Børne- og ungdomspsykiatri
Årets LUP: 4 ud af 5 patienter i psykiatrien er tilfredse
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den årlige undersøgelse af patient- og pårørendeoplevelser i psykiatrien viser en høj, overordnet tilfredshed, men der er stadig plads til forbedring på flere områder.
81 procent af patienterne i psykiatrien er i ‘høj’ eller ‘meget høj’ grad tilfredse.
Det viser de landsdækkende undersøgelser af patient- og pårørendeoplevelser (LUP) for 2020 foretaget af forsknings- og konsulenthuset Defactum, som 8.731 patienter i psykiatrien deltog i efteråret.
Topscoreren er Region Syddanmark med 83 procents tilfredshed. I bunden ligger Region Sjælland med 75 procents tilfredshed, men det skyldes formentlig, at størstedelen af de voksne patienter ikke har deltaget i årets LUP, da de deltager i et pilotprojekt med månedlige målinger.
I alt har 10.229 patienter og forældre med berøring med psykiatrien deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, der ser på både voksne, børn og unge, der er indlagt eller er blevet behandlet ambulant og deres pårørende, samt voksne, som er indlagt på specialiserede retspsykiatriske afsnit.
Plads til forbedringer
Mens der er store ambitioner om at tilbyde patienter en patientansvarlig læge, der kan fungere som tovholder for dem overalt i sundhedsvæsenet, viser årets LUP, at der stadig er en del at arbejde med.
Eksempelvis er patienternes bedømmelse af om ‘Én læge tager et overordnet ansvar for mit samlede forløb’, undersøgelsens klare bundskraber på tværs af alle kategorier. På en skala, hvor ‘slet ikke’ giver 1 point og ‘i meget høj grad’ giver 5 point, scorer kategorien 3,84 i et samlet gennemsnit. Til sammenligning scorer bedømmelsen af om ‘Personalet er venligt og imødekommende’ 4,56 på samme skala.
For de pårørende til børn og unge, som bliver behandlet ambulant, eller er indlagt i psykiatrien, tegner der sig et billede, der ligner de voksnes: 82 procent af de pårørende er i ‘høj’ eller ‘meget høj’ grad tilfredse samlet set. Men resultatet viser store regionale udsving med Region Hovedstaden i top med 86 procents tilfredshed, og Region Sjælland i bund med 76 procent.
Store regionale forskelle
Når LUP’en zoomer ind på, hvordan de fem regioner klarer sig i forhold til landsgennemsnittet, viser undersøgelsen også, at der er store regionale forskelle.
Deltagerne i undersøgelsen er blevet stillet en række spørgsmål om tilfredsheden inden for fem emner: Personale, behandling, inddragelse, sammenhæng og samarbejde, og det samlede indtryk. Især for de voksne, ambulante patienter viser LUP’en, at der er stor forskel på oplevelsen for patienterne.
Ud af 20 benchmarks klarer Region Syddanmark sig bedre end landsgennemsnittet på 5 af områderne og på niveau med landsgennemsnittet på de resterende 15 områder. For Region Sjælland ser det markant anderledes ud. Her klarer man sig ligesom landsresultatet på 12 områder, men under på hele 8 områder.
Om de markante forskelle skriver Defactum:
»Når der er relativt store forskelle i resultaterne mellem regionerne, kan det tyde på, at der er et forbedringspotentiale, hvis en region har et dårligt resultat. Regioner med et dårligt resultat kan hente inspiration hos andre regioner med et bedre resultat på samme spørgsmål.«
Del artiklen: