2023
Små lyspunkter i behandling af pancreascancer
Udgivet:
Kommentarer (0)
Femårsoverlevelsen er fortsat deprimerende læsning for pancreascancer herhjemme. Men dykker man længere ned i tallene, er der også lyspunkter at spore.
Der findes omkring 1.000 nye tilfælde af pancreascancer i Danmark om året, og med en femårsoverlevelse på ca. fem pct. skriver den sig ind som en af de mest alvorlige og omkostningstunge cancere herhjemme.
Dykker man længere ned i tallene, er der dog også fremgang at spore for de fire kirurgiske og otte onkologiske afdelinger i Danmark, hvor behandlingen af pancreascancer er centraliseret.
Over tid har trendgrafen eksempelvis vist en svagt stigende etårsoverlevelse efter resektion fra resektionsår 2014/15 og frem til nu – fra ca. 70 pct. til mere end 80 pct. – og det niveau fastholdes i seneste opgørelsesperiode, der strækker sig fra 1. juli 2021 til 30. juni 2022. Her var 81 pct. af patienterne i live ét år efter resektion af tumor.
Læs mere om kåringen af Danmarks bedste hospitalerher.
»Resultatet er meget tilfredsstillende. Dette især set i lyset af, at en mere aggressiv kirurgisk tilgang med øget antal resektioner ikke har påvirket etårsoverlevelse efter resektion,« skriver styregruppen bag DPCD i sin seneste årsrapport.
Også den postoperative mortalitet ligger igen på et højt niveau målt på 30-dages overlevelse. 100 pct. af patienterne var således fortsat i live 30 dage efter resektion i den seneste opgørelse.
Generelt tegner der sig et billede af en behandling af høj kvalitet, der også tåler international sammenligning, og alle de indikatorer, som styregruppen bag DPCD har udpeget til at måle og ensrette kvaliteten i behandlingen af pancreascancer herhjemme, er opfyldt i seneste årsrapport.
Når det kommer til den præoperative diagnostik omkring resektabilitet viser tallene, at det fortsat er vanskeligt at opnå en helt nøjagtig diagnostik.
Andelen af patienter, hvor planlagt resektion af tumor gennemføres, lå i seneste opgørelse på 81 pct. Det er akkurat mere end standarden på mere end 80 pct. Aarhus Universitetshospital falder under standarden med 77 pct., mens Aalborg Universitetshospital ligger i top med 86 pct.
Resultaterne er dog på højde med eller bedre end publicerede data omkring nationale resektionsrater i andre lande, understreger styregruppen bag DPCD.
Del artiklen: