2022
Vinder: »Det er fantastisk, at det lykkes at blive nummer et«
Udgivet:
Kommentarer (0)
Villads Bønding Jacobsen, lungemedicinsk specialeansvarlig overlæge, Medicinsk Afdeling, Nykøbing F. sygehus.
Hvad siger du til, at din arbejdsplads vinder som bedst til KOL-behandling?
»Det er jeg meget glad for. Vi bruger jo kvalitetsdata rigtig meget, fordi de gør, at vi i dagligdagen kan vurdere vores patientforløb. Vi bestræber os på at udfylde data korrekt og registrere dem. Vi har ligget nummer tre og fire i en del år, så det er fantastisk, at det lykkes at blive nummer et. Det tyder på, at vi gøre noget rigtigt.«
Hvorfor tror du, I bliver nummer et?
Vi bruger kvalitetsdata og er opmærksom på dem. Vi har ikke gjort noget specielt, og der vil altid være variationer i data fra år til år. Coronavirus har spillet en rolle i den nyeste årsrapport. Under hele pandemien har vi forsøgt at holde vores ambulatorium kørende. Vi har gennemført alle forundersøgelser under sikre forhold, hvor der ikke sad to patienter i samme venteværelse. KOL-patienter skal have målt lungefunktion hvert år, og da det var værst, var vi nødt til lave mange telefonkonsultationer, og dem prøvede vi at indhente i sommermånederne. Det kan spille en rolle i vores kvalitetsdata.«
Hvordan arbejder I med kvalitetsdata?
Danmarks Bedste Hospital 2022
Dagens Medicin rangerer den kommende tid igen Danmarks Bedste Hospitaler indenfor mere end 60 behandlingsområder. Find alle tilgængelige artikler om årets rangering her.
»Når vi får årsrapporten for KOL, analyserer vi, hvordan det går, og om der er nogle områder, vi skal have rettet op på. For nogle år siden så vi, at vi ikke klarede os så godt på indikatoren for patienter med akut exacerbation af KOL, som blev tilbudt non-invasiv ventilation. Når vi tilbyder behandlingen hurtigere, er der mindre risiko for, at patienten skal flyttes til intensiv eller dør af respirationssvigt. Da vi kiggede nærmere på vores data, så vi, at vi for ofte ventede for længe med at tilbyde non-invasiv ventilation, fordi vi ville se, om forværringen ændrede sig til det bedre. Det er vigtigt, at vi ikke bare ser patienten an, men kommer hurtigt i gang med behandlingen, og det har vi rettet op på nu. Vi kigger ikke løbende på data, og Sundhedsplatformen har ikke gjort det lettere at få valide data ud. Hvis vi kunne få nogle hurtige og nemme rapporter, ville vi måske bruge de data mere end årsrapporten.«
Hvilke data ville du ønske, du havde?
»Jeg sidder ikke og decideret mangler noget, for årsrapportens 13 indikatorer er ret dækkende. Hvis jeg skal pege på noget, vil det nok være at kunne kigge nærmere på indlæggelsesdage i forhold til, hvem der er blevet genindlagt. Det vil kunne gøre os klogere på, hvilke patienter vi skal være ekstra opmærksomme på, så vi kan forebygge en genindlæggelse.«
Hvordan vil du betegne arbejdsmiljøet på jeres afdeling?
»Vi har et rigtig godt arbejdsmiljø og samarbejde. Vi har nogle perioder, hvor vi har alt for travlt, fordi vi har været underbemandet, men der er vi gode til at tage det med godt humør. Det hjælper nok, at vi har en ret flad struktur. Vi hjælper hinanden på kryds og tværs, og sygeplejerskerne aflaster lægerne, fordi de arbejder meget selvstændigt ud fra de aftaler, der er lavet med dem. Der er en høj grad af tillid mellem os i forhold til, at medarbejderne selv kan tage stilling til langt de fleste ting. Der er ikke noget med, at nogen skal vente på, at den specialeansvarlige overlæge kommer og siger, hvad der skal gøres.«
Vores største udfordring er, hvordan det går med patienterne, efter de bliver udskrevet
Villads Bønding Jacobsen, lungemedicinsk specialeansvarlig overlæge, Medicinsk Afdeling, Nykøbing F. sygehus
Hvis du skal pege på noget, der kan forbedre jeres muligheder for at yde endnu bedre behandling, hvad vil det så være?
»Vores største udfordring er egentlig, hvordan det går med patienterne, efter de bliver udskrevet. Vi har mange, der bliver genindlagt efter kort tid. Det er svært at vide, hvad årsagen er. Måske er det os, der gør noget forkert, eller måske skyldes det sociale forhold eller afstanden til praktiserende læger. Det ville være godt dels at optimere forløbet under indlæggelsen, dels at skabe et bedre samarbejde med kommunen, så vi ved, hvad der sker med patienten efter udskrivelsen og kan finde en måde, hvor vi kan bakke dem bedre op. Vi er ved at lave et forsøg med telemedicin for at se, om det kan styrke forløbet. Det handler ofte om forskellige pengekasser, ledelser, og hvem der har personale nok til at lave mere opfølgning med patienter. Det er jo svært at skaffe nok folk her i provinsen.«
Hvordan mærker du, at hospitalets øverste ledelse interesserer sig for kvalitetsarbejdet?
»Lige nu mærker jeg ikke, at sygehusledelsen er så vanvittigt interesseret. Det er nok mest mig, der interesserer mig for vores KOL-kvalitetsdata, og så taler jeg med afdelingssygeplejerskerne og sygeplejerskerne i sengeafsnittet om, hvad vi kan gøre bedre. Det kunne være fint med noget mere interesse for data fra sygehusledelsen, så vi kan tale sammen, hvis der er problemer, og sammen finde en måde at løfte problemet og måske sætte ind med ressourcer.«
Hvad skal den kommende sundhedsreform særligt fokusere på ud fra din synsvinkel?
»Det kunne være godt med en øget interaktion mellem regioner og kommuner og tænke arbejdet om patienterne mere sammen. Hos os handler det helt konkret om, at KOL-patienter ofte bliver akut genindlagt hurtigt, uden at patienten egentlig har forværringer i symptomer. Genindlæggelsen sker, fordi sygdommen ikke kan håndteres i hjemmet. Vores samarbejde med kommunen er ikke dysfunktionelt, problemet er, at der mangler flere ressourcer i kommunen eller hos os til at kunne hjælpe patienten derhjemme og undgå et 112-opkald. Det vil være godt både økonomisk for sundhedsvæsenet og for patienterne, der ryger ind og ud af sygehuset.«
Del artiklen: