Fred, frustrationer og revolution

Så faldt overenskomsterne på plads. Det er altid spændende, om vi skal ud i konflikt, eller det foregår fredeligt. Det blev fredeligt, selvom Dansk Sygeplejeråd endnu mangler en urafstemning. Overenskomsten blev anbefalet af DSR-kongressen med stemmerne 75 for og 61 imod. Ikke nogen imponerende tilslutning til et forhandlingsresultat. Men fik sygeplejerskerne så det, de har kæmpet for, lige så længe jeg kan huske? At hæve lønnen generelt, således at man kommer på niveau med andre faggrupper.

Svaret er nej. Det er blevet gjort til et ligelønsproblem, at lønnen er lav, men det har jeg aldrig forstået. Mig bekendt tjener mandlige og kvindelige sygeplejersker lige meget. Det er også helt åbenlyst, at den strategi er slået fejl. Det er nok derfor, man nu er slået ind på en ny. Man vil råbe politikerne op med fokus på, at man blev snydt ved tjenestemandsreformen i 1969.

Om det lykkes, må fremtiden vise, men jeg håber snart, at der kommer ro om sygeplejerskernes løn.

Overlægerne derimod kan være tilfredse. Det er et overraskende godt forhandlingsresultat!

Det er dybt skadeligt, at vi bruger så meget energi på at snakke løn og uretfærdig behandling. Lad os få den kommission, der skal kigge tjenestereformen efter i sømmene. Jeg er personligt overbevist om, at sygeplejerskerne blev snydt dengang. Deres løn er lavere end sammenlignelige grupper. Samtidig er arbejdet som sygeplejerske temmelig meget mere kompliceret end i 1969. Men om Finansministeriet er villig til at betale, er en helt anden sag. Også andre faggrupper vil lægge billet ind efter den kage. Det bliver festligt. Ligegyldigt om kagen bliver bagt eller forbliver som et fatamorgana, er der behov for en klar udmelding fra politikerne om, hvad man vil. Det koster alt for dyrt at lade frustrationerne fortsætte.

Overlægerne derimod kan være tilfredse. Det er et overraskende godt forhandlingsresultat. Ikke fordi lønnen steg voldsomt, men fordi man endelig får indført en ny stabsstruktur i lægegruppen. Man kan roligt kalde det en revolution. Afdelingerne er i dag bygget op som i gamle dage, hvor der var få læger.

Men dagligdagen er nu store afdelinger med 80 til 100 eller endnu flere læger. Man får en stabsstruktur, der ligner sygeplejerskernes, med en cheflæge og flere ledende overlæger, svarende til en oversygeplejerske og afdelingssygeplejersker. Ledelse har altid været en del af overlægerollen, omend en til tider temmelig uklar del. Nu vil man dele personaleledelsen ud, så det ikke kun er den nuværende ledende overlæge, der har personaleansvar. Det vil gøre det muligt at skabe mere ro i afdelingerne og samtidig sikre supervision på en helt anden måde.

Og så vil det betyde, at der kommer et mellemtrin, hvor man kan udvikle sine lederegenskaber, inden man går fra overlæge til leder af en stor afdeling. Men der er en risiko. Man skal undgå silodannelse. At prisen for den aftale har været en lidt lavere løn de første tre år, man er overlæge, er et billigt køb. Overlæger tjener altså temmelig godt, specielt med vagttillæg.