ASN
Tre studier på ASN har potentiale til at ændre den kliniske praksis
Udgivet:
Kommentarer (0)
Årets store kongres for American Society of Nephrology (ASN) bød på mange kliniske studier, der fremadrettet kan få betydning for behandling af nyresygdom. Vi har samlet tre af de mest interessante.
Alarmsystem kan få nyrepatienter af farlig medicin.
Det var overskriften på den ene af præsentationerne på den årlige kongres for American Society of Nephrology (ASN), der i år blev afholdt i Orlando i Florida.
Årets kongres havde en overflod af kliniske studier med potentiel betydning for den kliniske praksis, og i studiet med medicinalarmen havde forskere udviklet et alarmsystem, der advarer læger om, hvis patienter med akut nyresygdom er i aktiv behandling med et NSAID, en protonpumpehæmmer eller renin-angiotensin-aldosteron-system-hæmmer, der alle kan lede til akut nyreskade hos indlagte patienter.
ASN 2022:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASN her.
I studiet havde 5.060 patienter med akut nyresvigt i aktiv behandling med et af lægemidlerne ved indlæggelse deltaget. Halvdelen af patienterne blev randomiseret til enten den normale tilgang til håndtering af deres medicin eller at være i en gruppe, hvor læger via et pop-op-vindue blev advaret om, hvis patienterne var i aktiv behandling med et af lægemidlerne.
Resultatet af studiet viste, at 61,1 pct. af patienterne i alarmgruppen blev taget af medicinen, hvilket kun 55,9 pct. af patienterne i kontrolgruppen gjorde. Ydermere ramte færre patienter i alarmgruppen et kombineret endepunkt bestående af akut nyreskade, dialyse eller død inden for 14 dage af udskrivelse.
23,1 pct. af forsøgsdeltagerne i alarmgruppen ramte det primære endepunkt mod 25,3 pct. i kontrolgruppen. En dybere analyse viste, at specielt patienter i behandling med protonpumpehæmmere havde gavn af alarmsystemet.
»Det antyder, at patienter i behandling med protonpumpehæmmere kan være en gruppe, for hvem en akut nyreskadealarm og behandlingsstop med potentielt set skadelig medicin kan være effektivt,« fortalte en af forskerne bag studiet, læge Perry Wilson fra Yale University, i en pressemeddelelse fra ASN.
Lægemiddel sænker oxidativt stress
I et andet af de interessante kliniske studier havde forskere forsøgt at gøre noget ved oxidativt stress hos patienter med kronisk nyresygdom.
Oxidativt stress kan bidrage til udviklingen og progression af diabetisk nyresygdom, og i fase 2-studiet havde forskere randomiseret 140 patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom til behandling med placebo eller isuzinaxib, der er en nicotinamid-adenin-dinukleotid-fosfat-oxidase-hæmmer og modulator af oxidativt stress.
Dette studie er det første kliniske bevis på effektiviteten af isuzinaxib i behandlingen af diabetisk nyresygdom
Dae Ryong Cha, læge, Korea University College of Medicine
Behandlingen varede i 12 uger, og lægerne målte på ændringer i albumin-kreatinin-ratioen fra før behandlingen til efter 12 uger. Albumin-kreatinin-ratioen er en markør for nyreskade, hvor højere værdi indikerer mere skade.
Resultatet af studiet viste, at isuzinaxib reducerede albumin-kreatinin-ratioen med 21 pct. mod en reduktion på 2,5 pct. i placebogruppen.
Specielt patienter med meget lav nyrefunktion havde i studiet gavn af behandling med isuzinaxib. Denne gruppe opnåede en reduktion på 36 pct. mod en stigning på 11 pct. i placebogruppen.
Ydermere var niveauerne af KIM-1, der er en urinmarkør for nyreskade, signifikant reduceret i isuzinaxib-gruppen.
»Dette studie er det første kliniske bevis på effektiviteten af isuzinaxib i behandlingen af diabetisk nyresygdom. Fremtidige klinisk udvikling vil fokusere på patienter med fremskreden kronisk nyresygdom,« sagde en af forskerne bag undersøgelsen, læge Dae Ryong Cha fra Korea University College of Medicine i en pressemeddelelse.
Infusionsvæske kan reducere risiko for dialyse
Et sidste interessant studie på ASN omhandlede brugen af intravenøst saltvand i forbindelse med en nyretransplantation. I den sammenhæng er 0,9 pct. natriumklorid den mest benyttede opløsning på verdensplan, men øger på grund af sit høje kloridindhold muligvis risikoen for behovet for dialyse inden for syv dage efter transplantationen.
Reduktion i forekomsten af dialyse med denne simple, billige intervention kan forbedre situationen for patienter efter en transplantation
Michael Collins, ph.d., Royal Adelaide Hospital
I det kliniske studie analyserede forskere data fra 807 patienter, der var blevet randomiseret til behandling med saltvand eller en balanceret lav-klorid krystalloid opløsning under og efter en nyretransplantation. Opløsningen var Plasma-Lyte 148.
Resultatet af studiet viste, at færre patienter i gruppen med den balancerede opløsning havde behov for efterfølgende dialyse sammenlignet med saltvandsgruppen (30 pct. mod 39,7 pct.). Effekten var konsistent på tværs af en række undergrupper, og forskerne fandt ingen forskel på hyperkaliæmi mellem de to grupper, ligesom de ikke fandt forskelle i akut afstødning af transplantatet, graftsvigt eller død op til 52 uger efter transplantationen.
»Reduktion i forekomsten af dialyse med denne simple, billige intervention kan forbedre situationen for patienter efter en transplantation og samtidig sænke sundhedsudgifterne og måske også forbedre udfaldet for patienterne på den lange bane,« fortalte ph.d. Michael Collins fra Royal Adelaide Hospital og Australasian Kidney Trials Network i en pressemeddelelse.
Del artiklen: