2022
Atrieflimren: For få kommer hurtigt i AK-behandling
Udgivet:
Kommentarer (0)
Der er for mange patienter med atrieflimren, der ikke kommer i blodfortyndende behandling inden for 14 dage efter, at de har fået stillet diagnosen
Næsten 20.000 danskere fik i perioden 1. juli 2019 – 30. juni 2020 stillet diagnosen atrieflimren, og i alt lever næsten 130.000 personer med sygdommen, fremgår det af årsrapporten for 2020 fra Databasen for Atrieflimren i Danmark.
Selv om en stigende andel af de personer med atrieflimren, hvor der er indikation for den anbefalede blodfortyndende (AK-)behandling, er der fortsat for mange, som ikke kommer hurtigt i behandling. Anbefalingen er, at mindst 95 pct. skal sættes i AK-behandling inden for 14 dage efter, at de har fået stillet diagnosen, men på landsplan var det kun tilfældet for 82 pct., og heller ingen regioner opfylder standarden.
I en supplerende analyse har styregruppen for databasen set på, hvad det betyder at udvide vinduet for AK-behandling til 90 dage efter diagnosen. Det øgede andelen til 87 pct., men altså fortsat under den fastsatte standard.
Mere om vinderne af Danmarks Bedste Hospital 2022: Hjerte-kar
I en anden indikator er der set på, hvor mange patienter med atrieflimren der var i AK-behandling ét og to år efter diagnosen. På landsplan var det henholdsvis 87 og 86 pct., og igen under standarden på mindst 95 pct. Styregruppen anerkender dog, at en lidt højere andel af patienterne nu får den anbefalede AK-behandling sammenlignet med de foregående år.
Af den samlede gruppe af patienter med atrieflimren var der i den opgjorte periode 1.234 tilfælde af iskæmisk apopleksi. En supplerende analyse i årsrapporten har set på andelen af patienter med atrieflimren, som var i AK-behandling, da de blev indlagt med iskæmisk apopleksi: 38 pct. af denne gruppe var ikke i AK-behandling, svarende til at der på landsplan var 464 tilfælde af iskæmisk apopleksi blandt patienter uden AK-behandling.
5.164 patienter eller ca. 4 pct. af den samlede gruppe af patienter med atrieflimren blev i løbet af opgørelsesperioden indlagt akut med alvorlig blødning. Alvorlige blødninger er i den sammenhæng defineret som intrakranielle blødninger, mave-tarm-blødninger, urinvejsblødninger og blødninger fra lungerne.
DHB 2022 Atrieflimren
* Indgår ikke i vurderingen pga. få eller ingen patienter** Amager/Hvidovre, Bispebjerg/Frederiksberg, Herlev/Gentofte, Roskilde/Køge samt Aabenraa/Sønderborg har indberettet data i fællesskab og får de samme vurderinger.
Del artiklen: