Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Stikpillen

Er tiden kommet til indførelse af generisk ordination?

Udgivet:
Kommentarer (0)

Debatten har kørt i mange år, og argumenterne imod generisk ordination er til at overse, skriver Mads Koch Hansen, lægelig rådgiver og ledelsescoach.


Det har længe været et ønske fra Lægeforeningen, især PLO, og Danmarks Apotekerforening, at det bliver muligt at lave generisk ordination. Det vil sige, at vi som læger har retten til at ordinere ud fra det aktive indholdsstof og ikke ordination af tilfældige handelsnavne.

Jeg er ikke i tvivl om, at dette vil føre til en væsentlig forbedring af patientsikkerheden og forståelsen for den konkrete medicinering hos borgerne. Som Apotekerforeningen skriver i deres oplæg i 2019: »Brugen af generiske navne på medicin vil føre til mindre forvirring og større tryghed hos patienterne – så de kan fokusere på behandlingen frem for et varemærke.«

Debatten har kørt i mange år, og argumenterne imod generisk ordination er til at overse. Sammenholdt med det meget store antal utilsigtede hændelser, der rapporteres, og de mange fejl, der sker i medicinhåndteringen, burde myndigheder og centraladministration tage livtag med opgaven.

Debatten har kørt i mange år, og argumenterne imod generisk ordination er til at overse!

Vi ved, at der er mange patienter, der oplever dobbeltdosering, fordi de ikke kan gennemskue, at tabletter med vidt forskellige navne indeholder det sammen stof. Vi ved, at der er meget medicin, der bliver kasseret, fordi der er usikkerhed hjemme hos hr. og fru Danmark, når dagens medicin skal doseres, og vi ved, at selv de fagprofesionelle laver fejl i håndteringen, der kan tilskrives navneforvirring.

I Danmark har vi i dag generisk ’substitution’, som forpligter apotekeren til at tilbyde borgeren den billigste pakning af det relevante lægemiddel. Det er godt for samfundsøkonomien og for patienternes egen økonomi, men patienten kan blive forvirret og risikerer fejlmedicinering, hvis sundhedspersonalet bruger forskellige navne på medicin med samme indholdsstof.

Faktisk kunne man påstå, at den danske ordning med nye priser hver 14. dag, og dermed nye pakninger, gør problemet større, idet man i løbet af et år kan nå at få rigtig mange ‘ens piller’ med forskellige navne – og det gavner jo ingen.

Så hvem er det, der så brændende ønsker at holde fast i den nuværende ordning med ordination af handelsnavne og fokus på medicinleverandøren og ikke indholdet? Jeg kan næsten kun tro, at det er industrien – men det må de jo selv redegøre for. Lægerne og apotekerne er enige, og det tror jeg faktisk, et stort flertal af dem, der bruger medicin dagligt, også ville være, hvis de kendte til denne mulighed og de fordele, den vil føre med sig.

Så er tiden kommet til at tage patientsikkerheden alvorligt og følge de faglige anbefalinger for de mennesker, der arbejder med området? Jeg håber, at Magnus Heunicke kan få to minutters pause fra pandemi, smittespredning og minkskandale, for så kunne han i dialog med læger, apotekere og patienter hurtigt strikke et lovforslag sammen, som ville være godt for såvel patientsikkerhed som samfundsøkonomi, samtidig med at det faktisk ville være sund fornuft.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere