2022
Lungekræftoverlevelse stiger fortsat
Udgivet:
Kommentarer (0)
Korrekt vurdering af sygdomsstadie bidrager til at øge overlevelsen blandt patienter, som er opereret for lungekræft.
I begyndelsen af 1990’erne var femårsoverlevelsen blandt patienter med lungekræft kun ca. 5 pct. For de lungekræftpatienter, der får stillet diagnosen i år, ventes femårsoverlevelsen tilsvarende at blive mindst 20 pct. Lungekræft er fortsat den kræftsygdom, som flest danskere dør af, men dette til trods fortsætter den positive udvikling mod stadig bedre overlevelse fortsat, fremgår det af årsrapporten for 2019 og 2020 fra Dansk Lunge Cancer Register. Flere end halvdelen af alle med en lungekræftdiagnose lever mindst et år efter diagnosen, to ud af fem lever mindst to år, og mere end hver sjette lever i mere end fem år.
Danmarks Bedste Hospital 2022
Dagens Medicin rangerer den kommende tid igen Danmarks Bedste Hospitaler indenfor mere end 60 behandlingsområder. Find alle tilgængelige artikler om årets rangering her.
Årsrapporten viser dog også, at der er store regionale forskelle i forhold til, hvor stor en andel af patienterne der tilbydes behandling med henblik på helbredelse. På landsplan var det i 2020 tilfældet for hver tredje patient, men varierede fra 25,5 pct. i Region Sjælland til 38,2 pct. i Region Syddanmark. Det er med styregruppens ord ‘en bemærkelsesværdig forskel mellem regioner, som kan give anledning til bekymring, hvis forskellen er reel’.
I de tilfælde, hvor patienter med en lungekræftdiagnose kan tilbydes operation, er ni ud af ti i live et år efter operation, otte ud af ti er i live to år efter, og næsten seks ud af ti patienter er i live fem år efter operationen og vil derfor kunne betragtes som helbredte. Et væsentligt bidrag til de gode resultater efter operativ behandling er en grundig udredning, som på landsplan førte til 94 pct. overensstemmelse mellem den kliniske stadievurdering af kræftsygdommen og den efterfølgende patologiske stadievurdering.
Styregruppen har også interesseret sig for, om COVID-19-pandemien har indvirket på antallet af patienter, som har fået en lungekræftdiagnose. For hele 2020 er vurderingen, at det ikke har været muligt at registrere en nedgang i antallet af stillede diagnoser i relation til COVID-19-pandemien. På samme måde har det heller ikke været muligt at identificere en forskydning i stadiefordeling mod en højere andel af patienter med høje sygdomsstadier. En mulig forklaring på dette kan efter styregruppens vurdering være, at der generelt er mulighed for at henvise til undersøgelse for lungekræft med CT efter telefonkonsultation mellem patient og praktiserende læge. Derfor har færre patienter måske holdt sig tilbage fra at kontakte lægen, hvis de havde symptomer, er vurderingen.
Del artiklen: