Individuel behandling ved diabetisk nyresvigt har størst effekt på vigtig biomarkør

Nogle patienter med diabetisk nyresygdom har bedst af at blive behandlet med en RAS-blokade, mens den bedste behandling til andre er en SGLT2-hæmmer, en DPP4-hæmmer eller JAK-hæmmer.

Det viser et dansk studie, der nu også kan vise, at hvis lægen rammer rigtigt med behandlingen til den enkelte patient, har det også større betydning for, hvor god effekt det har på den meget vigtige biomarkør SUPAR (Soluble Urokinase Plasminogen Activator Receptor), hvor høje niveauer af biomarkøren hos personer med diabetes er associeret til højere risiko for død og udvikling af kronisk nyresvigt.

ASN 2023:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ASN her.

Biomarkøren er også i andre studier associeret til øget risiko for udvikling af hjertekarsygdom og højere risiko for død ved akut indlæggelse.

Resultatet af studiet kan få betydning for, hvordan man i fremtiden vælger behandling til den enkelte patient med diabetisk nyresygdom.

»Vores resultater peger på, at det kan have relevant klinisk effekt, hvis man til den enkelte patient vælger den behandling, som har den største effekt på blandt andet SUPAR, men også på andre mål for nyrefunktion, herunder albuminuri,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge Viktor Rotbain Curovic fra Steno Diabetes Center Copenhagen.

Viktor Rotbain Curovic har netop præsenteret sine data på den årlige kongres for American Society of Nephrology (ASN) kaldet Kidney Week.

Bedste lægemiddel er ikke altid det samme

Studiet er en tilføjelse til et tidligere studie, hvori Viktor Rotbain Curovic har undersøgt, hvordan det bedst kan betale sig at behandle den enkelte patient med diabetisk nyresygdom, hvis formålet er at sænke niveauerne af albuminuri.

I studiet, der inkluderede 63 personer med enten type 1- eller type 2-diabetes, afprøvede forskerne fire forskellige lægemidlers evne til at nedsætte niveauerne af albuminuri.

Det drejede sig om lægemidlerne:

• RAS-blokade – Telmisartan

• SGLT2-hæmmer – Empagliflozin

• DPP4-hæmmer – Linagliptin

• JAK-hæmmer – Baricitinib

Forskerne randomiserede patienterne til behandling med ét af de fire lægemidler i fire uger.

Derefter fulgte en udvaskningsperiode i fire uger, inden patienterne blev randomiseret til et af de tilbageværende lægemidler.

Sådan fortsatte forskerne, indtil patienterne havde været behandlet med alle fire typer lægemidler.

Efterfølgende undersøgte forskerne, hvad der til den enkelte patient var det mest effektive lægemiddel.

Denne undersøgelse viste, at 52 pct. af patienterne havde RAS-blokaden som den bedste behandling, 17 pct. havde SGLT2-hæmmeren som den bedste behandling, 17 pct. havde DDP4-hæmmeren som den bedste behandling, mens 13 pct. havde JAK-hæmmeren som den bedste behandling.

Valg af lægemiddel har betydning for SUPAR

I den nye undersøgelse undersøgte forskerne, om effekten på albuminuri kunne spejles i en effekt i niveauerne af SUPAR.

I data fandt forskerne, at lægemidlerne overordnet set ikke så ud til at have effekt på SUPAR, men når forskerne kun skelede til det lægemiddel, der havde størst effekt hos den enkelte forsøgsdeltager, fandt de, at lægemidlet reducerede niveauerne af SUPAR med 13 pct.

Forskellen hos den enkelte patient mellem det lægemiddel, som virkede bedst, og gennemsnittet af de tre andre lægemidler var på 20 pct.

Forskerne fandt også, at fald i SUPAR var uafhængigt af faldet i albuminuri.

Ifølge Viktor Rotbain Curovic giver studiet indsigt i, hvad læger kan overveje i behandlingen af patienter med diabetisk nyresygdom.

»Har man høj SUPAR, vil det være klinisk relevant at benytte det lægemiddel, som sænker SUPAR mest muligt. Men det er samtidig spændende, at SUPAR ikke korrelerer med albuminuri. Det vil sige, at man måske skal være mere selektiv i behandlingen af patienter med diabetisk nyresygdom eller tænke i at kombinere behandlinger. Vil man have en effekt på nyreendepunkter, skal man til den enkelte patient måske vælge det ene lægemiddel, men vil man have en effekt på hjertekar-endepunkter, skal man måske vælge et andet lægemiddel,« siger han.

Viktor Rotbain Curovic fortæller, at forskerne med studiet har vist, at det har betydning for biomarkører for sygdom, om man vælger den ene eller anden behandling til den enkelte patienter, men at forskning nu også skal vise, om det ligeledes har effekt på kliniske udfald.

»Ultimativt vil vi gerne vide, hvad vi til den enkelte patienter skal behandle den enkelte risikofaktor ned med,« siger han.