Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Radiologi

Private firmaer spiller en nøglerolle inden for billeddiagnostik på danske hospitaler

Udgivet:
Kommentarer (0)

Når radiologer på ti danske hospitaler går hjem om aftenen, tager kolleger med dansk speciallægeautorisation på den anden side af jordkloden i Sydney over. Mens det er nat herhjemme, løser radiologerne i Australien de billeddiagnostiske opgaver, som de har fået tilsendt fra Danmark.

Radiologien i flere af landets regioner er helt afhængig af, at eksterne firmaer kan levere beskrivelser af scanninger. Cheflæge mener, at problemerne til en vis grad er skabt af politikerne.


Når radiologerne på ti danske hospitaler går hjem om aftenen, står et nyt hold radiologer klar til at overtage vagten frem til næste dags morgen.

Men det nye hold radiologer møder ikke ind på et hospital i Aalborg, Hjørring eller Hillerød.

Deres arbejdsplads ligger i en kontorbygning i den australske storby Sydney. Her sidder en gruppe radiologer med dansk speciallægeautorisation hver morgen lokal tid klar til at gå i gang med at beskrive de billeddiagnostiske undersøgelser, som de får tilsendt fra Danmark.

Radiologerne i Sydney er ansat af firmaet Telemedicine Clinic (TMC). TMC er ét af flere firmaer, som har gjort det til en forretning at assistere radiologiske afdelinger i Danmark og en række andre nordeuropæiske lande med at levere beskrivelser af MR- og CT-scanninger, røntgen og ultralyd.

Afgørende for at holde svartider nede

Muligheden for at trække på eksterne leverandørers beskrivelser af scanningsbilleder er i flere regioner blevet en afgørende forudsætning for regionerne og hospitalernes muligheder for at kunne indfri patienternes forventninger til at kunne få et hurtigt svar på deres undersøgelser.


Regionerne og regeringen anerkender mangel på radiologer

I den netop indgåede økonomiaftale for 2023 mellem regionerne og regeringen omtales sundhedsvæsenets problemer med mangel på radiologiske kompetencer også. Her står der bl.a., at den faglige kapacitet på landets radiologiske afdelinger bør anvendes på tværs af regionerne.

»Regeringen og Danske Regioner er enige om yderligere at øge antallet af hoveduddannelsesforløb i radiologi fra 2023 med særligt fokus på lægedækningstruede områder. Regionerne vil samtidig arbejde med at sikre, at den nuværende kapacitet på landsplan anvendes bedst muligt på tværs af regionerne. Parterne er i den forbindelse opmærksomme på udfordringen med pres på kapaciteten til udredning og diagnostik, bl.a. på grund af mangel på radiologiske speciallægekompetencer, som gør sig gældende generelt i sundhedsvæsenet.«

Kilde: ‘Aftale om regionernes økonomi for 2023


Ud over TMC er det firmaer som Optimus, Skandinaviens Radiologer og svensk-hollandske DDA, Direct Diagnostic Alliance, som de senere år har skabt en forretning ud af den mangel på radiologer – især radiologer med kompetencer inden for fagets subspecialer – som aktuelt præger sundhedsvæsnerne i Danmark og de fleste andre vestlige lande.

I Nordjylland står TMC for nattevagten alle ugens dage. Uden deres bidrag ville hospitalerne i regionen få problemer, siger Peter B. Lasborg, der er leder for radiologien i Region Nordjylland.

»Vi har ikke noget at udsætte på kvaliteten af TMC’s arbejde. Den er lige så god som vores eget, men vi bruger dem af nød, ikke af lyst. Vi vil hellere sikre uddannelse og kontinuitet på de radiologiske afdelinger end sende pengene til firmaerne. Men vi er nødt til at ty til eksterne leverandører for at holde ventetiderne nede,« siger Peter B. Lasborg.

Fungerer som ‘buffer’

De eksterne leverandørers rolle kan også være at levere en ekstra bufferkapacitet, som bidrager til at sikre, at der er bedre lægedækning i dagtimerne.

Det siger Mette Marklund, der er cheflæge på Billeddiagnostisk Afdeling på Nordsjællands Hospital, som er én af flere radiologiske afdelinger i Region Hovedstaden, der bruger TMC’s ydelser. På Nordsjællands Hospital varetager TMC vagten om natten.

»Det er en god investering at bruge eksterne leverandører som buffer. De udfylder en vital funktion, og vi har et godt samarbejde med dem. Jeg er i høj grad tilhænger af at kunne bruge de eksterne leverandører som bufferkapacitet. Det kan bidrage til at give mere ro til opgaverne i dagtiden, og dermed også et bedre arbejdsmiljø,« siger Mette Marklund og uddyber:

»Når vores læger går hjem kl. 22, er de godt trætte. At TMC har vagten om natten, gør, at vi kan bruge radiologerne og deres subspecialiserede kompetencer i dagtimerne, hvor de gør mest gavn. Vi skal have så mange som muligt til stede i dagtimerne. Det er også en forudsætning for, at vi kan give den nødvendige supervision fra afdelingens speciallæger til det forhåbentlig stigende antal yngre læger i hoveduddannelsesstillinger inden for radiologien,« siger Mette Marklund.

Delvist skabt af politikerne

Hun mener, at en række af radiologiens problemer til dels er selvskabte, og at løsningsmodellerne ikke behøver at være komplicerede:

»Problemerne er til en vis grad skabt politisk ved at fastholde regionsgrænser. Udnyt nu både det regionale og det nationale faglige potentiale bedre, og hold op med se patienterne som ‘ens egne’. Se dem som fælles patienter, både inden for den enkelte region, men også på tværs af regionerne. Det vil især give en bedre udnyttelse af de subspecialiserede radiologers tid,« siger Mette Marklund, der også efterlyser et opgør med fasttømrede rettigheder:

»Holdningen til svartider på undersøgelser bør tages op til revision. Er det f.eks. reelt nødvendigt at fastholde det som en patientrettighed, at der skal foreligge et svar lynhurtigt, når det drejer sig om undersøgelse for et helbredsproblem, som patienten har haft i flere år,« spørger Mette Marklund.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere