Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Radiologi

Koncerndirektør overrasket over at blive valgt fra til prestigeprojekt

Udgivet:
Kommentarer (0)

Trods et stort forarbejde valgte Sundhedsstyrelsen tidligere på måneden at se bort fra Region Sjælland, da pilotprojektet for lungekræftscreening blev placeret. Det ærgrer Region Sjællands koncerndirektør, Jesper Gyllenborg, der så prestigeprojektet som en mulighed for både at forbedre den opsporende indsats og trække speciallæger til regionen.


I december meldte Region Sjælland sig på banen for at drive det treårige pilotprojekt, der med 25 mio. kr. i ryggen fra finansloven, skal afdække muligheden for et nationalt screeningsprogram for lungekræft.

Pilotprojektet begynder til efteråret og skal omfatte 1.000 borgere, som er tidligere eller nuværende storrygere. Og med landets dårligste overlevelse for patienter, der har fået diagnosen lungekræft, ville Region Sjælland være det oplagte bud, lød det dengang fra regionens koncerndirektør, Jesper Gyllenborg.

Men sådan gik det altså ikke.

Selvom flere aktører, herunder Dansk Lunge Cancer Gruppe, pegede på Region Sjælland, valgte Sundhedsstyrelsen tidligere på måneden at placere pilotprojektet hos OUH på Fyn. Og den beslutning overrasker Jesper Gyllenborg.

»Min mavefornemmelse var, at vi fik pilotprojektet, så jeg var da overrasket over beslutningen. Men Sundhedsstyrelsen har foretrukket en population, der i højere grad afspejler den nationale befolkning, og det er jo et reelt valg, som jeg respekterer,« siger Jesper Gyllenborg.

En attraktiv faglig opgave

I et skriftligt svar til Dagens Medicin begrunder Sundhedsstyrelsen sin beslutning med, at Region Syddanmark har ‘en driftssikker projektorganisation kombineret med en stor scanningskapacitet, en repræsentativ screeningspopulation, en velbeskrevet AI-indsats samt en stærk forskningsprofil.’

Men placerer man altid de fagligt attraktive opgaver der, hvor ressourcerne er i forvejen, vil de også være der i fremtiden, understreger Jesper Gyllenborg. Og det betyder noget for muligheden for at kunne tiltrække speciallæger, påpeger han.

»Vi kunne mærke, at der fra lungemedicinske kredse var interesse for pilotprojektet, der er et prestigeprojekt. Undervejs i forløbet fik vi flere henvendelser fra læger i andre regioner, som tilkendegav, at de gerne ville være med, hvis vi fik opgaven. Det vidner jo om, at lægger du nogle af de fagligt attraktive opgaver decentralt, så er der også læger, som er villige til at flytte sig for at være med,« siger Jesper Gyllenborg.

Akilleshælen

Samtidig erkender Jesper Gyllenborg dog, at særligt scanningskapaciteten i Region Sjælland halter efter landets øvrige regioner.

I skrivende stund beskæftiger Region Sjælland blot ca. 30 speciallæger i radiologi, mens der ifølge koncerndirektøren arbejder tæt på 300 radiologer i Region Hovedstaden, selvom populationen kun er dobbelt så stor.

Derfor havde Region Sjælland på forhånd skitseret både en plan B og C i sin ansøgning til Sundhedsstyrelsen, hvis det viste sig, at pilotprojektet ikke kunne håndteres i egne rammer.

»Screening for lungekræft optager mange ressourcer fra billeddiagnostikken, og vi vidste godt, at det ville blive vores akilleshæl i ansøgningen. Vi designede derfor vores projekt sådan, at vi ville afprøve nogle arbejdsgange, der aflastede radiologerne. Men skal man på sigt indføre en national screening for lungekræft, så skal ressourcetrækket jo også i sidste ende kunne bæres af alle regioner,« siger Jesper Gyllenborg.

Selvom pilotprojektet ikke blev placeret i Region Sjælland, håber Jesper Gyllenborg fortsat på, at det vil fungere som afsæt til at forbedre den tidlige opsporing af lungekræft i Region Sjælland. Og behovet er stort.

»I Region Sjælland har vi områder, hvor der er hårdt brug for at blive gjort en indsats for at opspore lungekræft tidligere, end vi gør i dag. Vi ved, at vi har landets dårligste overlevelse på lungekræft, når man har fået diagnosen, og en af de væsentligste årsager til det er, at vi simpelthen møder patienterne for sent i sygdommens forløb,« siger Jesper Gyllenborg.

Læs mere:

12. februar 2024: Region Syddanmark skal afprøve screening for lungekræft

1. december 2023: Region Sjælland melder sig på banen til at køre screeningsprogram

25. august 2023: Kronik: Screening for lungekræft: Hvor skal vi hen med et nationalt pilotprojekt?

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere