Psykiatriske sygdomme
Nyt center vil hjælpe mennesker i eksistentiel krise
Udgivet:
Kommentarer (0)
Center for tro, tab og traumer kun én fuldtidsansat, nemlig Synne Garff, præst, forfatter og tidligere international chef i den almennyttige kirkelige institution Bibelselskabet.
Mange lider under stress, ensomhed og mistrivsel, og på flere arbejdspladser er der udfordringer med forråelse og moralsk skade. Et nyt center med kristen baggrund vil støtte mennesker i åndelig og eksistentiel krise med samtalegrupper. »Moralsk skade er en lidelse, der er forbundet med samvittigheden,« siger centrets leder, præst og forfatter Synne Garff.
For tre måneder siden åbnede ’Videnscenter for eksistentiel og åndelig omsorg og udvikling’ under Forskningsenheden for Almen Praksis ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på SDU, og i denne uge åbner ’Center for tro, tab og traumer’ i København.
Erfaringen viser, at når vi deler smerte og lidelse, bliver tabet eller traumet lettere at bære
Synne Garff, præst, Center for tro, tab og traumer
Interessen for eksistentielle spørgsmål er stigende, og international forskning peger på, at livskvaliteten kan øges og smerter lindres, hvis vi også har øje for åndelige aspekter af lidelse.
Mens videnscentret på SDU er bemandet af en gruppe forskere, har Center for tro, tab og traumer kun én fuldtidsansat, nemlig Synne Garff, præst, forfatter og tidligere international chef i den almennyttige kirkelige institution Bibelselskabet.
»Jeg har brugt de seneste år på at specialisere mig i moralsk skade og blandt andet talt med traumatiserede flygtninge og torturofre i konfliktområder. Der har jeg oplevet, at samtalegrupper om tro, tab og traumer skaber fællesskaber og giver nyt perspektiv og livsmod,« fortæller Synne Garff.
Også herhjemme er der mennesker, som lider og har brug for hjælp, understreger hun:
»Moralsk skade i arbejdslivet rammer for eksempel ansatte i Forsvaret, sundhedsvæsenet, kirker og NGO’er. Lidelsen kan opstå efter begivenheder, som forulemper ens dybt forankrede fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Eller når man indgår for mange moralske kompromiser og kommer ud af kurs i forhold til sit moralske kompas.«
Vi kan også blive ramt af moralsk skade i privatlivet, forklarer Synne Garff, der dog har brugt mest tid på at undersøge moralsk skade i arbejdslivet.
»Moralsk skade er en lidelse, der er forbundet med samvittigheden. Det er ikke en diagnose. Skaden kan skyldes noget, man har gjort eller undladt at gøre, noget der er blevet gjort mod en, eller noget man har været vidne til. Det kan resultere i følelser som skam, skyld, forargelse, sorg og tilbagetrækning fra relationer. Et moralsk traume kan true et menneskes identitet, mening med tilværelsen og ultimativt ens liv. Forskning peger på, at tro og tilgivelse kan spille nøgleroller i helingsprocessen. Det er netop det, vi arbejder med,« siger hun.
Omsorg for sjælen
Metoden, der anvendes, er bibelsk sjælesorg, som er udviklet af psykiatere, psykologer, bibelkyndige og præster. Metoden giver mennesker mulighed for at tale om alle typer tab, og derfor vil det nye center tilbyde samtalegrupper til forskellige målgrupper i samarbejde med partnere rundt om i landet:
Deltagerne vil reflektere over meningen med livet og døden, tab og traumer, moralske anfægtelser, angst, skam og skyld, vrede, tilgivelse og forsoning
Synne Garff, præst, Center for tro, tab og traumer
»Center for tro, tab og traumer har erfarne præster tilknyttet, som sammen med mig uddanner facilitatorer til at lede samtalegrupperne ud fra den forskningsbaserede og internationalt anerkendte metode bibelsk sjælesorg. Facilitatorerne bliver uddannet til at yde sjælesorg, som betyder omsorg for sjælen og er betegnelsen for en samtale, der rummer eksistentielle og religiøse spørgsmål for mennesker, der rammes af tab,« fortæller centerlederen.
Almindeligvis er det præsten, man går til for at få sjælesorg, men Synne Garff pointerer, at deltagerne i samtalegrupperne også kan yde sjælesorg for hinanden ved at være medlevende samtalepartnere.
»Erfaringen viser, at når vi deler smerte og lidelse, bliver tabet eller traumet lettere at bære,« siger hun.
Facilitatorerne inddrager desuden danske cases, psykoedukation, sang, bøn, rollespil, skriveøvelser og klagesalmer og bibelske tekster i samtalegrupperne.
»Deltagerne vil reflektere over meningen med livet og døden, tab og traumer, moralske anfægtelser, angst, skam og skyld, vrede, tilgivelse og forsoning. Formen kan have terapeutisk karakter og effekt, men metoden er ikke behandling,« understreger Synne Garff og tilføjer, at der naturligvis er tavshedspligt for deltagerne i grupperne.
Målgruppen for samtalegrupperne er voksne over 18 år. Det er ikke noget krav, at deltagerne er religiøse eller tilhører en bestemt retning, men de skal have lyst til at drøfte trosspørgsmål med et åbent sind. En forsamtale med facilitatoren vil fungere som en slags visitation:
»Vi anbefaler, at man ikke deltager i en samtalegruppe inden for seks måneder efter et voldsomt tab eller traume, og det skal forsamtalen blandt andet være med til at afdække,« siger Synne Garff.
Sygeplejersker på retræte
Selvom centret officielt først åbner i denne uge, er det allerede begyndt at virke. Uddannelsen af de første facilitatorer begyndte i sidste måned i samarbejde med KFUM’s Soldatermission, Veterancentret og værnspræster og er målrettet traumatiserede krigsveteraner og deres pårørende.
Sammen med blandt andre den tidligere sygehuspræst Preben Kok har Synne Garff desuden afholdt en samtale-retræte for sygeplejersker om moralsk skade på Løgumkloster Refugium.
En af deltagerne, sygeplejerske og udviklingskonsulent Annette Langdal sagde efterfølgende, at ’metoden hjælper sundhedsprofessionelle med at forstå det religiøse sprog som en kilde til lindring og trøst.’
Synne Garff forestiller sig flere former for samarbejde med sundhedsvæsenet og patientforeninger på længere sigt, ligesom det er en mulighed at etablere samtalegrupper for medarbejdere, der døjer med forråelse.
Pengene til centret kommer fra den europæiske fond Christian Help Foundation, som har doneret 3,7 millioner kroner over en treårig periode.
»Donationen betyder, at vi kan invitere flere uddannelses- og forskningsinstitutioner, kirker, ngo’er, refugier, sundhedsvæsenet og virksomheder til samarbejde, og efterhånden som vi får bredere støtte, kan vi udfolde arbejdet, som der er så stort et behov for. Vores vision er at afholde samtalegrupper om tro, tab og traumer i Danmark, Grønland og på Færøerne,« siger centerlederen.
Center for tro, tab og traumer
Centeret åbner 30. november.
Centret er støttet med 3,7 mio. kr. af den europæiske fond Christian Help Foundation og vil afholde samtalegrupper for voksne i åndelig og eksistentiel krise.
Samtalegrupperne består af 4 til 15 deltagere, som mødes 6 til 8 gange af 2,5 timers varighed.
Grupperne ledes af en facilitator uddannet i bibelsk sjælesorg, der er en forskningsbaseret og internationalt anerkendt metode
Metoden inddrager bibelske tekster, danske cases, psykoedukation, sang, bøn, rollespil, skriveøvelser og klagesalmer. Bibelsk sjælesorg kan have terapeutisk karakter, men er ikke behandling.
Kilde: Center for tro, tab og traumer
Del artiklen: