Stikpillen: Når tiden ikke slår til

De sidste 16 måneder har stået i coronaens tegn, og sundhedsvæsenet, dets ansatte og ledere har været på en særlig opgave. I starten var der nærmest undtagelsestilstand med suspendering af patientrettigheder og nedprioritering af en lang række opgaver i dagligdagen. Der blev taget politisk og ledelsesmæssig stilling til, hvad der var vigtigt, og hvad der kunne vente.

Mange af os, der var en del af planlægningen og udførelsen af coronaindsatsen i de første måneder, oplevede en særlig glæde ved arbejdet, idet mange forstyrrende elementer var prioriteret bort. Fejlagtigt blev det forklaret med hjemsendelsen af djøf’ere og administratorer. Jeg mener, at forklaringen lå i, at de mange mindre væsentlige og i mange sammenhænge ligegyldige opgaver blev parkeret og glemt for en stund. I stedet var der fokus på det vigtigste og tid til at lave gode løsninger, også selvom vi var under stort tidspres. Faktisk brugte mange tid og ressourcer på det, de er uddannet til og kan lide at lave.

Jeg drømmer om, at der for alvor bliver gjort en indsats for at hjælpe lederne til at få en bedre hverdag

Men med den gradvise tilbagevending til hverdagen er vi også vendt tilbage til en kultur, hvor lederne går til møder og svarer på mails, og de ansatte kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen og med at få ressourcer og opgaver til at balancere. Sundhedsvæsenets ledere er særligt udsatte og har brug for opmærksomhed – de presses generelt af en uendelighed af krav, kæmpe ansvar og mangel på accept af fejl.

Det klare mål for hverdagen, som vi oplevede under corona, og den ledelsesmæssige og politiske prioritering af opgaverne er forsvundet. Listen over uhensigtsmæssige patientforløb og dårlig organisering af arbejdet er uendelig lang. Høj mødeaktivitet og mange mails gør, at mange ledere, på trods af stor dygtighed, engagement og meget lange arbejdsuger, opleves som fraværende og fortravlede.

Jeg drømmer om, at der for alvor bliver gjort en indsats for at hjælpe lederne til at få en bedre hverdag. Det vil være et vigtigt skridt på vejen for bedre trivsel for alle ansatte i systemet.

Mange ledere oplever i dag, at de skal bruge tid og kræfter på at besvare spørgsmål fra administrative medarbejdere, langt fra klinikken. I stedet bør nogle af disse gode medarbejdere placeres tæt på de kliniske ledere og støtte dem i deres arbejde for de gode patientforløb – det vil alle vinde på.

Mødekulturen for lederne skal ændres, så møder altid har et klart og veldefineret formål. Alt for mange møder holdes i dag, uden at nogle af deltagere har haft tid til forberedelse, og uden at nogen har forholdt sig til, om mødet er berettiget og nødvendigt. Det er organiseret spild af tid.

Sidst men absolut ikke mindst skal der gøres op med en mailkultur, hvor vi alle sender alt for meget til alt for mange. Det koster millioner af arbejdstimer hvert år. Om der skal indføres betaling for hvert ord i hver mail, eller ‘svar alle’-funktionen skal afskaffes, ved jeg ikke, men noget skal gøres, hvis vi vil rekruttere og bevare gode ledere, der udvikler og tager hånd om de ansatte og organisationen til glæde for både patienter, ansatte og lederne selv.