Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Radiologi

Hver tredje CT-skanning af bughulen er unødvendig

Udgivet:
Kommentarer (0)

En auditundersøgelse fra Region Nordjylland baseret på CT-skanninger foretaget over en 14-årig periode peger på, at op mod hver tredje CT-skanning af abdomen var unødvendig. I samme periode blev anvendelsen af CT-skanninger i regionen mere end firedoblet.

Auditundersøgelse fra Region Nordjylland peger på, at mange CT-skanninger af bughulen er overflødige. Gentagne og måske unødige skanninger rejser bekymring for de helbredsmæssige konsekvenser af den akkumulerede stråledosis.


Antallet af CT-skanninger af abdomen blev mere end firedoblet i perioden fra 2005 til 2018: Mens 15 borgere per 1.000 indbyggere fik foretaget en CT-skanning af abdomen i 2005, var det tal steget til 65 per 1.000 indbyggere i 2018.

Det viser en undersøgelse fra Region Nordjylland, som netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet European Journal of Radiology.

Formålet med den nordjyske undersøgelse var at undersøge brugen af abdominale CT-skanninger i det danske sundhedsvæsen. Ud over at undersøge selve anvendelsen af CT-skanninger over tid, gennemførte forskergruppen bag undersøgelsen også en audit af 100 tilfældigt udvalgte patientjournaler.

Auditundersøgelsen peger på, at næsten hver tredje CT-skanning af abdomen ikke var klinisk relevant, og at yderligere 20 pct. af skanningerne kunne erstattes af ultralydsundersøgelser.

Unødvendige skanninger koster ressourcer

Radiograferne Thomas Hessellund fra Regionshospitalet i Hjørring og Bjarne Borggaard Madsen fra Aarhus Universitetshospital, der begge er medforfattere til undersøgelsen, mener, at baggrunden for den relative høje forekomst af klinisk ikke-relevante CT-skanninger formentlig skal søges i en række forandringer, som sundhedsvæsenet har undergået i de senere år:

Stadig flere henvisninger presser systemet yderligere, og vi skal blive bedre til at sige til den henvisende læge, at har undersøgelsen ikke behandlingsmæssige konsekvenser for patienten, så får du den ikke udført

Thomas Hessellund, radiograf, Regionshospitalet Hjørring

Accelererede patientforløb med stadig kortere indlæggelser, indførelse af kræftpakker, defensiv medicin, manglende deling af informationer mellem sygehusene, samt ingen nationale kliniske retningslinjer for skanning af abdomen.

Bjarne Borggaard Madsen peger på, at CT-skanninger bruges flittigt i en travl klinisk hverdag.

»Og måske for flittigt, og måske for ukritisk. Vi skal naturligvis lave de undersøgelser, der er nødvendige. Men heller ikke flere. Vores undersøgelse peger på, at 31 pct. af de abdominale CT-skanninger ikke er nødvendige. Hvis vi kan frigøre en del af de unødvendige skanninger, vil vi derfor også have bedre tid til andre opgaver, vi gerne vil prioritere højere, f.eks. i de accelererede patientforløb,« siger Bjarne Borggaard Madsen.

Han suppleres af Thomas Hessellund:

»At der laves en del unødige skanninger gælder både i forhold til henvisninger, og i forhold til udførte skanninger. Mange patienter skannes gentagne gange. Det er nemt at få lavet en CT-skanning, du får mange informationer, og i nogle tilfælde også bifund, som giver behov for yderligere undersøgelser, og måske yderligere skanninger,« siger Thomas Hessellund.

Antal CT-skannere tredoblet på 20 år

»Radiologien er blevet en kontrolinstans for de øvrige lægelige specialer, men vi skal også turde spørge de henvisende læger direkte, om det er nødvendigt med en ny kontrolskanning, hvis der er er lavet én for nylig,« siger Bjarne Borggaard Hansen.

Thomas Hessellund tilføjer:

»Stadig flere henvisninger presser systemet yderligere, og vi skal blive bedre til at sige til den henvisende læge, at har undersøgelsen ikke behandlingsmæssige konsekvenser for patienten, så får du den ikke udført.«

Hvis skanningerne er lavet ens ud fra nationale guidelines, vil det give fuld sammenlignelighed på tværs af landet, og åbner dermed op for muligheden for nationale MDT-konferencer

Bjarne Borgaard Hansen, radiograf, Aarhus Universitetshospital

Antallet af CT-skannere i Danmark er mere end tredoblet siden årtusindets begyndelse, og der er nu ca. 230 CT-skannere i brug i Danmark. Årligt udføres mere end én mio. CT-skanninger.

Manglende overblik

Katalysatoren bag projektet er ifølge de to radiografer, at det kan være svært at bevare overblikket over, hvad den enkelte patient tidligere har fået lavet af skanninger

»Der mangler deling af informationer om tidligere skanninger, og den akkumulerede stråledosis registreres ingen steder. Patientsystemerne er ikke opbygget sådan, at det hurtigt er muligt at skaffe sig et overblik over den enkelte patients tidligere skanninger. Det kan i sig selv være en medvirkende årsag til, at der laves unødvendige skanninger. Vi mangler en national billeddiagnostisk database, som er nem og hurtig at tilgå, og som giver et overblik,« siger Bjarne Borggaard Madsen.

Forfatterne mener, at netop fraværet af nationale kliniske retningslinjer for skanninger af abdomen i sig selv bidrager til et for højt antal CT-skanninger.

»Det enkelte hospital bestemmer selv, hvordan skanningen skal udføres. Så ofte vil skanningen blive gentaget, hvis lægen på det hospital, patienten er henvist til, vil være helt sikker på, at skanningen er udført, som hun ønsker den skal være. Derfor kan manglen på en national retningslinje bidrage til lange ventelister og ressourcespild, og det går ud over patientsikkerheden,« siger Thomas Hessellund.

»Hvis skanningerne er lavet ens ud fra nationale guidelines, vil det give fuld sammenlignelighed på tværs af landet, og åbner dermed op for muligheden for nationale MDT-konferencer,« påpeger Bjarne Borggaard Hansen.

Akkumuleret stråling

Konsekvenserne for patientsikkerheden ved de mange CT-skanninger er Bjarne Borggaard Hansen og Thomas Hessellunds største bekymring.

Den akkumulerede eksponering for ioniseret stråling, som gentagende skanninger kan give, og dermed også en statistisk øget livstidsrisiko for udvikling af ioniseret strålerelateret kræftsygdom, kan være svær at omsætte i en risikoprofil for den enkelte patient.

En amerikansk undersøgelse fra 2005 vurderer, at 1,5-2 pct. af alle kræfttilfælde i USA kan forbindes med eksponering for ioniseret stråling fra CT.

»Derfor vil den relativt store del af de udførte CT-skanninger af abdomen, som vi i vores audit vurderer til at være uden klinisk indikation, bidrage unødvendigt og uhensigtsmæssigt til patienternes øgede livstidsrisiko for at udvikle kræft,« siger Thomas Hessellund.

Læs også: Formand for Dansk Radiologisk Selskab: »Vi skal have mere fokus på, om vi får værdi af den enkelte skanning«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere