Type 2-inflammation leder til hurtigere fald i lungefunktion hos både raske og personer med lungesygdom

Inden for de seneste år har læger og forskere fået øjnene op for betydningen af type 2-inflammation i lungesygdomme som astma og KOL.

Type 2-inflammation er blandt andet koblet til øget risiko for eksacerbationer, men fokus skyldes også, at der i stigende grad er udviklet nye behandlinger, som netop egner sig til behandling af patienter med lungesygdom og type 2-inflammation.

Det drejer sig blandt andet om behandling med inhalationssteroid og biologiske lægemidler.

Nu viser et nyt dansk studie, at det formentlig er en meget god idé at behandle personer med type 2-inflammation med netop lægemidler, der rammer denne form for inflammation.

I hvert fald viser forskningen, at type 2-inflammation er associeret til hurtigere fald i lungefunktion over årene.

Det gælder faktisk både for personer med en diagnose med lungesygdom og for personer uden erkendt lungesygdom.

»Det åbner for en ny mulighed for at bremse sygdomsprogressionen ved lungesygdom, og det vil være interessant at undersøge i et stort randomiseret studie, om netop disse nye behandlinger kan være med til at bevare lungefunktion hos personer med lungesygdom med type 2-inflammation,« siger en af de ledende forskere bag studiet, læge og ph.d. Yunus Çolak fra Lungemedicinsk Afdeling ved Herlev og Gentofte Hospital.

Forskningen er offentliggjort i Thorax.

Biologisk behandling mindsker risiko for forværring

Type 2-inflammation involverer overaktivering af blandt andet immunforsvarets interleukin (IL)-5, IL-4 og IL-13.

Netop de biologiske lægemidler, der er udviklet til mange grupper af patienter med lungesygdomme eller andre inflammatoriske sygdomme, virker særligt godt til inflammation, hvor disse interleukiner spiller en rolle.

Det peger på, at type 2-inflammation ikke kun har betydning for lungefunktionsfaldet, når man har lungesygdom. Det gælder alle med type 2-inflammation

Yunus Çolak, forsker, Herlev og Gentofte Hospital

Tidligere forskning har blandt andet vist, at behandling af patienter med type 2-inflammation med biologiske lægemidler målrettet IL-5, IL-4 og IL-13 kan reducere risikoen for indlæggelser på grund af eksacerbationer.

Det har man set hos både patienter med astma og med KOL.

Selv om flere studier har undersøgt effekten af behandlingerne på eksacerbationer ved astma eller KOL, er det endnu ikke velundersøgt, om behandlingerne også har effekt på forværringer af lungefunktionen.

Få studier har undersøgt området med kort opfølgning, men i det nye studie ønskede forskerne at undersøge betydningen af type 2-inflammation for forværring af lungefunktion for derved at sandsynliggøre, om blandt andet de nye biologiske lægemidler kan benyttes som behandling til at bevare lungefunktion.

»Astma og KOL er associeret med et betydeligt lungefunktionsfald over tid, men vi ved ikke, om type 2-inflammation er associeret med større eller mindre fald i lungefunktion. Formålet med studiet var at kortlægge netop dette spørgsmål,« forklarer Yunus Çolak.

Undersøgt blod og udåndingsluft hos tusindvis af danskere

I studiet inviterede forskerne tilfældigt udvalgte voksne danskere til at deltage i undersøgelsen, hvor de både skulle have taget en blodprøve for at få målt blodets indhold af eosinofile celler, ligesom de skulle svare på et spørgeskema og få foretaget en lungefunktionstest.

Lungefunktionstesten indeholdt også en måling af FeNO.

Både eosinofile celler i blodet og FeNO i udåndingsluften fortæller noget om graden af type 2-inflammation.

Forskerne havde for forsøgsdeltagerne også adgang til lungefunktionsundersøgelser 10 år tilbage og kunne derved kortlægge, om højere niveauer af eosinofile celler i blodet samt FeNO i udåndingsluften som markører for type 2-inflammation var forbundet med større eller mindre fald i lungefunktion over tid.

Forskerne lavede undersøgelsen på både raske kontroller og personer med lungesygdom med eller uden obstruktion.

Forskerne havde i studiet omkring 16.000 målinger af eosinofile celler i blodet og 2.600 målinger af FeNO.

Yunus Çolak forklarer, at man ved eosinofile celler i blodet på over 300 celler/mikroliter eller ved FeNO på mere end 20 ppb vil definere personen til at have type 2-inflammation.

Type 2-inflammation giver større fald i lungefunktion

Resultatet af undersøgelsen peger meget klart på, at type 2-inflammation er associeret til hurtigere fald i lungefunktion over tid.

Det vil være værd at undersøge, om man med målrettet behandling af type 2-inflammation kan bremse sygdomsprogression

Yunus Çolak, forsker, Herlev og Gentofte Hospital

Dette gjaldt både for raske forsøgsdeltagere og forsøgsdeltagere med lungesygdom.

»Det peger på, at type 2-inflammation ikke kun har betydning for lungefunktionsfaldet, når man har lungesygdom. Det gælder alle med type 2-inflammation,« siger Yunus Çolak.

I tal fandt forskerne, at i løbet af ét år faldt lungefunktionen med yderligere én milliliter pr. år pr. 100 eosinofile celler/mikroliter i blodet.

Normalt falder lungefunktionen med omkring 20-25 milliliter om året hos en person, der aldrig har røget.

Angående FeNO fandt forskerne, at 10 enheders ændring i FeNO var associeret til tre milliliter større fald i lungefunktion pr. år.

Desuden synes de to faktorer at være additive.

Yunus Çolak giver eksemplet, at personer uden type 2-inflammation i gennemsnit havde 18 milliliter lungefunktionsfald pr. år, hvorimod dem med enten forhøjet blodeosinofile eller FeNO havde et lungefunktionsfald på 22 milliliter pr. år, mens dem med både forhøjet blodeosinofile og FeNO havde et lungefunktionsfald på 27 milliliter pr. år.

»Hvis det ene tal er forhøjet, kan man lægge omkring 20 pct. oven i den hastighed, hvormed lungefunktionen falder pr. år. Er begge tal forhøjet, bliver hastigheden på lungefunktionsfaldet forhøjet med 50 pct.,« siger Yunus Çolak.

Data viser også, at for personer med lungesygdom, især dem med astma, er tallene endnu højere.

Behov for studie til at vise effekt af medicin

Yunus Çolak ser gerne, at der på baggrund af resultaterne bliver lavet undersøgelser til at kortlægge, om behandling af type 2-inflammation med for eksempel biologiske lægemidler rent faktisk kan være med til at sænke den hastighed, hvormed lungefunktionen falder.

Det er velkendt, at hvis man med behandlingerne reducerer risikoen for eksacerbationer, påvirker det også sygdomsprogressionen, idet eksacerbationer kan øge lungefunktionstabet.

»Det vil være værd at undersøge, om man med målrettet behandling af type 2-inflammation kan bremse sygdomsprogression. Det vil potentielt set have stor betydning for mange personer med lungesygdom, hvor tab af lungefunktion over tid udgør en betydelig helbredsrisiko, som måske kan mindskes med den rette behandling,« siger Yunus Çolak.