2023
Atrieflimren: Forbedret forebyggende behandling kan reducere forekomsten af stroke
Udgivet:
Kommentarer (0)
3-400 tilfælde af blodpropper i hjernen kan forebygges ved at sætte flere patienter med atrieflimren i blodfortyndende behandling, viser årsrapport fra Databasen for Atrieflimren.
Godt 130.000 danskere lever med atrieflimren, og i perioden 1. juli 2021-30. juni 2022 blev der på landets offentlige sygehuse identificeret yderligere ca. 20.000 personer med atrieflimren, fremgår det af seneste årsrapport fra Databasen for Atrieflimren i Danmark
Rapporten viser bl.a., at der på regionalt plan blandt patienter med atrieflimren er forskel mellem den højeste og laveste forekomst af iskæmiske apopleksier. Hvis forekomsten i de to østdanske regioner var lige så lav som i de tre vestdanske, ville man kunne reducere forekomsten af iskæmiske strokes med 123 blandt patienter med atrieflimren, svarende til knap 11 pct.
Læs mere om kåringen af Danmarks bedste hospitaler 2023her.
I en supplerende analyse har styregruppen for databasen set på andelen af patienter med atrieflimren, der er i oral antikoagulationsbehandling, når de indlægges med iskæmisk apopleksi. På landsplan var 33 pct. af patienterne med atrieflimren ikke i aktuel antikoagulationsbehandling, da de fik deres iskæmiske apopleksi. Det svarer til, at der på landsplan var 385 iskæmiske apopleksitilfælde blandt patienter, der ikke var i antikoagulationsbehandling.
Målsætningen er, at mindst 90 pct. af alle patienter med atrieflimren med indikation for antikoagulationsbehandling skal være i behandling 1, 2 og 5 år efter diagnosen. Selv om målsætningen ikke nås nationalt viser både denne og de to foregående årsrapporter, at andelen af behandlede patienter vokser støt og er relativt tæt på målsætningen.
Databasen har endnu ikke data fra almen praksis, men med den nye overenskomst mellem almen praksis og Danske Regioner er det aftalt, at data vil blive overført fra almen praksis til databasen i løbet af 2023, eller snarest derefter. Det ventes at give et mere retvisende billede af behandlingskvaliteten af nye patienter med atrieflimren og de patienter, der lever med atrieflimren i Danmark.
DBH2023 Atrieflimren
* Silkeborg og Viborg indberetter nu samlet under Hospitalsenhed Midt.**Navneskifte til Regionshospitalet Gødstrup i forbindelse med hospitalsflytning per 21. marts 2022.
Del artiklen: