilslutningen til screeninger for tarmkræft og livmoderhalskræft, hvis vi gør kvinderne opmærksomme på screeningstilbuddene, når de møder op til screening for brystkræft, der er den form for screening, som vi i dag har højest tilslutning til,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Anne Dorte Lerche Helgestad fra Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers.

Forskningen er offentliggjort i PLoS Medicine.

Direkte dialog har effekt

I studiet deltog de fem brystkræftscreeningsklinikker i Region Midtjylland. I løbet af 100 dage blev de randomiseret 1:4 til enten at være interventionsklinik eller kontrolklinik.

På de 20 interventionsdage blev der til klinikkerne tilknyttet en forskningsassistent, som tilbød alle de kvinder, der dukkede op til screening, at lave et opslag i deres lægejournal for at se, om de havde fulgt anbefalingerne for screening for tarmkræft og livmoderhalskræft.

De kvinder, der deltager i et brystkræftscreeningsprogram, deltager også ofte i de andre screeningsprogrammer, så det er meget positivt, at vi alligevel formår at øge tilslutningen.

Anne Dorte Lerche Helgestad, læge, Regionshospitalet Randers

Hvis det ikke var tilfældet, fik de tilbud om at få sendt et screeningskit til deres adresse, så de kunne udføre screeningerne hjemme.

For tarmkræft fik kvinderne tilbud om screening, hvis de havde forpasset deres sidste indkaldelse med mere end 4,5 måneder. Ved livmoderhalskræft var grænsen ved mere end seks måneder.

En del af de kvinder, der blev screenet for brystkræft, havde aldrig været undersøgt for tarmkræft eller livmoderhalskræft, mens nogle ikke havde været undersøgt i mere end ti år.

»Både screeninger for brystkræft og tarmkræft er et tilbud, som kvinder får hvert andet år, mens der går mellem tre og fem år mellem tilbud om screening for livmoderhalskræft. Mange kvinder er måske ikke klar over, hvornår de sidst er blevet screenet for det ene eller andet, eller om de følger anbefalingerne,« forklarer Anne Dorte Lerche Helgestad.

Øger dækningsgraden for screeninger

I studiet kiggede forskerne på to endepunkter.

Det ene var en eventuel stigning i dækningsgrad, altså hvor mange kvinder der var dækket ind af deres screening for tarmkræft og livmoderhalskræft efter interventionen sammenlignet med i kontrolklinikkerne.

Det andet endepunkt var andelen af kvinder, der havde overskredet tidspunktet for screening for tarmkræft og livmoderhalskræft, men som tog imod tilbuddene om screening i løbet af opfølgningsperioden.

Studiet kastede flere interessante resultater af sig.

For det første fandt forskerne, at interventionen øgede dækningsgraden i forhold til screening for livmoderhalskræft med 4,8 procentpoint fra 83,5 pct. til 88,3 pct.

Tilsvarende steg dækningsgraden i forhold til screening for tarmkræft med 3,8 procentpoint fra 76,0 pct. til 79,8 pct.

Begge resultater er ifølge Anne Dorte Lerche Helgestad positive, fordi de viser, at det er muligt at øge dækningsgraden ved blot at tilbyde kvinder at blive screenet for tarmkræft og livmoderhalskræft i forbindelse med en brystkræftscreening.

»De kvinder, der deltager i et brystkræftscreeningsprogram, deltager også ofte i de andre screeningsprogrammer, så det er meget positivt, at vi alligevel formår at øge tilslutningen. Dermed er det ikke sagt, at vi ikke kunne ønske os mere, fordi der fortsat er en gruppe, som modtager tilbuddet om screening, men ikke får det udført alligevel. Om det skyldes, at de ikke vil, eller om det er for svært at lave prøverne i eget hjem, ved vi ikke,« siger hun.

Mange takker ja til screeningstilbud

I forhold til deltagelsen i screeningsprogrammerne for tarmkræft og livmoderhalskræft fandt forskerne også, at 32 pct. af de kvinder, der ikke havde været screenet for livmoderhalskræft, før de fik det tilbudt af forskningsassistenten i forbindelse med screeningen for brystkræft, valgte at blive screenet inden for de næste 6 måneder.

Det tilsvarende tal for kontrolklinikkerne var 6,1 pct.

For tarmkræft lød tallene på hhv. 23,8 pct. for dem, der ikke var screenet, mod 8,9 pct. i kontrolgruppen.

Blandt dem, der aldrig havde været screenet for tarmkræft, valgte 19,7 pct. at tage imod tilbuddet.

Anne Dorte Lerche Helgestad fortæller, at forskerne er meget begejstrede for resultatet af studiet, da det viser, at der er noget at komme efter ved at tilbyde kvinder, der bliver screenet for brystkræft, et hurtig kig i patientjournalen og et tilbud om deltagelse i de andre screeningsprogrammer.

Næste skridt bliver nu at arbejde videre i retning af at finde ud af, om tilbuddet kan prøves af i en forsøgsperiode på en af de fem brystkræftscreeningsklinikker i Region Midtjylland.

Der vil dog være en forskel i forhold til det tilbud, som blev benyttet i forsøget, hvor en forskningsassistent på stedet stod for at tilbyde kvinderne de ekstra screeninger.

»Vi skal finde ud af, hvordan vi udnytter denne mulighed, uden at det koster mere. Det kunne måske være ved, at klinikpersonalet oplæres i, hvordan de kan undersøge, om kvinderne er blevet screenet, og hvordan de bestiller et screeningskit hjem til dem, som takker ja til tilbuddet. Men det kræver selvfølgelig, at personalet kan finde tiden til det i en travl hverdag,« siger Anne Dorte Lerche Helgestad.

Hun uddyber, at der er regionale forskelle i Danmark, hvilket kan gøre, at samme tilgang måske ikke vil være lige så let at implementere i andre regioner.