S havde chancen for at ‘glemme det’, men ak nej

For et par år siden kom socialdemokraterne med en af deres mindre lyse ideer: Ulighed i sundhed og lægemanglen kunne løses ved at indføre seks måneders tjenestepligt i yderområderne for de nyuddannede læger. Enhver med bare en smule faglig indsigt kan hurtigt se, hvor åbenlyst dårlig en ide det er, og man kunne have håbet på, at socialdemokraterne trak følehornene til sig – men nej.

Det seneste år har stået i coronaens tegn, og derfor har den socialdemokratiske sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, og hans venner haft alle chancer for at arkivere deres forslag i skuffen med ‘vildt dårlige ideer’, men det har de desværre ikke valgt. Igen i sidste uge blev kaninen trukket op af hatten i et indlæg i Altinget, da regeringspartiet tilsyneladende fortsat mener, at man kan løse det voksende problem med ulighed i sundhed ved at tvangsforflytte nyuddannede læger til de mest vindomsuste områder af kongeriget.

Men at tro, at tjenestepligt er løsningen, vidner om manglende faglig indsigt fra politikernes side

Der skal ikke herske tvivl om, at ulighed i sundhed og lægemanglen er to af de største udfordringer i sundhedsvæsenet, men at tro, at tjenestepligt er løsningen, vidner om manglende faglig indsigt fra politikernes side.

Forslaget er i sin grundtanke enormt devaluerende og nedgørende over for de mange praktiserende læger, der dagligt udgør sundhedsvæsenets frontlinje, og som med faglige kompetencer, årelang relation til patienterne og velbalanceret gatekeeper-funktion sikrer, at sygehusene kan tage sig af de mest syge, mens størstedelen af patienterne håndteres i almen praksis.

Patienterne kommer til deres praktiserende læge med stort og småt, men en af den praktiserende læges spidskompetencer er at finde nålen i høstakken. Hvis man fra politisk side mener, at det er noget, enhver nyuddannet læge kan gøre, hvorfor så ikke nedlægge specialet?

Der findes mange måder at afhjælpe problemet med ulighed i sundhed på, og det giver god mening at skele til almen praksis som en af nøglespillerne i løsningen. Man kan f.eks. se på de praktiserende lægers arbejdsvilkår og stigende udbrændthed. Man kan se på den urimeligt skæve fordeling af praktiserende speciallæger i de enkelte regioner. Man kan endnu en gang overveje at fjerne nogle af de helt urimelige dokumentationskrav, så tiden kunne bruges på patienterne i stedet. Man kan give bedre mulighed for psykologbehandling, mentorer, støtte- og kontaktpersoner og lignende. Man kan afsætte økonomi, så de praktiserende læger kan bruge længere tid på de socialt udsatte.

Eller også kan man bare endnu en gang smække et ukonkret, ubrugeligt og populistisk forslag på bordet og håbe, at det løser alle problemer.