ASN
ASN 2022: To internationale studier belyser sammenhæng mellem COVID-19 og nyresygdom
Udgivet:
Kommentarer (0)
Under pandemien har det været farligt at have kronisk nyresygdom. Pandemien har både direkte og indirekte kostet liv, viser to nye forskningsresultater præsenteret på årets store amerikanske nyrekongres.
Under pandemien har smitte med COVID-19 kostet liv blandt personer med kronisk nyresygdom. Pandemien har også indirekte været skyld i, at personer med kronisk nyresygdom og behov for dialyse er døde, selvom de ikke har været smittet med COVID-19. Det er konklusionerne i to studier, der netop er blevet præsenteret resultater fra på den store årlige kongres for American Society of Nephrology (ASN).
ASN 2022:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASN her.
I det ene studie har forskere undersøgt, om nyresygdom eller andre sygdomstilstande har påvirket udfaldet ved smitte med COVID-19 gennem hver af de fire bølger af pandemien.
Personer med kronisk nyresygdom er i forbindelse med smitte med COVID-19 i risiko for at udvikle alvorlig sygdom, og akutte nyreproblemer er en almindelig forekomst blandt personer med COVID-19.
Forskerne identificerede 64.246 smittetilfælde, som blev registreret på Columbia University Medical Center i New York City. 8 pct. blev betegnet som alvorlige, og 18 pct. krævede hospitalsindlæggelse.
Resultatet af studiet viser:
Risikoen for alvorlig COVID-19 var associeret med præeksisterende nyresygdom, hjertesygdom, diabetes og forhøjet blodtryk i de fleste af smittebølgerne og lungesygdom, fedme og kræft i mindst én af smittebølgerne.
I 49 pct. af de alvorlige smittetilfælde blev der registreret akut nyreskade. Det samme gjaldt blandt 35 pct. af de indlagte patienter med COVID-19.
Risikoen for akut nyreskade var associeret med hjertesvigt, fedme, diabetes og kræft i de fleste smittebølger og kronisk nyresygdom, koronararteriesygdom, forhøjet blodtryk og slagtilfælde i én eller to smittebølger.
»Præeksisterende kronisk nyresygdom var en af de mest stabile risikomarkører for alvorsgraden af COVID-19, komplikationer og udfald gennem flere smittebølger af pandemien. Hospitaler kan inkludere nyrefunktion i evalueringen af patientpopulationer som en del af planlægningen i forhold til fremtidige smittebølger,« fortalte en af forskerne bag studiet, læge Krzysztof Kiryluk fra Columbia University Medical Center, i en pressemeddelelse fra ASN 2022.
COVID-19 rammer dialysepatienter hårdt
Det andet COVID-19-relaterede studie på årets store nyrekongres viser, at det slet ikke er nødvendigt at blive smittet med COVID-19, før det bliver farligt for personer med kronisk nyresygdom.
Præeksisterende kronisk nyresygdom var en af de mest stabile risikomarkører for alvorsgraden af COVID-19, komplikationer og udfald gennem flere smittebølger af pandemien
Yan Zhang, ph.d., Fresenius Medical Care
I studiet havde forskere indsamlet data fra 63.216 nyrepatienter med behov for dialyse i 23 lande på tværs af Europa og Mellemøsten. Forskerne kiggede i data fra hhv. 2019 og 2020 efter forhøjet risiko for død under pandemien sammenlignet med før pandemien og skelede også til, om der også var forhøjet risiko hos nyrepatienter, der end ikke blev smittet med COVID-19.
Resultatet af studiet viser, at dialysepatienter på linje med resten af befolkningen oplevede øget mortalitet i løbet af de undersøgte smittebølger. Det gjaldt dog både for patienter med og uden smitte med COVID-19.
I sammenligningen med 2019 oplevede COVID-19-smittede patienter med behov for dialyse 6,5 gange forhøjet risiko for at død. For patienter, der ikke var smittet med COVID-19, var tallet 1,5 gange højere. For den sidste gruppe patienter gjaldt tallene primært i perioder med de højeste smittetal.
»COVID-19 har direkte og indirekte haft indflydelse på mortaliteten blandt patienter med behov for dialyse. En potentiel årsag til den øgede risiko for mortalitet blandt patienter uden verificeret smitte med COVID-19 kan være manglende tests eller begrænsninger i sundhedsvæsner. Det kan være en fordel for dialyseklinikker i forhold til håndteringen af patienter i kritiske situationer, at størrelsen på pandemiens effekt på patienter med eller uden bekræftet smitte med COVID-19 bliver kvantificeret,« fortalte en af forskerne bag studiet, ph.d. Yan Zhang fra Fresenius Medical Care.
Del artiklen: