Uddannelse
Ny lægeuddannelse i Køge giver håb for flere læger i Region Sjælland
Udgivet:
Kommentarer (0)
Høje ansøgningstal på lægeuddannelsen i Køge giver håb for flere læger i fremtiden i Region Sjælland.
Til september skal 55 studerende starte på det første optag nogensinde på den nyoprettede lægeuddannelse i Køge. Der er dog langt flere, som har søgt om en studieplads, og det giver håb for flere læger i Region Sjælland, hvor manglen på læger er et problem. Den nye lægeuddannelse i Køge skal være med til at vende udviklingen.
Til september kan Region Sjælland i samarbejde med Københavns Universitet byde velkommen til de første studerende, der vil være tilknyttet den nye lægeuddannelse i Køge. 1.356 har søgt uddannelsen via kvote 2, og 138 har søgt uddannelsen som 1. prioritet. Det store ansøgertal skaber håb om flere læger i regionen i fremtiden, skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Det store ansøgningstal glæder regionsrådsformand Heino Knudsen (S), som understreger, at det er vigtigt, at der kommer flere læger i Region Sjælland:
»Det er en rigtig god nyhed, at så mange ønsker at læse til læge i Region Sjælland. Jeg havde regnet med, at interessen ville være stor, men jeg er glædeligt overrasket over, at så mange har søgt uddannelsen. Det lover godt for fremtiden,« siger Heino Knudsen og forklarer videre:
»I dag er der færrest læger, hvor behovet er størst. Det bør være omvendt. Lægeuddannelsen i Region Sjælland er en af brikkerne i at få vendt den udvikling. Vi ved fra andre regioner, at der er en stor sammenhæng mellem, hvor lægerne er uddannet, og hvor de så efterfølgende arbejder. Med vores forankring af uddannelsen i Region Sjælland og med stort fokus på, at de studerende stifter bekendtskab med flere sygehuse og psykiatrien rundt i vores region, så tror jeg på, at den fulde lægeuddannelse kan være med til at få flere praktiserende læger og andre typer speciallæger til Region Sjælland.«
Kvote 2 skal skabe større mangfoldighed
På medicinuddannelsen i Køge er der i alt 110 studiepladser, som fordeles ligeligt mellem kvote 1 og kvote 2 med 55 studiepladser til hver. Det er nyt, at så stor en andel af pladserne på lægestudiet dedikeres til kvote 2, og dermed skal bedømmes på mere end deres karaktergennemsnit. Ud af de 648 personer, der sidste år blev optaget på lægestudiet på Københavns Universitet, blev kun 65, svarende til 10 pct., optaget via kvote 2.
Jesper Gyllenborg, lægefaglig koncerndirektør i Region Sjælland, ser særdeles positivt på, at halvdelen af pladser vil blive besat ud fra andre kriterier end karaktergennemsnittet.
»Mange vil være læge, og derfor er karakterkravene høje. Men hvis man kigger udelukkende på karaktergennemsnittet, risikerer vi at sortere nogle rigtig dygtige læger fra. Derfor er vi rigtig glade for at have et stort kvote 2-optag. Det er også en måde at sikre, at vi får optaget studerende med forskellige baggrunde, erfaringer og kompetencer,« siger Jesper Gyllenborg.
Det bedste fra begge verdener
Mens det er første gang, at der optages bachelorstuderende i medicin i Region Sjælland, har det siden 2019 været muligt at tage kandidatuddannelsen i medicin i regionen.
Region Sjællands lægeuddannelse har base på Sjællands Universitetshospital i Køge, men de studerende får gennem deres uddannelsesforløb mulighed for at stifte bekendtskab med regionens øvrige sygehuse, i for eksempel Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster samt Psykiatrien i Region Sjælland og almen praksis.
Jørgen Kurtzhals, prodekan for uddannelse, Det Sundhedsfaglige Fakultet på KU, glæder sig også over det høje ansøgertal:
»Det er flot, at så mange unge vælger at søge den nye medicinuddannelse. Men det bliver også en exceptionelt god uddannelse. De studerende får det bedste af universitetet og det bedste af sundhedsvæsenet, fordi de bliver meget tættere knyttet til regionens hospitaler end de studerende i København. Vi tror, at det vil åbne de kommende lægers øjne for de attraktive arbejdsvilkår i regionen – og for det meningsfulde i at arbejde for større lighed i sundhed,« siger Jørgen Kurtzhals.
Læs også:
29. maj 2018: Kandidatuddannelse i medicin åbner næste år i Køge
Fakta om lægeuddannelsen i Region Sjælland
For at blive optaget via kvote 2 skal de studerende først gennem en prøve. Dernæst et skriftligt interview. Herefter vurderer et fagligt optagelsesudvalg, hvem der skal optages, på baggrund af en helhedsvurdering med udgangspunkt i resultat fra kvote 2-prøven, karakterer fra gymnasiet og interviewet.
Lægeuddannelsen består af en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse. Region Sjælland har siden 2019 haft ét spor af kandidatuddannelsen i medicin. I 2021 besluttede et flertal i Folketinget, at der skal være en selvstændig lægeuddannelse i Region Sjælland, bestående af både en bachelor- og en kandidatuddannelse.
Både bachelor- og kandidatuddannelse udbydes i samarbejde med Københavns Universitet. På bachelordelen foregår størstedelen af undervisningen i København.
Uddannelsen er en selvstændig uddannelse med særskilt optag, men med samme studieordning og samme høje krav og uddannelseskvalitet som den eksisterende lægeuddannelse på Københavns Universitet.
Del artiklen: