Teknologi
It-projekt samler data fra alle sektorer for diabetespatienter ét sted
Udgivet:
Kommentarer (0)
En it-løsning udviklet af Steno Diabetescenter Aarhus giver behandlere adgang til data for diabetespatienter på tværs af sektorer. Pilotafprøvning viser potentiale for, at it-løsningen kan højne behandlingskvaliteten.
Med blot ét klik kan behandlere på tværs af sektorer få adgang til det præcis samme overblik over en diabetespatients sygdomshistorie.
Det er resultatet af fire års udviklingsarbejde lavet af Steno Diabetescenter Aarhus, som er mundet ud i SAMBLIK-diabetes.
Normalt kan region, kommune og praksissektor nemlig ikke dele alle relevante data på tværs. Det kan resultere i usammenhængende behandlingsforløb, hvor viden går tabt i overgangene mellem sektorer.
Med SAMBLIK-diabetes får behandlere nu via en it-løsning adgang til alle data fra laboratoriesvar-portalen, fra det Fælles Medicinkort, samt adgang til forløbsplaner fra almen praksis og kontakter ved hospital, almen praksis, fodterapeut og øjenlæge.
Giver bedre beslutningsgrundlag
»De relevante data findes, og med SAMBLIK-diabetes har vi udviklet en platform, som integrerer og anvender den fælles digitale infrastruktur til at give behandlere – og på sigt borgere – det samme overblik over behandling, behandlingsmål, kontakter med sundhedsvæsenet og sygdomsbillede,« siger Pia Pinholt Munksgaard, projektleder ved Steno Diabetes Center Aarhus, i en pressemeddelelse.
I en pilotafprøvning har 32 sundhedsfaglige fra sygehuse, almen praksis og kommuner fra oktober 2021 til februar 2022 arbejdet med SAMBLIK-diabetes som arbejdsredskab og givet feedback på løsningen.
Evalueringen af pilotafprøvningen peger på, at it-løsningen har potentiale til at forbedre det tværsektorielle samarbejde, højne behandlingskvaliteten, idet de sundhedsfaglige får et bedre beslutningsgrundlag, og mindske uligheden i sundhed, fordi patienten ikke selv så at sige skal være ‘bærer’ af deres egne helbredsinformationer på tværs af sektorer.
I øjeblikket findes SAMBLIK-diabetes kun i en beta-version, og der er behov for afprøvning i større skala for at validere den kliniske værdi samt for at identificere fremmere og barrierer for implementering.
Del artiklen: