Hvad skal der ske, når Arne bliver syg?

6. oktober holdt statsminister Mette Frederiksen (S) sin åbningstale i Folketinget. Det kommende års lovkatalog blev fremlagt. Der var mange initiativer – også på sundhedsområdet. Opfølgning på tobaksinitiativer, ankenævn i disciplinærnævnssager, revision af epidemiloven m.m.

Men der blev intet nævnt om psykiatriplan eller ‘det nære og sammenhængende sundhedsvæsen’. Psykiatrien kan undskyldes med, at arbejdet med en 10-årsplan er sat i gang. Men det politiske lederskab i reformen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen mangler helt og aldeles. Det var ikke en del af den socialdemokratiske valgkamp, og det har ikke været en del af retorikken siden – så hvordan kan det undre?

Den demografiske udvikling, den aldrende befolkning og de fortravlede sygehuse og praksisser er uomgængeligt. Danske Regioner og kommunerne har i et nyligt initiativ sammen bedt om handling og sidst, men ikke mindst har PLO’s nu tidligere formand Christian Freitag taget sit gode tøj og er gået med en erkendelse af, at der ikke sker en skid på dette område på denne side af et valg.

Hvad gør Arne eller andre, der nu har fået udsigt til tidlig pension?

Så hvad gør Arne eller andre, der nu har fået udsigt til tidlig pension, og som sammen med pensionen får en, to eller tre kroniske lidelser, som skal følges i sundhedsvæsenet? De kan se ind i et væsen, som på mange måder er tunet og velsmurt med nye supersygehuse, velfungerende specialeplan og en helt ny akutplan. Men problemet er, at de kroniske patienter ikke passer ind på supersygehuset – de er ikke en del af specialeplanen, og de skal helst ikke blive akut syge. Faktisk skal de håndteres på trods af systemet, og derfor ved alle, at udfordringen kun bliver større.

Der er brug for politisk lederskab for at skabe bedre rammer og sammenhæng. Faktisk vil jeg mene, at det er den største udfordring i sundhedsvæsenet lige nu. Og sent torsdag aften kom der så under Folketingets åbningsdebat endelig en tilkendegivelse fra statsministeren om, at arbejdet skal i gang, og at det skal ske til næste år. Med det befriende udsagn ‘Lad os rykke det frem. Lad os lave en bred sundhedsaftale næste år i Folketinget’.

Der er så meget brug for en aftale, der vil præcisere opgavefordelingen, understøtte sammenhænge, og som vil vise retning for den udvikling, der er nødvendig for hele sundhedsvæsenet. Jeg håber, at Sundhedsstyrelsens rolle som myndighed på området kan sikre krav til opgaveløsningen, særligt i kommunerne. Sundhedslovens tænkning skal sikres i de kommunale tilbud, som skal være mere ensartede.

En styrkelse af den fælles indsats kunne let organiseres via de samarbejdsfora (SOF), vi allerede har i dag. Her sidder repræsentanter fra kommunerne, almen praksis og sygehusene. Så hurra for den politiske udmelding og godt for Arne og alle andre, at der kommer fokus på styrkelse af det primære sundhedsvæsen og håndteringen af de mange mennesker med kroniske sygdomme. Det er afgørende, at vi får det bedste ud af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, til glæde for patienterne.