Kræft
Brystkræft: Antibiotikabeskyttelsen er langvarig efter rekonstruktioner
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Risikoen er, at der bliver dannet en biofilm af bakterier på overfladen af implantatet, for så kan vi ikke gøre andet end at tage implantatet ud igen,« siger Mikkel Herly.
Problemet med infektioner omkring brystimplantater i forbindelse med brystrekonstruktioner kan man komme omkring med profylaktisk antibiotika lokalt på implantatet eller i implantatlommen. Ny forskning viser, at den beskyttende effekt af antibiotika i implantatlommen varer ved i op imod en uge. Stort dansk studie undersøger i øjeblikket, om det så også beskytter mod infektioner, hvor der er behov for at tage implantaterne ud igen.
I forbindelse med behandling for brystkræft får mange kvinder behov for rekonstruktion af brystet med implantat.
Her er den store frygt en infektion omkring implantatet, da det kan danne biofilm og nødvendiggøre, at implantatet bliver taget ud igen.
Det sker for mellem fem og 10 pct. af alle kvinder, der får lavet en sådan brystrekonstruktion med implantat.
Der er i dag ikke international konsensus om, hvordan man bedst forhindrer infektioner at opstå i forbindelse med brystrekonstruktioner. Nogle læger giver patienterne injektioner med antibiotika, mens man i de amerikanske guidelines også anbefaler brug af antibiotika direkte på implantatet og i implantatlommen.
Nu viser et nyt dansk studie, at tilgangen med at benytte antibiotika direkte i implantatlommen formentlig er en god idé.
Inden dette studie vidste vi ikke, om koncentrationerne af antibiotika er tilstrækkeligt høje i få timer eller dage. Det er klart, at det har betydning for, hvad vores tanker er om effekten af behandlingen og risikoen for infektioner
Mathilde Hemmingsen, ph.d.-studerende
I hvert fald varer effekten ved i op imod en uge, samtidig med at patienterne har meget lave koncentrationer af antibiotika i blodet.
Studiet er en del af et meget stort dansk studie, hvor forskere undersøger, om denne tilgang med antibiotika lokalt kan reducere risikoen for infektioner, og at implantatet må tages ud igen.
»Rundt omkring i verden bruger kirurger lokalt virkende antibiotika på implantatet og i implantatlommen for at få en højere koncentration af antibiotika lige der, hvor implantatet er, men det er ikke før nu undersøgt, i hvor lang tid koncentrationen af antibiotika er tilstrækkelig høj til at bekæmpe bakterier,« fortæller en af forskerne bag studiet, lektor Mikkel Herly fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet samt læge i plastikkirurgi ved Rigshospitalet.
Forskningen, der er lavet i samarbejde med blandt andet læge og ph.d.-studerende Mathilde Hemmingsen, er offentliggjort i JAMA Network Open.
Undersøgte kombination af tre forskellige antibiotika
I studiet har forskerne taget udgangspunkt i en gruppe kvinder med kirurgisk dræn, hvor forskerne har undersøgt koncentrationerne af antibiotika i drænvæsken.
40 danske kvinder, der havde fået foretaget en brystrekonstruktion efter et kræftforløb, deltog i studiet, og forskerne målte koncentrationen af tre forskellige typer antibiotika i drænvæsken som mål for, hvor høje koncentrationer af antibiotika der var inde omkring selve implantatet.
Forskerne tog prøver én til to gange om dagen i ti dage.
»Risikoen er, at der bliver dannet en biofilm af bakterier på overfladen af implantatet, for så kan vi ikke gøre andet end at tage implantatet ud igen,« forklarer Mikkel Herly.
Forhåbentlig kan vi vise, at det også giver et bedre klinisk udfald, og at færre kvinder kan komme i en situation, hvor der opstår en infektion omkring deres brystimplantat, så det må tages ud igen
Mikkel Herly, forsker, Københavns Universitet
I studiet undersøgte forskerne, i hvor lang tid koncentrationen af vancomycin, gentamicin og cefazolin blev opretholdt tilstrækkeligt højt til, at det ville beskytte mod infektioner.
Vancomycin benyttes især mod Staphylococcus aureus, mens gentamicin virker mod pseudomonas. De to bakterier er de hyppigste årsager, når implantater må tages ud igen.
De tre former for antibiotika er samlet set den cocktail, som anbefales i de amerikanske guidelines.
»Inden dette studie vidste vi ikke, om koncentrationerne af antibiotika er tilstrækkeligt høje i få timer eller dage. Det er klart, at det har betydning for, hvad vores tanker er om effekten af behandlingen og risikoen for infektioner. Det er grunden til, at det er vigtigt at vide,« siger Mathilde Hemmingsen.
Beskyttelse varer ved i op til syv dage
Resultatet af studiet overraskede forskerne, idet de fandt, at der selv efter syv dage var en fortsat effektiv koncentration af vancomycin.
Gentamicin havde derimod kun en effektiv koncentration i lidt over 24 timer.
Forskerne udtog også blodprøver fra patienterne, og i dem kunne de se, at koncentrationen af antibiotika i blodet faktisk ikke var til at måle.
»Det indikerer, at vi godt kan give patienterne endnu mere antibiotika lokalt, og at der godt kan være et behov for at øge dosis af gentamicin, hvis antibiotikaen er effektiv til at forhindre infektion,« siger Mikkel Herly.
Stort studie er allerede i gang
Ifølge Mikkel Herly er resultatet alt andet lige positivt, fordi det peger i retning af, at tilgangen med at benytte antibiotika lokalt kan give god beskyttelse mod infektioner.
Han vurderer, at omkring 50 pct. af danske kvinder, der får foretaget en brystrekonstruktion med et implantat, bliver behandlet med antibiotika lokalt.
Om alle bør behandles på den måde, er ikke til at sige endnu. Dertil kræver det studier, der ikke bare undersøger koncentration af antibiotika i drænvæsken, men decideret undersøger, om det at blive behandlet med lokalt virkende antibiotika sænker risikoen for infektion omkring implantatet, hvor man bliver nødt til at fjerne implantatet igen.
Netop det forsøg er Mikkel Herly med sine kollegaer i færd med at lave.
I alt 1.000 danske kvinder skal deltage i studiet og randomiseres til enten behandling lokalt med de tre nævnte antibiotika eller placebo.
Dette forsøg er allerede i fuld gang, hvor indtil videre 600 kvinder er inkluderet. Kvinderne er blevet opereret på hospitaler i hele landet.
Studiet hedder BREAST-AB TRIAL.
»Dette lille studie tyder på, at beskyttelsen ved brug af antibiotika lokalt varer ved i længere tid, end vi havde forventet. Det indikerer, at der er et potentiale for at mindske brugen af anden form for profylaktiske antibiotika og antibiotika efter operation og samtidig øge dosis af antibiotika lokalt. Forhåbentlig kan vi vise, at det også giver et bedre klinisk udfald, og at færre kvinder kan komme i en situation, hvor der opstår en infektion omkring deres brystimplantat, så det må tages ud igen,« siger Mikkel Herly.
Del artiklen: