Det tog tre yngre læger med sig fra loungen

Pilar Katharina Artero Phillipsen, 31 år, ansat i introstilling på karkirurgisk, deltager i loungen for anden gang

Hvorfor er du med i dag?

»Det er kolleger fra min afdeling, som har været med til at starte initiativet op, og jeg vil gerne støtte op om det, fordi jeg synes, at det er vigtigt, at vi tager nogle af de bekymringer og angst, der kan være, op og får talt om f.eks. de dårlige oplevelser og lærer at håndtere dem.

Der er stor mistrivsel blandt læger – især i forbindelse med overgangen fra uddannelse til arbejde. Hvorfor er det så hårdt at komme ud i virkeligheden?

»Fordi det er et megastort ansvar, som vi ikke har lært noget om, når vi kommer ud fra studiet. Til gengæld har vi lært en hel masse om, at det handler om patienterne, og at vi skal se hele patienten, men vi har også et tidspres, som gør det svært at nå det. Jeg var på døgnvagt for nylig, hvor jeg ikke nåede at spise, før klokken var 19, og på det tidspunkt havde jeg været i gang i 13 timer. Der er ikke nogen, som husker dig på, at du skal huske at drikke og spise eller tage et hvil. Så det, vi lærer patienterne, kan vi jo ikke engang selv finde ud af, når der er for travlt, men her (til loungen, red.) er vi i et forum, hvor vi husker hinanden på, at vi også skal passe på os selv og på kollegaen.«

Hvad er det, der slider mest på dig i din hverdag?

»Frygten for at lave fejl og frygten for, om man nu gør det godt nok. Hele perfektionismen omkring: ‘Har jeg gjort det godt nok for mine patienter? Og har jeg gjort det hurtigt nok i forhold til mine kolleger?’ For hvis du gør det godt for dine patienter, så kan det være, at du er bagud i et ambulatorium, og så kan det gå ud over dine kolleger, men hvis du skynder dig, gør du det ikke godt for patienten. Det er, som om du aldrig kan gøre alle helt tilfreds.«

Hvad tager du med fra i dag?

»Jeg var bl.a. i et mindre team, hvor vi snakkede på et mere personligt niveau, og noget af det, jeg tager med, er, at man også skal huske de gode ting i de værste oplevelser. Vi kommer alle sammen til at lave gode ting – selv når vi har en dårlig dag. Om det så bare er, at vi mødte op på arbejde, rummede en patient, snakkede med en kollega, eller i det hele taget tog os af nogen. Vi har alle sammen gjort noget godt i et øjeblik. Så selv i de værste situationer har vi gjort en forskel bare ved at komme på arbejde.«

Anne-Sophie Husted, 30 år, KPU på geriatrisk afdeling, deltager for første gang

Hvorfor er du med i dag?

»Jeg hørte om loungen fra mine yngre kolleger, som spurgte, om jeg ikke skulle med. Det er hyggeligt at møde gamle studiekammerater, og workshoppene virker som en underholdende måde at få talt om mange af de ting, vi støder ind i.«

Hvilken workshop deltog du i?

»Jeg var til ‘bias bingo’, hvor vi fik snakket om de bias, som vi alle sammen har, og som vi nok skal blive bedre til at blive mere opmærksomme på og italesætte for at have et åbent blik på patienten.«

Der er flere undersøgelser, som viser, at yngre læger mistrives, brænder ud og flygter fra jobbet. Hvad er det, der er så hårdt?

»Det er svært med overgangen fra studerende til læge. Lige pludselig står man med ansvaret, og pludseligt er det dig, som sygeplejersken spørger til råds. Og så er der et højt pres og et højt tempo. Vi skal nå meget, og vi skal nå at have patienterne hurtigere ud af huset, end vi skulle for ti år siden. Det er i alt fald det, jeg hører fra kolleger. Der er flere, som bliver sendt hjem, hvor vi før behandlede det hele, og meget ryger ud i primærsektoren.«

Hvad betyder det høje tempo for din trivsel?

»Da jeg f.eks. arbejdede i akutmodtagelsen, skulle vi kun have fokus på lige nøjagtigt det, som patienten kom ind med, og det er måske nogle gange lidt utilfredsstillende, når man står med en patient – en medborger, som man jo gerne vil rumme – og de har en forventning om, at nu kommer jeg på sygehuset, og så kan de ordne alting og få styr på det hele, men det er der ikke tid til.«

Hvad tager du med fra i dag?

»Sparringen med andre yngre kolleger, hvor vi kan spejle os i hinandens oplevelser og snakke sammen om vores hverdag – også når den er svær.«

Peter Nørregaard Hansen, 36 år, ph.d.-studerende på neurologisk afdeling, deltager for første gang

Hvad kan du bruge et arrangement som Yngre Læger Lounge til?

»Det hjælper til, at der bliver sat fokus på trivsel på en helt anden måde, end vi har i vores hverdag. Vi er meget forhippede og fokuserede på at hjælpe vores patienter og gøre det bedste for dem, men vi glemmer mange gange os selv og vores kolleger, og vi glemmer, at det i bund og grund også er et arbejde, som man skal have det godt i.«

Hvad er det, der er hårdt ved at være ung læge?

»Nu er jeg selv ved at være gammel, men det, mine kolleger snakker utroligt meget om, er det med at komme ud fra studiet og skulle tage et ansvar. Det med at gå fra kun at have ansvar for sig selv til at have ansvar for andres liv og førlighed. Det er ekstremt hårdt. Og går man rundt med den følelse indeni uden at få snakket med nogen om den, så bliver den ligesom blæst op.«

Men har læger til alle tider ikke skullet håndtere det ansvar?

»Jo, men der er to nye aspekter i det, som jeg ser det. Jeg blev uddannet i 2018 og bare på den tid, synes jeg, at der er blevet mere og mere travlt og pres på. Vi skal overholde ventetidsgarantierne, hvilket selvfølgelig er fair nok, men der er også kommet flere patienter, og vi skal løbe stærkere med de samme ressourcer. Den anden ting handler om klagesager og om at gøre det godt nok. Ved min første klagesag lå jeg vågen i nærmest en uge, indtil jeg fik drøftet det med mine kolleger, og jeg hører også om frygten for at lave fejl hos mine yngre kolleger. Det er egentlig ikke så meget klagesagen, men mere angsten for, om man gør det godt nok og giver den rigtige behandling. Der er altid blevet begået fejl i sundhedsvæsenet, men det store fokus i medierne betyder, at det i dag bliver blæst mere op.«

Hvordan kan et arrangement som det i dag være med til at gøre en forskel?

»Vi tager hul på det tabubelagte og får talt om, at man ikke er alene. Man kan ikke fjerne frygten fra folk, men det med at vide, at der er andre, som har stået i samme situation, og at der er hjælp at hente hos kolleger, kan være med til at gøre det lettere at være i.«

Læs også vores reportage fra Yngre Læge Lounge:

27. marts 2024: Til Yngre Læge Lounge på OUH: »Er der nogen, som har en oplevelse, de har lyst til at dele?«