2022
Regionale forskelle i langtidsoverlevelse efter kræft i spiserøret
Udgivet:
Kommentarer (0)
Femårsoverlevelse for patienter med kræft i spiserør, mavemund og mavesæk opfyldes på landsplan.
278, 617 og 224 nye tilfælde af henholdsvis kræft i spiserøret, mavemunden og mavesækken blev registreret i 2020, fremgår det af seneste årsrapport fra Dansk EsophagoGastrisk Cancer Gruppe database. I forhold til antallet af patienter, der blev indberettet til databasen i tidligere år, ser COVID-19-pandemien ikke ud til at have haft nogen indvirkning på antallet af nydiagnosticerede patienter med de tre kræftformer, konstaterer databasens styregruppe.
359 af de i alt 1.119 patienter fik udført en potentielt helbredende operation. Ca. tre pct. af disse døde inden for tre måneder efter operationen.
Danmarks Bedste Hospital 2022
Dagens Medicin rangerer den kommende tid igen Danmarks Bedste Hospitaler indenfor mere end 60 behandlingsområder. Find alle tilgængelige artikler om årets rangering her.
83 pct. af de patienter, som påbegyndte onkologisk behandling forud for operation, var i live et år efter. En høj overlevelse afspejler dels, at udvælgelsen af de patienter, der tilbydes behandlingen, har været korrekt, dels at de har haft god effekt af behandlingen. Det er ikke umiddelbart muligt at adskille effekten af disse to forhold, konstaterer årsrapportens forfattere, der bemærker, at ‘den høje overlevelse dog er særdeles positiv og støtter den aktuelle behandlingspraksis’.
Femårsoverlevelsen regnes for at være den vigtigste indikator til at beskrive kvaliteten af behandlingen af patienter med kræft i spiserør, mavemund og mavesæk. På landsplan var femårsoverlevelsen henholdsvis 46, 43 og 48 pct., hvilket opfylder de fastsatte standarder på mindst 35, 35 og 40 pct. Samtlige centre opfylder standarden for femårsoverlevelse efter operation for kræft i spiserøret, men der var betydelig forskel mellem de fire centre (Rigshospitalet, Odense, Aarhus og Aalborg), hvor femårsoverlevelsen for 2012-2020-kohorten var 36 pct. for Aarhus Universitetshospital og 55 pct. for Rigshospitalet.
Syv pct. af de patienter med kræft i spiserør og mavemund, som blev opereret, fik anastomoseinsufficiens. Indikatoren er for første gang i mange år opfyldt på alle fire centre. Indførsel af minimalt invasiv kirurgi, samt større erfaring med de nye teknikker, er den sandsynlige årsag til dette.
Del artiklen: