Lad os nu gå i takt …

Hvis færdselsloven blev tolket lige så lemfældigt som coronavejledningerne, skulle man være enten usandsynligt modig eller usandsynligt dum for at bevæge sig ud i trafikken. Hvordan ville trafikken ikke se ud, hvis bilister kunne vælge, at rødt lys betyder kør, eller hvis hele skoleklasser blev nægtet at cykle, fordi en elev engang var punkteret på sin cykel?

Trods strømmen af vejledninger fra Sundhedsstyrelsen efterhånden er aftaget en smule, virker det til, at mange ikke synes, at de er værd at følge, og at den sikre løsning er at lave sine egne. Men i modsætning til færdselsloven er min fornemmelse, at de fleste hjemmelavede fortolkninger er til den defensive side.

Skoleledere, private arbejdsgivere, plejehjem, sportsklubber, forældre og alle mulige andre ynder at køre den defensive stil for ‘at være på den sikre side’.

Jeg har hørt om hele skoleklasser, der er sendt hjem til test og først må komme igen, når de er testet negative, på trods af at det nærmeste de har været på ‘nær kontakt’ er en positiv forælder, som end ikke har sat sine ben på skolen.

Problemerne er mange, men først og fremmest bidrager det til den forvirring, der i forvejen er rigeligt af

Jeg har hørt om arbejdspladser, hvor alle medarbejdere skal have en negativ test, før de må komme igen, fordi en medarbejder ansat i en helt anden afdeling har været positiv.

Jeg har hørt om utallige forældre, der ønsker deres poder podet, fordi der har været et enkelt 11-tal under næsen efter en tur på legepladsen, og barnet derfor er forvist fra børnehaven og først er velkommen igen, når en negativ test kan fremvises.

Jeg har hørt om klinikker, der kræver, at alle er iført værnemidler, at der foreligger negativ test før fremmøde eller sågar, at man ikke må tale, mens man er i konsultationen.

Men hvad er problemet, kan man med rette spørge.

Problemerne er mange, men først og fremmest bidrager det til den forvirring, der i forvejen er rigeligt af. Patienterne kan ikke forstå, at arbejdsgiver siger ét og egen læge noget helt andet, og som så ofte før bliver patienten taberen. De bliver kastebolde i et system, hvor de, der vil være på ‘den sikre side’, står overfor dem, der ‘følger reglerne’, og patienten kan kun stå forvirret midt i kampen som et barn hvis mor og far skændes.

Et andet problem er patientens tillid til systemet. Der er nemlig det paradoks, at patienten ofte ‘køber’ den sikre side af præmissen. Det er lettere at overbevise patienten om, at en ekstra test, ekstra værnemidler, ekstra forholdsregler osv. er det korrekte fremfor, at det er overflødigt. Derfor vil de, der følger retningslinjerne, let fremstå som nogle slapsvanse i modsætning til ‘de grundige’, der hellere vil teste en gang for meget end en gang for lidt.

Min bøn vil derfor være: Lad os alle gå i takt. Lad os blive enige om at følge retningslinjerne, og hvis vi synes, at de er forkerte, så lad os arbejde på at ændre dem. Det vil gøre det lettere for os alle – og mere sikkert og trygt for patienterne!