2023
Aarhus er bedst til Hjerte-Kar i Danmarks Bedste Hospitaler 2023: »Vi kan bedre og mere fokuseret bruge data til at forbedre os«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Jacob Thorsted Sørensen (tv.) og Christian Gerdes har siden 1. januar 2022 begge været cheflæger på Danmarks største hjerteafdeling, Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital. Hospitalet vinder i år Danmarks Bedste Hospitaler til Hjerte-kar. At afdelingen endte med den usædvanlige ledelseskonstruktion, udsprang af et ønske fra afdelingens speciallæger, der efter en periode uden lægelig ledelse ønskede en ledelse med klinisk forankring.
Efter nogle turbulente år med organisatoriske ændringer og udskiftninger og konstitueringer i ledelsen, er det nu tid til konsolidering. To cheflæger og seks nyudnævnte ledende overlæger på Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital skal sammen med naboerne på Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi arbejde for at fastholde og forbedre de resultater, der placerer AUH som landets bedste hospital til hjerte-kar-sygdomme.
For 10-12 år siden kom det sjældent som den store overraskelse, at Skejby Sygehus, i dag Aarhus Universitetshospital, år efter år kunne kåres som landets bedste hospital til at levere undersøgelser og behandlinger i topklasse på hjerte-kar-området. Men den gigantiske logistiske, faglige og personalemæssige manøvre, det var at samle al hospitalsaktivitet i Aarhus på én matrikel, satte sit præg på hjerte-kar-området.
Fusionen var endelig i 2019, men flere udskiftninger i afdelingsledelsen, længerevarende konstitueringer og problemer med at finde den rette lægelige ledelse til afdelingen satte også sit præg. Og evnen til at gå på vandet var ikke længere så selvfølgelig, som den tidligere havde været, selv om den ene af afdelingens cheflæger, Christian Gerdes, i dag understreger, at afdelingens patienter ikke har været påvirket af den interne uro.
»På trods af den turbulens, der har været på afdelingen, har vores medarbejdere fortsat haft næsen i det faglige spor,« siger Christian Gerdes.
Vi får mange gode data fra vores eget patientjournalsystem og bliver stadig bedre til at bruge data i det daglige arbejde
Jacob Thorsted Sørensen, cheflæge
Dagens Medicins årlige gennemgang af data fra de kliniske kvalitetsdatabaser på hjerteområdet placerer efter et par år med sekundære placeringer nu igen Aarhus Universitetshospital som bedst til hjerte-kar-sygdomme på tværs af ti behandlingsområder.
De kliniske data viser, at kvaliteten af de undersøgelser og behandlinger, som foretages på landets hjerteafdelinger og især på de fire højt specialiserede hjertecentre, generelt er af høj kvalitet. Men i et felt, hvor det nogle gange er marginalerne, som tæller, er kvaliteten ikke desto mindre et par stentlængder bedre på AUH.
Ro til udvikling
Skal vi tro afdelingens cheflæger, er placeringen også et udtryk for, at der nu er kommet ro på afdelingen: Den nye ledelse og seks nyansatte ledende overlæger kan se hinanden i øjnene og arbejde sammen om ikke alene at konsolidere afdelingen, men også ekspandere og udvikle afdelingen yderligere. Og vil vi ikke nøjes med at tage deres ord for gode varer, underbygges den positive udvikling af, at det internationalt kendte tidsskrift Newsweek i september 2022 placerede Hjertesygdomme på AUH på en 29. plads blandt verdens bedste hjerteafdelinger, baseret på vurderinger fra et panel af flere end 40.000 internationale medicinske eksperter, hospitalsledere m.fl.
Den anden af afdelingens cheflæger, Jacob Thorsted Sørensen, pointerer, at kvalitetsdata bruges aktivt i det daglige arbejde.
Læs mere om kåringen af Danmarks bedste hospitaler her.
»Vi er kommet til et punkt, hvor vi bedre og mere fokuseret har mulighed for at bruge data til at forbedre os yderligere. Vi får mange gode data fra vores eget patientjournalsystem og bliver stadig bedre til at bruge data i det daglige arbejde. Det gælder for eksempel også i forhold til, når vi laver ansøgninger om at iværksætte nye behandlinger, øge produktionen eller aktiviteten inden for et område. Så ved lægerne godt, at der skal skrives nogle ansøgninger til hospitalsledelsen, de skal være velformulerede, og de skal være dataunderbyggede,« siger Jacob Thorsted Sørensen og fortsætter:
»Allerede nu kan vi mærke, at vores ledende overlæger er interesserede i at bruge data til at komme et spadestik dybere. De har indsigt, overblik og måske også overskud til at bruge data til at finde nye indsatsområder, hvor vi kan prøve at få midler til at få løftet dem, så vores klinikere kan få de bedst mulige rammer for at udvikle deres fagområder.«
Beslutninger i øjenhøjde
Med et budget på 445 mio. kr., flere end 400 fuldtidsstillinger, hvoraf 88 er læger og 54 af disse speciallæger, sygeplejersker svarende til 259 fuldtidsstillinger og en forskningsafdeling med 80 ansatte er Hjertesygdomme på AUH landets største hjerteafdeling. En ledelseskonstruktion med to cheflæger gør afdelingen unik i det danske sygehusvæsen. Christian Gerdes og Jacob Thorsted Sørensen er begge cheflæger på den store hjerteafdeling på AUH. De tager den fælles ledelsesopgave så bogstaveligt, at de har valgt at dele et lille kontor på afdelingen.
Personalet på Hjerte- Lunge- og Karkirurgi på AUH har stor andel i, at hospitalet i år kåres til Danmarks bedste til hjerte-kar.Foto: Tonny Foghmar
»Vi sidder over for hinanden og diskuterer løbende sager, der lander på vores bord. Arbejdsfordelingen mellem os fungerer ved, at vi har opdelt lægerne mellem os, så alle ved, hvem de skal henvende sig til,« siger Christian Gerdes.
«Vi har én klinisk dag hver om ugen, og er her fire dage sammen. Hver eneste gang, der opstår en sag, kan vi håndtere den sammen. Forberede os i fællesskab til vanskelige og tunge sager, og efterfølgende samle op i fællesskab. Det bliver nogle gange lidt ‘good cop, bad cop’. Vi kan spille på forskellige tangenter,« tilføjer Jacob Thorsted Sørensen.
»At vi endte med at være to cheflæger, er resultatet af et ønske fra afdelingens speciallæger, der efter en periode uden lægelig ledelse af afdelingen ønskede to lægelige chefer, der begge havde klinisk funktion,« siger Christian Gerdes.
»Sparring med en lægefaglig kollega betyder mere for os begge to, end vi på forhånd var klar over. Det kan også bidrage til at løfte presset på ledelsen af afdelingen, og det understøttes også af, at vi kan trække på vores lærestolsprofessor Jens Cosedis Nielsen, og fra 1. februar igen får en chefsygeplejerske.«
Nøgletal for Hjertesygdomme, AUH
I alt 401 fuldtidsstillinger. 88 læger, heraf 54 speciallæger, plejepersonale svarende til 259 fuldtidsstillinger, sekretærer svarende til 44 fuldtidsstillinger, bioanalytikere svarende til 13 fuldtidsstillinger, samt en forskningsafdeling med 80 ansatte.
Det aktuelle årsbudget er på 445 mio. kr.
Afdelingen er fordelt på et akut hjerteafsnit, tre sengeafsnit, to dagafsnit, to kardiologiske laboratorier med ti interventionsstuer, to klinikker og et analyseafsnit.
Afdelingen råder over 74 senge (7-døgns) og 21 dagsenge (kl. 7-17 / 21). I 2022 var der 12.441 indlæggelser, heraf 5.644 akutte, med i alt 22.202 sengedage.
Afdelingen udførte i 2022 4.954 koronararteriografier (KAG), 3.415 hjerte-CT-scanninger (HCT) og 1.859 ballon-behandlinger (PCI)
Fælles ledelsesmøder hver uge
Efter den nye overenskomst for hospitalernes overlæger trådte i kraft i 2021, har de to cheflæger brugt det første år på at få etableret den nye lægefaglige ledelsesstruktur.
»1. december fik vi ansættelsen af den sidste af seks ledende overlæger inden for de respektive fem faglige fællesskaber, som vi kalder dem, på plads. Én ledende overlæge er uddannelsesansvarlig for hele afdelingen. Alle er endt med at være rekrutteret internt, men stillingerne var slået op eksternt, og vi havde flere ansøgere til de fleste stillinger. Nu skal vi for alvor have den lægefaglige ledelse masseret helt ud i fingerspidserne på den enkelte overlæge – og reelt på alle ansatte,« siger Christian Gerdes.
Med udgangspunkt i de enkelte ledende overlægers specifikke subspecialiserede kompetencer, vil de i mange situationer være bedst kvalificeret til at træffe egne beslutninger. Som Jacob Thorsted Sørensen udtrykker det:
»Som afdelingsledelse skal vi ikke lave ‘micromanagement’.«
Cheflæger og ledende overlæger mødes til fælles møder hver uge, og udmeldinger fra møderne kan den vej spredes ud til alle dele af den store hjerteafdeling.
»Det kan forhåbentlig skabe fælles forståelse for, at nogle beslutninger måske ikke er populære, men ikke desto mindre nødvendige. Det forkromede mål er, at beslutningsprocesserne er så transparente, at enhver medarbejder kan se, hvad der er sket,« siger Christian Gerdes.
Når de to cheflæger skal komme med bud på, hvilke områder afdelingen vil udbygge yderligere i de kommende år, peger de især på videreudvikling af kendte fagområder som forskellige former for kateterbaseret klapbehandling, lungekredsløbsinterventioner, hjertetransplantation, hjerte-CT og MR, arytmibehandling og aurikellukninger. Fødekæden af yngre kardiologer, der gerne vil prøve kræfter med den højt specialiserede kardiologi på AUH, er intakt.
»Vi kan fortsat rekruttere dedikerede og visionære medarbejdere. Vores opgave som ledelse er at skabe de rammer, der skal til for, at de kan udfolde sig bedst muligt,« siger Christian Gerdes.
Del artiklen: