2022
Lav dødelighed efter isoleret bypass
Udgivet:
Kommentarer (0)
Der er ensartet og høj standard af bypasskirurgi på landets hjertecentre, viser årsrapport fra Dansk Hjerteregister.
Landets fire thoraxkirurgiske afdelinger på de fire universitetshospitaler lever alle op til de fastsatte standarder for akut blodprop i forbindelse med operationen, central nerveskade, reoperation for blødning og dyb sternuminfektion, fremgår det af årsrapporten for 2020 fra Dansk Hjerteregister.
Kun et af de fire centre lever dog op til de fastsatte standarder for tid på intensiv: Målsætningen er, at mindst 80 pct. af bypasspatienterne højst skal tilbringe 24 timer på en intensivafdeling, men dette mål blev kun opnået på Aarhus Universitetshospital. Dansk Thoraxkirurgisk Selskab vurderer, at det skyldes forskellig organisering på centrene: Alle sygehuse har en sengeafdeling og et intensivt afsnit, men nogle har også et intermediært afsnit. Derfor er der forskel i logistikken på hospitalerne og forskellige aftaler om snitflade mellem sengeafdeling og intensivafdeling, som gør det svært at sammenligne på tværs af hospitaler.
Mere om vinderne af Danmarks Bedste Hospital 2022: Hjerte-kar
Derudover er der forskel på, om intensivafdelingerne er gearet til at udskrive patienter døgnet rundt, eller om de konsekvent ligger der til dagen efter af hensyn til det personale, der skal modtage patienten.
Dødeligheden inden for 30 dage og inden for et år efter isoleret bypass ligger for patienter i alle risikogrupper (EuroSCORE II-grupper) på stort set samme niveau som de to foregående år.
På landsplan var der i 2020 13 dødsfald inden for 30 dage efter isoleret bypass, svarende til 1,2 pct. Dødeligheden inden for et år efter isoleret bypass blandt alle patienter uanset EuroSCORE var på landsplan 2,9 pct.
Årsrapporten viser også, at der over de seneste ti år på landsplan er sket en betydelig nedgang i antallet af udførte bypassoperationer, svarende til et fald på ca. 38 pct.
Del artiklen: