Børne- og ungdomspsykiatri
Efter kritik: Regeringen og støttepartier melder sig klar til at finde flere penge til psykiatrien
Udgivet:
Kommentarer (0)
Efter at være blevet kritiseret for at have overset psykiatrien i finanslovsforslaget melder regeringen sig parat til at finde de nødvendige midler til området. Til forhandlingerne vil både SF og Enhedslisten presse regeringen til at finde akutte midler til socialpsykiatrien.
Den socialdemokratiske regering er klar til at finde de nødvendige midler til psykiatrien.
Sådan lyder det fra Sundhedsministeriet efter at være blevet foreholdt kritikken blandt flere af landets psykiatriforeninger, som ikke mener, at mandagens finanslovsforslag lever op til regeringens løfter på psykiatriområdet.
»Regeringen er – sammen med øvrige partier, der ønsker at prioritere psykiatriområdet højt – parat til at finde de midler, der skal til for at finansiere de initiativer, som finder vej i den endelige 10-årsplan for psykiatrien,« skriver Sundhedsministeriet i en mail til Dagens Medicin.
Mandag præsenterede regeringen sit forslag til næste års finanslov. Det blev mødt af bred skepsis fra Lægeforeningen, Bedre Psykiatri og Dansk Psykiatrisk Selskab. De afsatte midler til psykiatrien lever ikke op til regeringens udtalte ambitioner på samme område, lyder det fra kritikerne.
Især falder det dem for brystet, at der ikke er sat ekstra midler af til socialpsykiatrien eller den længe ventede 10-årsplan for psykiatrien, som ellers var et centralt element i Socialdemokratiets seneste valgkamp.
En genopretningsplan, som forventes at blive vedtaget næste år, og som ifølge regeringen skal gøre op med den hidtidige indsats på psykiatriområdet, der ‘har været præget af lappeløsninger uden et samlet blik for en bredere orienteret indsats’.
»10-årsplanen blev lavet med de forventninger om, at den politisk skulle forhandles i indeværende år. Næste år skulle den så lette, men det bliver svært uden brændstof. Midlerne skulle gerne kunne tages i brug, så snart forhandlingerne om planen er i mål,« siger formanden for Lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke.
Støttepartier vil kæmpe for socialpsykiatrien
Flere af regeringens støttepartier fastslår, at de vil vægte psykiatriområdet højt i de kommende finanslovsforhandlinger. Især socialpsykiatrien har behov for et markant og akut løft, lyder det fra SF’s og Enhedslistens psykiatriordførere.
»Vi vil have med som krav at finde en akutpulje til socialpsykiatrien. Det er ikke fordi, det alene er løsningen på en 10-årig psykiatrihandlingsplan, men vi må bare erkende, at vi ikke kan blive ved med at vente på, at handlingsplanen kommer, og at der bliver afsat midler til den,« siger Peder Hvelplund (EL).
SF’s psykiatriordfører, Trine Torp kalder det ‘foruroligende’, at regeringen ikke har sat penge af til socialpsykiatrien.
»Og med de udskydelser, vi har set i arbejdet med 10-årsplanen, er det med til at forstærke min mistillid til regeringens ambitioner på området,« siger hun og fortsætter:
»Når man går på valg på et område, man synes er vigtigt, så skylder man at vise, at man mener det. Vi vil især presse på i forhold til socialpsykiatrien, de psykosociale indsatser og en lettere adgang til psykolog«.
Sundhedsministeriet: Oplæg klart i år
Sundhedsministeriet understreger i en mail til Dagens Medicin, at det faglige oplæg til 10-årsplanen står klar inden udgangen af 2021.
»Planen skal være rettesnoren for investeringer inden for psykiatrien, så det sikres, at de midler og ressourcer, der tilføres området, også er fagligt fornuftige og målrettede,« skriver ministeriet.
Regeringen har i finanslovsforslaget sat 1,2 milliard kroner af i forhandlingsreserven til de kommende forhandlinger. Det er mindre end ved de seneste to års finanslove, hvor Socialdemokratiet har været ved magten.
Del artiklen: