Kan vikarer være med til at løfte uddannelseskapaciteten på de perifere sygehuse?

Kim Zillo Rokamp er en af de speciallæger, der i dag arbejder rent freelance, efter at han i august sagde sin faste stilling op som overlæge på Sjællands Universitetshospital Køge, hvor han var tilknyttet intensivafdelingen som anæstesiolog.

Først og fremmest vil han gerne have en periode med mere tid til sine børn, så p.t. lever han af vikariater, hvor han bl.a. er en del af et fast vikarhold på Nykøbing F. Sygehus.

Han kan sagtens se en øget rolle for løst tilknyttede speciallæger som ham selv, der kan tage del i videreuddannelsen af kommende speciallæger på sygehuset på Falster.

»Jeg er en af de konsulenter, som godt kan bidrage til undervisning og udvikling. De fleste kommer ligesom jeg fra helt almindelige, brede afdelinger, men mange har derudover haft specielle funktioner eller ansvarsområder. De kan f.eks. være særligt gode til nerveblokade, blokskole eller øre-næse-hals anæstesi, hvor de bl.a. håndterer vanskelige luftveje,« siger han.

»Derudover er der dem, som kommer fra f.eks. Rigshospitalet med nogle højt specialiserede kompetencer. Det kan være fra f.eks. Juliane Marie Centret (Rigshospitalets center for bl.a. børn og fødende, red.) eller Hjertecentret med fokus på hjertesygdom og thoraxkirurgi. Det er helt oplagt, at de kan bidrage med undervisning og uddannelse inden for det specialefelt, som de har kendskab til.«

En vis fasthed

Men Kim Zillo Rokamp peger også på, at der skal være nogle forudsætninger til stede, hvis ikke-fastansatte speciallæger skal tage del i oplæringen af kommende generationer.

F.eks. kan det kun lade sig gøre at inddrage sådanne tilrejsende kompetencer i videreuddannelsen af læger, hvis de pågældende specialister ikke er fuldstændigt løst tilknyttet og kun kommer forbi fra tid til anden. Der skal være en vis fasthed i forholdet. Han peger på Nykøbing F. som eksempel.

»Der er meget stor villighed fra konsulenternes side til at dele ud af den viden, de er eksperter i,« siger Kim Zillo Rokamp.Foto: Joachim Rode

»For lidt under et år siden begyndte afdelingen (anæstesiologisk, red.) at opbygge en fast vikarbase for at kunne dække et ekstra vagtlag, og der er kommet et fast hold af folk, der er rigtig dygtige, og som i den grad kunne være med til uddannelse,« siger han.

Desuden koster det tid at organisere og holde styr på et sådant setup, hvor ikke-fastansatte læger indgår.

»Det kræver et stort arbejde for de uddannelsesansvarlige og for dem, der laver vagtplanerne. Man skal have blik for at matche behovene hos de vagthavende uddannelsessøgende med de kompetencer, som de tilstedeværende seniore læger besidder,« siger Kim Zillo Rokamp.

»Almindeligvis er man meget opmærksom på at kende de seniore lægers undervisningskompetencer. Det skal man på samme måde afdække for konsulenterne, hvis de skal udnyttes optimalt.«

Lægerne vil gerne, men hvad med sygehuset?

Kim Zillo Rokamp er ikke et øjeblik i tvivl om, at de af hans konsulentkolleger, der har en rimeligt fast tilknytning til f.eks. et udkantshospital, vil være interesserede i at indgå i en mere fast forpligtelse i forhold til videreuddannelsen af kommende speciallæger.

»Der er meget stor villighed fra konsulenternes side til at dele ud af den viden, de er eksperter i. De er rigtig dygtige indenfor deres områder, og det vil ikke være svært at få dem til at øse ud,« siger han.

Spørgsmålet er naturligvis, hvad hospitalet siger.

Maiken Milly Howard har været cheflæge på Anæstesiologisk Afdeling på Nykøbing F. Sygehus siden 1. august, altså ikke specielt længe. Men med sig i bagagen har hun erfaringer fra andre steder fjernt fra de store universitetsbyer, nærmere betegnet både Holstebro og Gødstrup.

Så hun er velbevandret i udkantsproblematikker, omend Nykøbing F. Sygehus bruger vikarer, konsulenter og øvrige løst tilknyttede i større omfang, end hun er vant til.

Som cheflæge er hun på ingen måde afvisende overfor at inddrage ikke-fastansatte i videreuddannelsen. Faktisk påpeger hun, at de gør det allerede.

»Jeg oplever, at de vikarer, der kommer her, kommer fra højtspecialiserede steder, og de bidrager specielt til morgenkonferencerne, hvor der er faglige diskussioner om forskellige procedurer, patienttyper osv.,« siger hun.

Ikke bare en venstrehåndsopgave

Den type ad hoc-undervisning er naturligvis et gode, men hvis folk skal bidrage til en egentlig uddannelseskapacitet, kræver det en form for struktur.

»Tanken med at bruge vikarerne systematisk er ikke udnyttet her endnu, og man kunne godt gøre det mere systematisk. Men det ville komme an på de speciallæger, der kommer udefra. Kommer de bare for at tjene noget ekstra, eller skal man tage dem ind i denne her opgave?,« siger hun.

Og så påpeger hun ligesom Kim Zillo Rokamp, at et sådant setup vil pålægge de uddannelsesansvarlige på de forskellige afdelinger en ekstra byrde.

»Det vil kræve af de uddannelsesansvarlige, at de tænker det ind i den daglige drift. Det kræver, at man kender vikarerne og deres færdigheder. Så det vil kræve noget mere koordinering af de uddannelsesansvarlige og en anden tilgang til de vikarer, der kommer her. Det vil ikke være en bare-lige venstrehåndsopgave, men umuligt vil det ikke være,« siger Maiken Milly Howard.

Hvad med kapaciteten?

Men ét er at inddrage relevante løst tilknyttede medarbejdere i den videreuddannelse, der allerede findes på stedet. Noget andet er at udvide uddannelseskapaciteten i et omfang, så der kan strikkes nye videreuddannelsesforløb sammen.

At bruge vikarer til det er heller ikke umuligt efter Maiken Milly Howards mening.

»Der er noget abdominalkirurgi, som udgør et problem (fordi Nykøbing F. Sygehus ikke har det, red.). Men et forløb i kombination med Køge?«, tænker hun højt.

»Når der er få læger, så vil vi alle gerne have dem, og så langt rækker solidariteten jo ikke nu,« siger Maiken Milly Howard.Foto: Joachim Rode

»Hvis videreuddannelsesrådet tænkte mere bredt og også så mere på de perifere afdelinger, så kunne man godt skrue sådan et forløb sammen,« mener hun med henvisning til de specialespecifikke – i dette tilfælde det anæstesiologiske – videreuddannelsesråd, som rådgiver de regionale Råd om Lægers Videreuddannelse om bl.a. placering af HU-forløb.

Men skal den slags visioner virkeliggøres, er det i hendes optik nødvendigt med et vist pres oppefra i systemet.

»Det skal være en ‘skal’-opgave,« som hun siger.

Og at etablere et sådant pres vil kræve en hidtil uset evne og vilje til at tænke i et større perspektiv, måske ligefrem landsdækkende, for at sikre uddannelseskapacitet og dermed øget chancer for efterfølgende rekruttering over hele landet, også i randområderne.

»Jeg tror, at der skal en større, fælles følelse af forpligtelse til for hele ens region eller land i forhold til de perifere versus de centrale dele. For når der er få læger, så vil vi alle gerne have dem, og så langt rækker solidariteten jo ikke nu,« siger hun.

Prioriter videreuddannelsen

En centralisering på nationalt plan af sammensætning og fordeling af videreuddannelsesforløb ligger ikke i kortene lige nu.

Men spørger man Kirsten Wisborg, formand for Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Øst, som dækker både Region Hovedstaden og Region Sjælland, er det heller ikke nødvendigvis løsningen.

Hun mener, at meget kan lade sig gøre på basis af den nuværende struktur. Men også, at det kræver både vilje til at prioritere området og ressourcer til at gøre det med.

Vi ved, at skiftende vikarer ikke tager samme grad af ansvar som nogle, der er et sted mere fast. Men dermed ikke sagt, at man ikke kan lave god uddannelse, hvis man er vikar

Kirsten Wisborg, formand, Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse

»Det handler meget om organisering af den lægelige videreuddannelse. At tænke det som en højt prioriteret opgave og afsætte de midler, der skal til,« siger hun.

Kirsten Wisborg er lægefaglig vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og her har prioriteringen af videreuddannelsen bl.a. givet sig udtryk i, at hospitalet har en chef for lægelig videreuddannelse.

Sådan en funktion synes Kirsten Wisborg egentlig, at alle sygehuse burde have.

»Det er simpelthen så vigtigt, at nogen kan drive det område. Og det skal være en, der har indsigt og evner til det,« som hun siger.

Men hvad nytter nok så veludrustede videreuddannelsesstrukturer, hvis afdelingerne ikke har færdige speciallæger nok til overhovedet at kunne godkendes som uddannelsessted?

Der er ikke nogen mirakelløsning på den udfordring, og Kirsten Wisborgs bud er derfor, at det bare gælder om at få den godkendelse tilbage – eller etableret – så hurtigt som overhovedet muligt.

»Det er rigtigt, at nogle afdelinger er blevet frataget den mulighed, fordi man har syntes, at de ikke besad uddannelseskapaciteten. Men i det øjeblik, den er reetableret, så vil man lægge uddannelsesopgaven tilbage igen,« siger hun.

»Og det kan godt gå hurtigt.«

En opgave for direktionen

Og så er vi tilbage ved mulighederne for at inddrage vikarer og andre ikke-fastansatte i at løfte uddannelseskapaciteten på sygehuse, hvor det til tider kan knibe med at tiltrække folk til faste stillinger.

Spørger man Kirsten Wisborg, er det egentlig bare om at komme i gang. Men der er nogle betingelser.

»Selvfølgelig kan man tænke andre (end de fastansatte, red.) ind i det. Men vi ved også, at der er nogen, som skal tage og have ansvaret, for der er enormt meget organisering omkring videreuddannelsen,« siger hun.

»Vi ved, at skiftende vikarer ikke tager samme grad af ansvar som nogle, der er et sted mere fast. Men dermed ikke sagt, at man ikke kan lave god uddannelse, hvis man er vikar,« siger hun.

»Vi skal bare sikre os, at vikarerne tager del i arbejdet på en kompetent måde.«

Som altid skal nogen billedligt talt trykke på en knap, før processen mod et eller andet mål konkret kan sættes i gang.

Efter Kirsten Wisborgs mening skal initiativet udgå fra de lokale sygehusdirektioner. Det er dem, der har overblikket, råder over finanserne og har det overordnede ansvar for alle de tjenester, som et hospital skal levere.

»Uddannelse, forskning og klinik er de opgaver, som et sygehus skal udføre. Helt primært er det en direktions opgave at løfte lægelig videreuddannelse på eget hospital og lave en struktur, der kan løfte den opgave,« siger hun.

»Så direktionen starter, og så kan man organisere sig ud af det der fra.«

Læs også:

3. november 2023: Tværregionale delestillinger er svære at besætte: »Der skal være nogle first movers«

8. september 2023: Hvorfor skal det være så svært at blive læge i provinsen?

8. september 2023: De må droppe udkanten

8. september 2023: Knap 60.000 timers speciallægetid flyttes til Region Sjælland

25. september 2023: Lægefaglig vicedirektør: »Man behøver ikke vente på, at noget endeligt står på tryk, hvis signalerne er stærke nok«