Menneskelige ressourcer er børne- og ungdomspsykiatriens største udfordring

Linda Bramsen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, er ikke i tvivl, når hun skal prioritere ønskerne til en kommende 10-årsplan for psykiatrien.

»Det, der bliver vigtigst i den kommende 10-årsplan, er fokus på menneskelige ressourcer. Flere uddannede speciallæger og andre personalegrupper – det er der, vi skal starte. Lige nu har vi har ikke hænder nok til at lave det arbejde, vi mener er minimum. Udfordringen har været, at udrednings- og behandlingsretten har gjort noget godt på landsplan. Desværre er det sket på bekostning af selve behandlingsindsatsen, som udrednings- og behandlingsretten har taget kræfter fra. Når vi skal udrede et barn eller en ung inden for 30 dage, sætter det os under et meget stort tidspres. De fleste er børn og unge med udviklingsforstyrrelser, hvor vi inden for tidsfristen blandt andet skal nå at indhente udtalelser fra skole m.v., og det kan i praksis være svært at nå,« siger Linda Bramsen.

Konsekvensen af udrednings- og behandlingsretten har været langt flere patienter.

»Det er i sig selv meget positivt, men desværre har vi ikke fået mulighed for at uddanne eller ansætte flere til at løse opgaven,« siger Linda Bramsen.

Uensartet indsats

I sit udspil til en 10-årsplan for psykiatrien foreslår Lægeforeningen, at regioner og kommuner skal forbedre samarbejdet om opsporing af børn og unge, og at regeringen skal indføre standarder for kommunale tilbud til børn og unge.

»Generelt er de kommunale standarder for uensartede. Som det er nu, er det op til kommunerne selv at vælge og prioritere deres indsatser, mængden af tilbud, og hvem der skal stå for det. I nogle kommuner er PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) primært et tilbud til lærere og pædagoger på daginstitutioner, mens andre, ofte større kommuner, har mulighed for, at skolepsykologen kan være med, når et barn skal vurderes inden en eventuel henvisning,« siger Linda Bramsen.

»Tilsvarende er det svært at få klargjort, hvem der gør hvad, når et barn ikke trives. Hermed menes særligt almen praksis’ rolle, som er mere uklar. Derfor er det også vigtigt at få præciseret egen læges rolle som den, der i visse tilfælde starter med at få afkræftet, at der er tale om en somatisk sygdom, inden barnet eller den unge går videre til vurdering i PPR, og eventuelt henvises videre til os. Almen praksis har en større rolle i de sygdomstilstande, som vi også ser, og hvor udredning og behandlingsindsats haster, som for eksempel ved depression eller spiseforstyrrelse. Samtidig hører vi også eksempler på, at egen læge kan være i vildrede om, hvad PPR’s rolle og opgaver er,« siger Linda Bramsen.

Fælles indsats på tværs

‘Samejerskab’ mellem faggrupperne i regioner og kommuner er det mantra, som Linda Bramsen gerne ser udbredt:

»Sektorerne skal blive bedre til at tale sammen. Vi skal stå mere sammen om forløbene, være fælles om opgaven og se på, hvad de enkelte kan byde ind med. Når vi kan komme til at løse de opgaver, vi egentlig er uddannet til, så spiller det lidt bedre. Vi skal ikke uddanne personalet ude i kommunerne i at være ‘mini-psykiatere’,« siger Linda Bramsen.

»Derimod er det meget meningsfuldt for os at være sparringspartnere for PPR, og måske også for socialforvaltningerne i kommunerne, især når vi har et meningsfuldt tilbud til dem. Hvis vi kan komme tidligt på banen, kan det måske hjælpe et barn med uopdaget ADHD til at komme i behandling og derved undgå, at det senere udvikler sig til depression, selvskade eller OCD,« siger Linda Bramsen.

Læs også:

Formand for voksenpsykiatere er optimistisk

Lægeforeningen: 21 forslag, der kan løfte psykiatrien markant