Omsider får vi kommunerne med i COVID-opsporingen

Det er nu snart et år siden, at corona blev dikterende for os alle på arbejdet og derhjemme. Vi har efterhånden vænnet os til at holde afstand, bruge mundbind og minimere social kontakt.

Det danske sundhedsvæsen har på mange måder stået for presset, og de politiske initiativer har hjulpet, fordi befolkningen har forstået dem, og langt de fleste har fulgt dem.

Vi har opbygget en enestående testkapacitet, sikret vurderingscentre og sygehusbehandling til alle med behov. Det har været en kæmpe indsats, som har været mulig, fordi der har været en tydelig opgave og et klart mål. Det danske sundhedsvæsen har på rigtig mange måder rykket sammen om denne store opgave, og samarbejdet mellem det statslige, det regionale og det kommunale niveau har været bedre end nogensinde.

Der er helt sikkert flere fordele ved, at staten nu rækker ud for at få løst opgaven

Men selvfølgelig skal man finde hårene i suppen, og selvfølgelig har det ikke alt sammen været løst perfekt. Et af de områder, som det tilsyneladende har været svært at få til at fungere, er smitteopsporingen.

Ret beset var det en af de tungtvejende grunde til den store nedlukning 11. marts 2020. Mere end 200 smittede danske skiturister kom ind i landet, og der var ikke kapacitet til den meget afgørende, målrettede smitteopsporing og -opfølgning. Blandt andet derfor måtte vi opgive den daværende inddæmningsstrategi.

Det er jo ikke svært at forestille sig, at man løb tør for ressourcer i de styrelser, som gennem mange år gradvist er blevet reduceret og underlagt utallige fusioner og opsplitninger. Vi lå faktisk nok, som vi selv havde redt.

Der er nu ansat mange hundrede mennesker til at løse opgaven, og flere kommer til. Men det er selvsagt alt for sent, her ti måneder efter det hele startede. Jeg tror, at en del af løsningen netop er, at man nu har valgt at inddrage landets kommuner i arbejdet. Der er for nylig indgået en aftale, men spørgsmålet er, om den er vidtgående nok. Men der er helt sikkert flere fordele ved, at staten nu rækker ud for at få løst opgaven.

Dels kender kommunerne i langt højere grad de lokale forhold, der kan spille ind, såsom boligforhold, belastede familier, skoler og virksomheder. Dernæst ligger det fint i tråd med den opgave, som kommunerne allerede har på den generelle forebyggelse, og vil supplere de opgaver, som kommunerne i forvejen løser. Smitte- og kontaktopsporing er jo heller ikke en ny disciplin, men kendt fra de i omfang noget mindre udbrud af meningokoksygdom, VTEC eller MRSA. Her kan kommuner og centrale myndigheder meget fint bistå hinanden med at løse opgaven.

Så lad Anette Lykke Petri og STPS styre, koordinere, samle data, følge op fra centralt hold, og giv så kommunerne ansvar og ressourcer til den decentrale smitteopsporing. Det statslige niveau skal koncentrere sig om rammer, retningslinjer og ressourceallokering – kommuner og regioner om at sikre stabil drift, for sådan fungerer det bare bedst. Så er det blot et spørgsmål om, hvorvidt den nye aftale er nok, eller der skal mere til af samme skuffe.