Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Astma

Forskere på ERS: Så meget koster astma det danske samfund

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Når vi sammenligner tallene med andre europæiske og skandinaviske undersøgelser, er omkostningerne to til tre gange højere i dette studie. Noget skyldes selvfølgelig, at vi er et robust land, der har råd til at kompensere den tabte lønindkomst via offentlige ydelser, men det er stadig en forholdsvis stor udgiftspost,« siger Kjell Erik Julius Håkansson, en af forskerne bag studiet.

Astma er ikke bare en byrde for dem, som lider af lungesygdommen. Astma koster også samfundet milliarder i tabt arbejdsfortjeneste, sundhedsudgifter og velfærdsomkostninger. Vi bør finde inspiration i Finland eller Storbritannien for at få flere personer med astma til at være velbehandlede, siger forsker.


Ny dansk undersøgelse viser, hvor meget én person med astma koster samfundet, og hvad pengene går til i form af tabt arbejdsfortjeneste, sundhedsudgifter og velfærdsydelser.

Ydermere viser studiet, hvor meget mindre personer med astma tjener sammenlignet med personer uden astma.


ERS 2022:

Find alle vores artikler fradækningen af årets ERS her.


Værst ser det ud for personer med svær astma, og der kan være mange penge at spare ved at gå til opgaven med at håndtere personer med astma anderledes, end vi gør i dag.

Det mener i hvert fald forskeren bag undersøgelsen, som netop er blevet præsenteret på den årlige kongres for European Respiratory Society (ERS).

»I for eksempel Finland har man ændret på tilgangen til patienter med astma, så de går til årlige kontroller hos deres egen læge, og i Storbritannien har man gjort medicinen billigere. Det ser ud til, at disse tiltag gør, at flere personer med astma har deres sygdom under kontrol, så den ikke i samme grad belaster hverken dem selv eller samfundet,« forklarer ph.d.-studerende og læge Kjell Erik Julius Håkansson fra Lungemedicinsk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital.

63.130 personer med astma med i studie

I studiet har forskerholdet fra Hvidovre Hospital, Rigshospitalet og Sygehus Lillebælt været dybt nede i de danske registre for at finde ud af, hvad det koster samfundet og den enkelte, når en person får en diagnose med astma.

I studiet har forskerne fundet frem til alle danskere, der i perioden fra 2014 til 2016 indløste mindst to årlige recepter på astmamedicin på apoteket. Inklusionskriteriet var desuden, at personerne skulle være mellem 18 og 45 år gamle. Det var for at være sikker på, at personerne ikke indløste medicin for behandling af for eksempel KOL.

Efterfølgende brugte Kjell Erik Julius Håkansson CPR-registeret og Danmarks Statistik til at finde hver enkelt individs økonomiske forhold, herunder blandt andet årsindtægt, arbejdsløshed, overførselsindkomst mm.

I alt har Kjell Erik Julius Håkansson data på 63.130 personer med astma og fire gange så mange nøje udvalgte kontroller uden astma.

»Vores formål var at lave en undersøgelse, som er let at kommunikere. Hvad koster det i kroner og ører, når en person i Danmark har astma?« siger han.

Astma koster 30.000 kr. om året pr. person

Resultatet af undersøgelsen viser, at forskellen mellem personer med og uden astma er en meromkostning for samfundet på 30.000 kr. om året, når alt er lagt sammen.

Når vi sammenligner tallene med andre europæiske og skandinaviske undersøgelser, er omkostningerne to til tre gange højere i dette studie

Kjell Erik Julius Håkansson, læge og ph.d.-studerende, Amager og Hvidovre Hospital

30.000 om året lyder måske ikke af meget, men Kjell Erik Julius Håkansson pointerer, at det drejer sig om 63.000 danskere, og så lyder regningen på næsten to mia. kr.

Går man dybere ned i tallene, dækker de 30.000 kr. over 11.000 kr. til sundhedsomkostninger, herunder medicin. 11.000 går til velfærdsomkostninger, blandt andet førtidspension, sygedagpenge og des lige. De sidste 8.000 kr. er forskellen i årsindkomst mellem personer med og uden astma.

»Når vi sammenligner tallene med andre europæiske og skandinaviske undersøgelser, er omkostningerne to til tre gange højere i dette studie. Noget skyldes selvfølgelig, at vi er et robust land, der har råd til at kompensere den tabte lønindkomst via offentlige ydelser, men det er stadig en forholdsvis stor udgiftspost,« siger Kjell Erik Julius Håkansson.

Personer med svær astma tjener mindre

Forskerne undersøgte også omkostningerne forbundet med det at have svær astma.

Denne del af undersøgelsen viste, at de fire til seks pct. af danskerne, som har svær astma, er så begrænsede af deres lungesygdom, at det sætter markante spor i blandt andet deres årsindtægt.

Personer med svær astma tjener således i gennemsnit 28.000 kr. mindre om året end personer uden astma.

»Det er ret meget, når man tænker på, at astma ofte bliver set på som en sygdom, der ikke fylder særligt meget. Ud over den tabte indkomst kommer også, at personer med astma ofte har udgifter til sundhedsydelser i forbindelse med deres sygdom. Det gør sygdommen til en stor økonomisk byrde at bære,« siger Kjell Erik Julius Håkansson.

Vi bør skele til andre lande i Europa

Kjell Erik Julius Håkansson ser gerne, at der bliver lavet nogle tiltag på området, så hverken personer med astma eller samfundet skal tynges af udgifterne til sygdommen i samme grad, som vi bliver det i dag.

I Finland sparer man milliarder om året på at optimere behandlingen af astmapatienter på landsplan. Det bør vi også gøre i Danmark

Kjell Erik Julius Håkansson, læge og ph.d.-studerende, Amager og Hvidovre Hospital

Her skeler han blandt andet til Finland, som allerede lavede tiltag for årtier siden, hvor personer med astma skulle gå til årlige kontroller for at modtage deres astmamedicin. Der er også blevet oprettet et tæt samarbejde mellem primær- og sekundærsektorerne.

Samlet set har tiltagene i Finland gjort, at flere personer med astma er velbehandlede og derfor hverken har så mange sygedage med behov for hjælp fra sundhedssystemet eller de offentlige velfærdsydelser eller bliver sat tilbage i forhold til deres arbejdsliv.

»Det gør, at man i Finland sparer milliarder om året på at optimere behandlingen af astmapatienter på landsplan. Det bør vi også gøre i Danmark, og der er en potentiel gevinst på op til to mia. kr. ved at gøre det,« anbefaler Kjell Erik Julius Håkansson.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere