Astma
P-piller øger unge kvinders risiko for astma
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Lanceringen af p-piller er fra en tid, hvor der ikke var de store krav til at undersøge for bivirkninger inden markedsføring, og derfor findes der i dag fortsat begrænset viden om, hvordan brug af p-piller kan have indflydelse på lungesygdom,« siger Erik Søren Halvard Hansen.
Unge kvinder, der opstarter brug af p-piller, har næsten dobbelt så høj risiko for inden for tre år at få stillet en diagnose med astma sammenlignet med unge kvinder, der ikke benytter præventionsmidlet. Der er behov for mere forskning i koblingen mellem hormoner og udvikling af astma, siger forsker.
Rigtig mange unge kvinder opstarter i teenageårene behandling med p-piller for at undgå uønsket graviditet.
Nu viser et nyt dansk studie, at kvinder, som i teenageårene påbegynder behandling med p-piller, har forøget risiko for inden for de tre efterfølgende år at få stillet en diagnose med astma.
Efterhånden tyder flere og flere studier på, at østrogen kan påvirke luftvejene hos kvinder, og at ændringer i hormonbalancen i puberteten, under graviditet, i overgangsalderen eller ved brug af p-piller kan skubbe balancen i en astma-fænotypisk retning.
I betragtning af hvor mange kvinder, der benytter sig af p-piller, eller for den sags skyld hormonspiraler, er der ifølge en af forskerne bag studiet brug for mere fokus på de lungeassocierede effekter af at ændre ved kroppens naturlige hormonbalance.
Der begynder at være et grundlag for at sige, at når det kommer til en sammenhæng mellem brug af p-piller og øget risiko for astma, ser der ud til at være noget om sagen – i hvert fald hos unge kvinder
Erik Søren Halvard Hansen, læge, Hvidovre Hospital
»En fordobling i risikoen for udvikling af astma betyder, at rigtig mange kvinder får forøget risiko for at få stillet en diagnose, der for mange betyder livslang behandling. Lanceringen af p-piller er fra en tid, hvor der ikke var de store krav til at undersøge for bivirkninger inden markedsføring, og derfor findes der i dag fortsat begrænset viden om, hvordan brug af p-piller kan have indflydelse på lungesygdom. Vores studier viser, at der er behov for at lave en masse forskning inden for dette område,« fortæller læge og ph.d. Erik Søren Halvard Hansen fra Lungemedicinsk Forskningsenhed på Hvidovre Hospital.
Forskningen, der er udført i samarbejde med blandt andet professor og speciallæge Vibeke Backer, klinisk professor Christian Torp-Pedersen og professor og overlæge Charlotte Suppli Ulrik, er offentliggjort i Journal of Allergy and Clinical Immunology In Practice.
Undersøgt udvikling af astma
I studiet har forskerne været en tur i de danske registre og identificeret 30.669 piger og kvinder uden astma i alderen 10 til 40 år, som for første gang i livet opstartede brug af p-piller.
Kvinderne fulgte de i tre år og identificerede tilfælde af nydiagnosticeret astma ud fra diagnosekoder for astma i Landspatientregisteret og recepter på astmamedicin i Receptdatabasen.
Andelen af kvinder, der udviklede astma i undersøgelsesperioden, sammenlignede forskerne med udviklingen af astma blandt 153.377 kvinder i samme alder, der ikke opstartede brug af p-piller.
Meget tyder på, at det kvindelige kønshormon kan have betydning for udvikling af astma. Det gælder ikke bare, når det kommer i form af p-piller, men også i den naturlige form under pubertet, graviditet og menopause
Erik Søren Halvard Hansen, læge, Hvidovre Hospital
»Vi har tidligere lavet en undersøgelse, der viste, at der blandt kvinder i overgangsalderen var en større forekomst af nydiagnosticeret astma blandt kvinder i behandling med hormoner sammenlignet med kvinder, der ikke var i behandling med hormoner. I dette studie ønskede vi at finde ud af, om den samme tendens er gældende for yngre kvinder,« forklarer Erik Søren Halvard Hansen.
78 pct. forøget risiko for astma
Resultatet af studiet viser, at der blandt kvinder i behandling med p-piller var næsten dobbelt så høj forekomst af nydiagnosticeret astma.
1,5 pct. af kvinderne i kontrolgruppen udviklede astma, mens det samme gjaldt 2,7 pct. af kvinderne i behandling med p-piller. Tallene modsvarer en risikoforhøjelse på 78 pct.
Ydermere fandt forskerne, at forskellen blev oppebåret af unge kvinder under 18 år, hvor der var en endnu stærkere sammenhæng mellem brug af p-piller og risikoen for udvikling af astma.
Forskerne fandt ingen statistisk sammenhæng mellem opstart med brug af p-piller og øget risiko for udvikling af astma blandt kvinder over 18 år.
»Tallene er måske ikke store i sig selv, men det drejer sig om rigtig mange kvinder, og her har vi kun identificeret dem, som har indløst recepter på astmamedicin eller blev tilset på et hospital på grund af astma. Der kan være mange flere med tegn på astma, uden at de er i behandling for det eller i det hele taget går til lægen,« siger Erik Søren Halvard Hansen.
Nyt studie skal gøre forskere klogere
Ifølge Erik Søren Halvard Hansen tyder efterhånden en hel del studier på, at kvindelige kønshormoner kan påvirke luftvejenes tendens til at snøre sig sammen.
Det er ifølge forskeren heller ikke underligt, idet østrogenreceptorer findes i alle kroppens celler, herunder i cellerne i luftvejene.
Selvom østrogen er blevet brugt i p-piller i mange årtier, har der dog ikke været et klart overblik over de potentielle bivirkninger relateret til luftvejene. For eksempel har et britisk studie vist, at p-piller måske endda beskytter mod astma.
Det kan det danske studie dog ikke genfinde – tværtimod.
»Der begynder at være et grundlag for at sige, at når det kommer til en sammenhæng mellem brug af p-piller og øget risiko for astma, ser der ud til at være noget om sagen – i hvert fald hos unge kvinder. Derfor har vi også sat et nyt studie i søen, hvor vi vil undersøge blandt andet lungefunktionen og inflammationsmarkører i lungerne på kvinder før og efter opstart i behandling med p-piller for at finde ud af, hvad der helt præcist sker,« siger Erik Søren Halvard Hansen.
Han fortæller, at studiet er sat til at begynde i 2024.
»Meget tyder på, at det kvindelige kønshormon kan have betydning for udvikling af astma. Det gælder ikke bare, når det kommer i form af p-piller, men også i den naturlige form under pubertet, graviditet og menopause. Derfor ser vi også, at unge drenge har øget forekomst af astma inden puberteten sammenlignet med unge kvinder, men at tingene skifter i puberteten. Det skyldes formentlig, at pigernes hormonbalance ændrer sig naturligt – eller at de begynder at tage p-piller,« siger Erik Søren Halvard Hansen.
Astma i Danmark
Ifølge tal fra Astma-Allergi Danmark lider omkring 400.000 danskere af astma, hvilket svarer til cirka syv pct. af befolkningen. Astma er karakteriseret ved inflammation i luftvejene, hvilket fører til episoder med åndedrætsbesvær, hoste, hvæsen og trykken for brystet. Årsagerne til astma er multifaktorielle og inkluderer genetiske faktorer, miljømæssige påvirkninger, allergener, tobaksrøg og luftforurening. Behandlingen af astma indebærer normalt lægemidler som inhalerede kortikosteroider i kombination med bronkodilaterende medicin, som er med til at reducere inflammation og lindre symptomerne.
Kilde: Astma-Allergi Danmark
Del artiklen: