Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Astma

Porsbergs forventninger til ERS: Fokus på de afledte effekter af at døje med svær astma

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Nu handler det om at sikre, at vi får behandlet alle de manifesteringer, som kan følge med det at have svær astma. Det kommer der til at være et stigende fokus på inden for forskningen fremadrettet,« fortæller professor og overlæge Celeste Porsbjerg.

Svær astma påvirker ikke bare lungerne, men giver også kognitive problemer hos omkring halvdelen af patienterne. Måske kan man med nye behandlinger ikke bare gøre noget for at dæmme op for astmaen, men også gøre noget ved eventuel inflammation i hjernen og folks livskvalitet, siger professor og overlæge Celeste Porsberg, der ser frem mod årets ERS.


Om lidt løber den store lungekongres for European Respiratory Society (ERS) af stablen, og det er med titusindvis af verdens førende forskere, som samles i Barcelona for at blive opdateret på den nyeste viden inden for deres fagområder.


ERS 2022:

Find alle vores artikler fradækningen af årets ERS her.


En af de forskere, som finder vej til kongressen for både at høre om sine kollegers nyeste opdagelser, men også for at præsentere egne forskningsresultater, er professor og overlæge Celeste Porsbjerg fra Lungemedicinsk Afdeling ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Dagens Medicin har talt med Celeste Porsbjerg om hendes forventninger til kongressen, og hun ser en trend i, at der på kongressen vil komme nogle interessante forskningsresultater, der viser en ny vinkel på det at leve med en lungesygdom.

Faktisk har hun selv nogle forskningsresultater med, der peger i den retning.

»Vi har startet et stort Europæisk studie, 3TR-ABC, hvor vi undersøger effekten af de nye biologiske behandlinger til svær astma. Her ser vi også på, hvordan det at leve med svær astma påvirker kognitionen. På ERS fremlægger vi de første resultater, og det kommer nok til at få noget opmærksomhed, fordi rigtig mange forskere er begyndt at interessere sig for, hvordan det at leve med en lungesygdom ikke bare påvirker lungerne, men også mange andre dele af kroppen. Det er noget af det, som rigtig mange forskere og læger inden for astmaområdet taler om i øjeblikket,« siger Celeste Porsbjerg.

Forskningssygeplejerske Charlotte Bernhoff står for delprojektet, som er lavet i samarbejde med professor Kamilla Miskowiak fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Mange med svær astma påvirket på kognitionen

De forskningsresultater, som Celeste Porsbjerg med sine kollegaer skal fremlægge på ERS, er det første udtræk af den store europæiske undersøgelse, som kommer til at undersøge i alt 500 personer med svær astma.

Rigtig mange forskere er begyndt at interessere sig for, hvordan det at leve med en lungesygdom ikke bare påvirker lungerne, men også mange andre dele af kroppen

Celeste Porsbjerg, professor og overlæge, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Projektet om svær astma og kognition viser indtil videre, at omkring halvdelen lever med påvirket kognition på grund af deres lungesygdom. Det manifesterer sig blandt andet som træthed, mind fog og påvirkning af den verbale kognition, altså evnen til at formulere sig og forstå, hvad andre siger.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor svær astma påvirker kognitionen, og om man kan gøre noget ved det.

»Man kan forestille sig, at påvirkningen af kognitionen har noget at gøre med, at den inflammation, som påvirker lungerne, også trænger over blod-hjernebarrieren og påvirker hjernen,« siger Celeste Porsbjerg.

Astma går ud over arbejdet og familien

Celeste Porsbjerg forklarer, at interessen for de afledte effekter af det at leve med en lungesygdom er stigende inden for forskningsmiljøet.

Årsagen er, at det påvirker rigtig mange mennesker meget negativt, hvis de udvikler svær astma.

Den typiske patient med svær astma er en mand i halvtredserne, og han har typisk et arbejde, som det kan være svært at passe, når astmaen rammer kognitionen hårdt. Han vil måske føle, at han hver dag går på arbejde med influenza uden at have det.

De fleste vil nok fortsætte med at gå på arbejde, selvom de bestemt ikke føler sig på toppen, og der kan gå lang tid, før de sygemelder sig. Når de så endelig gør det, kan det blive en langtidssygemelding, og det gavner ingen.

»Det går ud over både arbejdslivet og på det personlige plan, når personer med svær astma ikke har overskud til hverken at gå på arbejde eller familien. Det er ikke folk, som er ved at dø af kræft, men det er folk, som burde leve et rigtig solidt liv, men ikke kan,« siger Celeste Porsbjerg.

Fokus på at behandle mere end astma

Det interessante er selvfølgelig, om man kan gøre noget ved det, og også her forventer Celeste Porsbjerg, at der på årets ERS-kongres vil være stor interesse omkring forskning i denne retning.

Inden for de seneste år er der kommet mange nye biologiske behandlinger til personer med svær astma på markedet, og der vil givetvis være stor interesse for at finde ud af, hvordan de påvirker ikke bare inflammationen i lungerne, men også den eventuelle inflammation i hjernen ved forskellige tilstande.

»Inden for astma er vi blevet rigtig gode til at identificere, hvordan vi kan behandle lungesygdommen. Nu handler det om at sikre, at vi får behandlet alle de manifesteringer, som kan følge med det at have svær astma. Det kommer der til at være et stigende fokus på inden for forskningen fremadrettet,« siger Celeste Porsbjerg.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere