Lovende takter ved kombination af en SGLT2 og en GLP-1 ved type 2-diabetes og nyresygdom

Inden for de seneste år er der sket meget inden for behandling af personer med type 2-diabetes og nyresygdom.

ASN 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASN her.

Store studier har blandt andet vist, at SGLT2-hæmmere som dapagliflozin og empagliflozin kan være nyrebeskyttende, og for nylig stoppede Novo Nordisk et stort forsøg med deres GLP-1-receptoragonist semaglutid før tid, fordi resultaterne var så positive ved midtvejsanalysen.

Nu viser et nyt dansk studie, at der formentlig kan være en endnu bedre effekt at komme efter ved at kombinere de to behandlinger.

Resultatet er netop offentliggjort på Kidney Week, der er den årlige kongres for American Society of Nephrology (ASN).

»Selvom man som person med type 2-diabetes er i behandling med en SGLT2-hæmmer, er der stadig risiko for progression i nyresygdom, så vi ville med dette studie se, om vi ved at tilsætte en GLP-1-receptoragonist kunne opnå en endnu større gavnlig effekt på nyrefunktionen. Det er min klare overbevisning, at vi i fremtiden vil give den her kombination til en udvalgt gruppe af patienter, som ikke har tilstrækkelig effekt af de nuværende behandlingsmuligheder, og som har høj risiko for sygdomsprogression,« fortæller ph.d.-studerende Suvanjaa Sivalingam fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

60 danskere med i studie

I studiet har 60 danskere med type 2-diabetes og forhøjet udskillelse af protein i urinen deltaget.

Formålet med studiet var at se, om behandling med semaglutid i tillæg til empagliflozin giver en større effekt på udskillelsen af protein i urinen i sammenligning med kun behandling med empagliflozin som det primære endepunkt samt effekten af kombinationsbehandlingen på andre sekundære endepunkter.

Forsøgsdeltagerne var i gennemsnit 70 år gamle, 22 pct. var kvinder, og de havde median diabetesvarighed på 18 mdr. og skulle ved inklusion have en ratio for albumin i urinen over kreatin på mindst 100 mg/g. Gennemsnittet var 161 mg/g ved randomisering.

Forsøgsdeltagerne blev først behandlet med 25 mg empagliflozin om dagen i seks mdr., hvorefter de blev randomiseret til behandling med empagliflozin plus semaglutid eller placebo i yderligere 26 uger.

Effekten er god, men ikke signifikant

Det primære endepunkt i studiet viste en ikke-signifikant reduktion i udskillelsen af protein i urinen, men et numerisk fald på 22 pct., i sammenligningen mellem kombinationsbehandlingen og behandling med kun empagliflozin.

Suvanjaa Sivalingam fortæller, at resultatet formentlig havde været signifikant, hvis der i forsøget havde været flere forsøgsdeltagere, men COVID-19 kom i vejen for at opnå det planlagte antal deltagere.

Ydermere så forskerne et større fald ved kombinationsbehandlingen i forhold til HbA1c og plasma-aldosteron, mens forskerne fandt en ikke-signifikant forskel i forhold til GFR, vægt og systolisk døgnblodtryk.

»Resultatet flugter med det, som vi har set i andre mindre studier, som også har fundet en ikke-signifikant forskel i effekten af behandling med en SGLT2-hæmmer sammenlignet med kombinationen af en SGLT2-hæmmer plus en GLP-1-receptoragonist,« forklarer Suvanjaa Sivalingam.

Vil samle data fra flere studier

Suvanjaa Sivalingam mener, at resultaterne peger i retning af, at der kan være noget at komme efter ved at kombinere en SGLT2-hæmmer med en GLP-1-receptoragonist til personer med type 2-diabetes og nyresygdom.

Det gælder især til de personer, som ikke har effekt af behandling med kun en SGLT2-hæmmer, men som i tillæg til diabetes og nyresygdom også har iskæmisk hjertesygdom, meget højt BMI eller meget ustabilt blodsukker.

Derfor vil forskerne nu forsøge at lave en metaanalyse med data fra deres eget studie og tre af de andre mindre studier for at se, om de i et større datasæt kan finde en signifikant effekt, der ikke står frem i de mindre studier hver for sig.

»Det er min klare fornemmelse, at vi er på vej derhen, hvor vi i fremtiden vil kombinere disse to typer af behandlinger til en gruppe af patienter for at få en additiv effekt,« siger Suvanjaa Sivalingam.