Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Psykiatriske sygdomme

Danske forskere skal kortlægge muligheden for magnetstimulation i behandlingen af depression

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vi er nu der, hvor vi skal vise, at en særlig type magnetstimulation kaldet theta-burst som behandling til patienter med svær depression virker, eller om det ikke gør,« siger Poul Videbech.

Danske forskere har modtaget over fire mio. kr. til et stort forskningsprojekt, hvor de skal forsøge at behandle personer med depression med magnetstimulation. Resultater med magnetstimulation har hidtil peget i flere retninger, men forskerne håber på, at en kraftigere magnet og mere målrettet stimulation kan gøre tricket.


Mange danskere rammes hvert år af depression, og for omkring 30 pct. af disse virker hverken psykoterapi, medicin eller elektrochok.

Denne gruppe danskere står dermed med ryggen mod muren og kun meget få og dårligt dokumenterede behandlingsmuligheder.

Det kan dog snart ændre sig, efter danske forskere har modtaget 4,4 mio. kr. af Danmarks Frie Forskningsfond til et nyt forskningsprojekt, hvor de med meget kraftig magnetstimulation af specifikke områder i hjernen vil forsøge at bringe personer med svær depression ud af sygdommens kløer.

Forsøget starter i 2024, og ifølge den ledende forsker bag studiet kan det være begyndelsen på et paradigmeskifte inden for behandling af svær depression.

Med disse tiltag kommer vi til at ramme de relevante steder i hjernen mere kraftigt og mere præcist, end det har været muligt før

Poul Videbech, overlæge, Psykiatrisk Center Glostrup

»Vi er nu der, hvor vi skal vise, at en særlig type magnetstimulation kaldet theta-burst som behandling til patienter med svær depression virker, eller om det ikke gør. Vi skal også undersøge, hvor lang tid behandlingen holder, og det kan bane vejen for en behandling, som kan hjælpe tusinder af patienter, som systemet har opgivet, og som også er tæt på at opgive selv,« fortæller professor og overlæge Poul Videbech fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning ved Psykiatrisk Center Glostrup.

Forskningsarbejdet udføres i samarbejde med blandt andre professor Hartwig Siebner og medarbejdere fra MR-Forsknings Sektion på Hvidovre Hospital samt professor Maj Vinberg fra Psykiatrisk Center Nordsjælland.

Magnetfelt er 40.000 gange kraftige end Jordens

Tidligere undersøgelser af magnetstimulation til patienter med depression har ikke været den armene-over-hovedet-oplevelse, som forskere havde håbet.

Resultaterne af den depressions-reducerende effekt har hverken været af en størrelse eller en varighed, som virkelig gjorde en klinisk forskel for denne store gruppe patienter.

Det kan dog ændre sig med den behandling, som Poul Videbech med sine kollegaer skal undersøge.

For det første benytter forskerne i forsøget sig af en meget kraftigere og mere fokuseret magnetspole end tidligere. Denne magnetspole kan skabe et magnetfelt, der er 40.000 gange kraftigere end Jordens.

Derudover samarbejder forskerne med MR-Centeret på Hvidovre Hospital med blandt andet det formål at bruge MR-skannere til at kortlægge hjernen nøjagtigt, så de i forsøget kan stimulere hjernen mere præcist, end det har været muligt før.

Forskerne vil målrette magnetfeltet til at ramme specifikt bestemte områder i pandelapperne og isselapperne, der begge er involveret i vedligeholdelse af depressionen, ligesom forskerne vil bruge EEG-udstyr til samtidig at måle, hvordan hjernen reagerer på stimulationen.

»Med disse tiltag kommer vi til at ramme de relevante steder i hjernen mere kraftigt og mere præcist, end det har været muligt før. Med MR-skanneren kommer vi også til at tilpasse behandlingen til den enkelte patient, da hjernen har forskellig facon og størrelse hos den enkelte,« forklarer Poul Videbech.

Målrettet centre i hjernen med betydning for depression

Poul Videbech fortæller, at det interessante ved magnetfelter er, at de kan trænge uhindret igennem hud og knogle, hvilket for eksempel elektricitet ikke kan.

Det er en behandling, som har potentialet til at kunne hjælpe tusinder af danskere med svær depression, som ikke kan behandles medicinsk eller med psykoterapi

Poul Videbech, overlæge, Psykiatrisk Center Glostrup

Derfor vil det ifølge forskeren være muligt meget nøjagtigt at tænde og slukke for helt specifikke hjernecentre med betydning for depression, herunder de centre, som er overaktive ved depression, og som ikke responderer på behandling med psykoterapi eller medicin.

Et af de centre, som ofte er overaktivt ved depression, er ACC-centeret, som forskerne i studiet vil forsøge at dæmpe aktiviteten i med magnetstimulation.

»Det gode ved behandlingen er også, at den kommer med meget få bivirkninger. Forsøgsdeltagerne kan komme til at føle hovedpine i forbindelse med eller efter behandlingen, men det er det. De skal ikke bedøves og kan sidde og slappe af, mens de bliver behandlet. Til gengæld er stimulationen også meget intensiv, og med det håber vi at få en hurtig effekt inden for en uge hos en gruppe patienter, som har brug for netop noget, der virker med det samme,« siger Poul Videbech.

78 danskere skal være med i studie

I studiet skal 78 danskere deltage, og de inddeles i tre grupper, hvoraf to grupper vil modtage magnetstimulation i to forskellige relevante områder i hjernen, mens den tredje gruppe vil modtage placebo-stimulation i andre områder af hjernen.

Ydermere vil forskerne undersøge, hvordan behandlingen påvirker belønningscentrene i hjernen hos patienterne, da mange patienter med svær depression bliver ramt af såkaldt anhedoni, som er kendetegnet ved, at man ikke kan føle glæde eller lyst til noget som helst, sandsynligvis fordi belønningscentrene i hjernen ikke virker, som de skal.

»Problemet for mange patienter med svær depression er, at antidepressiv medicin ofte ikke virker på anhedoni. Faktisk kan noget medicin gøre netop dette problem større. Derfor er det vigtigt med et andet tilbud, der virker på belønningscentrene i hjernen, så disse patienter bliver i stand til at føle glæde igen,« forklarer Poul Videbech.

Kan betyde paradigmeskifte i behandlingen af depression

I studiet vil patienterne blive behandlet med magnetstimulation i først en uge, og herefter vil forskerne undersøge for en effekt og også se, om effekten fortager sig over tid.

Hvis det viser sig, at effekten aftager, og at det er nødvendigt at genbehandle, vil forskerne også undersøge dette scenarie.

Poul Videbech fortæller, at patienterne alligevel har været alle andre tænkelige behandlinger igennem, og at de derfor ikke har andre muligheder.

Hvis det for eksempel viser sig, at depression kan holdes for døren med behandling én gang om måneden, vil de fleste nok gerne tage det med.

Derudover forklarer Poul Videbech, at systemet til at lave magnetstimulationen faktisk er danskudviklet og ikke koster mere end i omegnen af en halv mio. kr. for apparatet.

Det gør det relevant at benytte bredt til patienter med svær depression i Danmark.

»Det er en behandling, som har potentialet til at kunne hjælpe tusinder af danskere med svær depression, som ikke kan behandles medicinsk eller med psykoterapi. Der er lavet lovende resultater med lignende teknikker i USA, men vi mener alligevel, at vi kan gøre det bedre og opnå endnu større forbedringer af tilstanden hos denne gruppe patienter takket være den ekspertise inden for hjerneforskning, der findes på centret i Hvidovre,« siger Poul Videbech.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere