2021
Markant stigende langtidsoverlevelse blandt myelomatosepatienter
Udgivet:
Kommentarer (0)
Effekten af indførelsen af en række nye og mere effektive behandlinger slår for alvor igennem i resultaterne i den seneste årsrapport fra Dansk Myelomatose Database.
Dansk Myelomatose Databases årsrapporter har de senere år været præget af en betydelig optimisme. Årsagen til dette skal især findes i, at langtidsoverlevelsen blandt de danske myelomatosepatienter bliver stadigt bedre.
Databasens årsrapport for 2019 peger også på, at tre- og femårsoverlevelsen blandt både yngre og ældre myelomatosepatienter fortsat øges betydeligt.
»Det er netop på disse to parametre, at værdien af indførelsen af nye og mere effektive behandlinger forventes at vise sig, og det holder altså stik,« konstaterer styregruppen bag rapporten.
For alle myelomatosepatienter er treårsoverlevelsen steget fra 55,7 pct. i 2008-11 til 66 pct. i perioden 2016-19. Tilsvarende er femårsoverlevelsen steget fra 38,7 pct. i 2008-13 til 50,3 pct. i perioden 2014-19. Mere end halvdelen af alle myelomatosepatienter er med andre ord i live fem år, efter de har fået stillet diagnosen. Og andelen af langtidsoverlevere vil formentlig fortsætte med at stige: »(…) Den forventede overlevelse for nydiagnosticerede i dag er utvivlsomt yderligere forbedret, fordi flere af de nye effektive lægemidler først blev indført som standardbehandlinger i 2017-18, og gevinsten af dem er derfor ikke for alvor slået igennem i statistikken endnu,« skriver styregruppen i årsrapporten.
Mere om vinderne af Danmarks Bedste Hospital: Kræft
Den forbedrede overlevelse ses i alle regioner og på alle afdelinger. For de yngre myelomatosepatienter under 65 år er treårsoverlevelsen steget fra 73 pct. til 84,7 pct., og femårsoverlevelsen fra 59,7 pct. til 73,4 pct. Også patientgruppen over 65 år har haft en betydelig fremgang i tre- og femårsoverlevelsen: fra henholdsvis 46 pct. til 58 pct., og fra 27,5 pct. til 39,8 pct.
Til gengæld har de hæmatologiske afdelinger i Danmark tilsyneladende problemer med at få inkluderet patienter med nydiagnosticeret myelomatose i kliniske protokoller. I 2019 blev 12 pct. af patienterne inkluderet i protokoller, hvilket ifølge styregruppen ‘ikke er tilfredsstillende’, og hvor andelen de forudgående år har ligget mellem 20 og 30 pct. Én mulig forklaring er, at udbuddet af kliniske behandlingsprotokoller til patienter i 1. linjebehandling generelt er lavere, og at de fleste protokollerede behandlinger ligger i senere behandlingslinjer. Dette forklarer dog ikke, at der er store forskelle mellem regioner og afdelinger. På regionsniveau veksler andelen fra 2 pct. til 21 pct., og på afdelingsniveau fra 0 til 40 pct.
Hæmatologi, Myelomatose DBH2021
* Indgår ikke i vurderingen pga. få eller ingen patienter.** Indgår ikke i vurderingen pga. for mange uoplyste forløb.*** Indgår ikke i vurdering pga. for få oplyste indikatorer.
Del artiklen: