Astma
Amerikansk forskning: Astma øger risikoen for stroke og hjerteanfald
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nyt studie viser, at personer, der døjer under svær astma, har høje niveauer af inflammation i kroppen og øget opbygning af plak i halspulsårerne. Det kan øge risikoen for iskæmisk hjerteanfald og stroke
Voksne med svær astma har muligvis øget risiko for at opleve et hjerteanfald eller stroke på grund af opbygning af plak i halspulsårerne. Det viser i hvert fald et studie, der for nylig blev publiceret i Journal of The American Heart Association.
I studiet havde personer med astma mere opbygning af plak i halspulsårerne sammenlignet med personer uden astma.
Mange læger og patienter er ikke opmærksomme på, at astmatisk inflammation i luftvejene kan påvirke arterierne
Matthew C. Tattersall, lektor, University of Wisconsin
Forskerne bag studiet fortæller, at idet astma er en inflammatorisk sygdom, og kronisk inflammation i kroppen er associeret med øget opbygning af plak i blodårerne, kan kronisk astma muligvis lede til øget risiko for, at plak bliver opbygget i blodårerne og til sidst river sig løs, hvilket kan resultere i et stroke eller hjertestop.
»Mange læger og patienter er ikke opmærksomme på, at astmatisk inflammation i luftvejene kan påvirke arterierne. For personer med svær astma kan det være hjælpsomt, hvis man adresserer risikofaktorer for kardiovaskulær sygdom. Tilstedeværelsen og mængden af plak i halspulsårerne er en stærk indikator for fremtidige kardiovaskulære events,« fortæller en af forskerne bag studiet, lektor Matthew C. Tattersall fra University of Wisconsin, i en pressemeddelelse, som er sendt ud af American Heart Association.
Øger tilstopning af halspulsårerne
I studiet har forskerne gennemgået data på 5.029 voksne amerikanere med en gennemsnitsalder på 61 år, som alle havde været undersøgt for risikofaktorer for hjertekarsygdom samt fået undersøgt deres halspulsårer med ultralyd. Forsøgspersonerne blev opdelt i grupper, efter om de havde svær astma (persistent asthma), mild astma (intermittent asthma) uden behov for daglig medicin eller ingen astma.
Foruden at undersøge forsøgsdeltagerne for opbygning af plak i halspulsårerne undersøgte forskerne også deltagernes blod for tilstedeværelsen af de inflammatoriske biomarkører interleukin 6 og C-reaktivt protein.
Resultatet af undersøgelsen viser:
67 pct. af forsøgsdeltagerne med svær astma havde plak i halspulsårerne. Det samme havde 49,5 pct. af dem med mild astma og 50,5 pct. af forsøgsdeltagerne uden astma.
I gennemsnit havde personer med svær astma plakdannelse i to områder i halspulsårerne, mens både personer med mild astma og ingen astma i gennemsnit havde én opbygning af plak.
Efter forskerne justerede deres data for blandt andet alder, køn, vægt, medicin og rygning havde personer med svær astma næsten dobbelt så høj risiko for at have plakdannelse i halspulsårerne sammenlignet med dem uden astma.
Forsøgsdeltagere med astma havde også højere niveauer af de inflammatoriske biomarkører i blodet.
»Denne analyse fortæller os, at den øgede risiko for opbygning af plak i arterierne hos personer med astma formentlig er påvirket af forskellige faktorer. Forsøgsdeltagere med svær astma havde forhøjede niveauer af inflammationsmarkører i blodet, selvom deres astma blev behandlet med medicin. Det peger på det inflammatoriske aspekt ved astma. Vi ved, at højere inflammation i kroppen leder til negative effekter på hjertekarsystemet,« siger Matthew C. Tattersall.
Vigtigt at nedbringe inflammation
I 2019 udsendte American Heart Association nye guidelines for forebyggelse af kardiovaskulær sygdom, hvilket inkluderede forebyggende tiltag relateret til inflammatoriske sygdomme som leddegigt og lupus, der begge kommer med øget risiko for hjertekarsygdom.
Ifølge forskerne bag det nye studie bidrager den tilvejebragte viden til forståelsen af sammenhængen mellem inflammatorisk sygdom og hjertekarhelbredet.
»Den vigtigste besked fra vores fund er, at mere alvorlige former for astma er associeret med mere kardiovaskulær sygdom og hjertekartilfælde. At adressere hjertekarrisiko gennem livsstilsændringer og ændringer i adfærd kan være et vigtigt præventivt redskab til personer med mere alvorlige former for astma,« siger Matthew C. Tattersall.
Del artiklen: