Aktiv monitorering kan være et godt valg til nogle kvinder med celleforandringer i brystet

Blandt patienter med hormonreceptor (HR)-positiv, HER2-negativ, lavrisiko celleforandringer (duktalt karcinom in situ – DCIS) i brystet kan aktiv overvågning lede til lignende toårige invasive brystkræfttilbagefald som ved standardbehandling.

Det viser resultater fra det kliniske COMET-forsøg, der er blevet præsenteret data fra på det igangværende San Antonio Breast Cancer Symposium (SABCS).

Læs hele dækningen af SABCS 2024her.

Stigning i antallet af mammografiundersøgelser har ledt til opdagelse af flere kvinder med DCIS, men sygdommen udgør ikke den store risiko, medmindre den udvikler sig til invasiv kræft.

Derfor er alle behandlinger til kvinder med DCIS målrettet risikoen for udvikling til kræft i fremtiden, selvom det også står mere og mere klart, at det ikke nødvendigvis sker for alle.

Det kan betyde, at en masse kvinder bliver overbehandlet.

Vent og se kan betale sig

I COMET-studiet randomiserede forskerne 995 kvinder med HR-positiv, HER2-negativ DCIS i stadie 1 eller 2 til aktiv monitorering eller standardbehandling med kirurgi med eller uden stråleterapi.

I gruppen i aktiv overvågning blev kræften først behandlet, hvis den viste tegn på at blive invasiv. Patienter i begge gruppe kunne modtage hormonbehandling.

Efter 24 måneders opfølgning var 27 patienter i standardarmen og 19 i den aktive overvågningsarm blevet diagnosticeret med invasiv brystkræft i samme bryst som DCIS.

Den toårige kumulative rate af invasiv brystkræft var 5,9 pct. i standardarmen og 4,2 pct. i den aktive overvågningsarm.

Data tyder på, at aktiv overvågning på kort sigt er en fornuftig tilgang med hensyn til patienternes oplevelse. Hvis data på længere sigt holder, kan denne tilgang overvejes som en behandlingsmulighed til kvinder med DCIS med lav risiko

Ann Partridge, professor, Harvard Medical School

Der var ingen signifikant forskel på rate af invasiv brystkræft mellem de to tilgange til behandlingen.

Da 46 pct. af patienterne i standardarmen afviste operation, udførte forskerne en separat analyse af 673 patienter, der overholdt deres tildelte behandling.

Den toårige forekomst af invasiv brystkræft var i subanalysen 8,7 pct. i gruppen, der fik standardbehandling, og 3,1 pct. i gruppen, der fik aktiv overvågning.

Lidt flere patienter fik hormonbehandling i den aktive overvågningsarm sammenlignet med i standardarmen, hhv. 71,3 pct. mod 65,5 pct.

Blandt de patienter, der fik hormonbehandling, var forekomsten af invasiv cancer 7,15 pct. i standardbehandlingsarmen og 3,21 pct. ved aktiv monitorering.

»Alle nuværende behandlinger af DCIS har til formål at reducere risikoen for fremtidig invasiv kræft på trods af en voksende mængde beviser for, at ikke alle DCIS er bestemt til at udvikle sig. Derfor kan den nuværende praksis resultere i overbehandling af kvinder, hvis tumorer har lav risiko for at udvikle sig, og det kan føre til kroniske smerter, ændret kropsbillede, nedsat livskvalitet og andre bivirkninger, som måske kunne have været undgået,« forklarer en af forskerne bag studiet, professor Shelly Hwang fra Duke University School of Medicine, i en pressemeddelelse fra SABCS.

»At undlade kirurgi har været meget kontroversielt, idet både patienter og udbydere frygter, at det kan resultere i en uacceptabelt høj andel af patienter, der udvikler invasiv kræft. Vores resultater er beroligende, og opfølgning på længere sigt vil have vigtige konsekvenser for den fremtidige inddragelse af aktiv overvågning som en behandlingsmulighed for lavrisiko DCIS.«

Bedre livskvalitet

Et andet dataudtræk fra COMET viser, at aktiv monitorering heller ikke kommer med større fysisk, emotionel og psykologisk belastning.

De 995 kvinder i COMET besvarede spørgeskemaer ved baseline, efter seks mdr., efter ét år og hvert år efterfølgende for at se, om aktiv overvågning kan være associeret til ringere livskvalitet sammenlignet med behandling her og nu.

I spørgeskemaerne blev der blandt andet spurgt ind til angst, depression, bekymring for DCIS og symptomer relateret til brystkræftbehandling, herunder smerter.

Resultatet af denne delundersøgelse afslører, at den samlede helbredsrelaterede livskvalitet forblev stabil fra baseline til to år og adskilte sig ikke signifikant mellem de to behandlingsarme.

Der var heller ingen signifikante forskelle i angstscore og bekymring for DCIS over tid.

Selvom depressionsscorerne ikke var signifikant forskellige mellem de to behandlingsarme, var der dog en tendens til højere depressionsscorer og en højere sandsynlighed for depression over tid ved standardbehandling sammenlignet med aktiv overvågning.

De fysiske funktionsscorer for helbredsrelateret livskvalitet var signifikant forskellige over tid mellem de to behandlingsmodaliteter og bedre hos personer i aktiv overvågning.

Fordi 46 pct. af patienterne i standardbehandling afviste at blive opereret, udførte forskerne en separat analyse på de patienter, der overholdt deres tildelte behandling.

Også her favoriserer tallene den aktive overvågning, idet patienter i standardbehandling rapporterede om signifikant større byrde fra armproblemer, brystsmerter og sensoriske forstyrrelser. Forskellene forsvandt efter to år.

»Data tyder på, at aktiv overvågning på kort sigt er en fornuftig tilgang med hensyn til patienternes oplevelse. Hvis data på længere sigt holder, kan denne tilgang overvejes som en behandlingsmulighed til kvinder med DCIS med lav risiko,« fortæller en anden af forskerne bag COMET, professor Ann Partridge fra Harvard Medical School og Dana-Farber Cancer Institute.