Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Politik

Politiker om akutafdelingen på Gødstrup: »Arbejdsmiljøet er rent ad helvede til«

Udgivet:
Kommentarer (0)

En række historier om dårligt arbejdsmiljø og ansattes bekymringer for patientsikkerheden på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup vækker bekymring hos regionens politikere, som ‘følge Gødstrup tæt’. 


I de seneste uger har Dagens Medicin afdækket en række alvorlige problemer på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup.

Jeg ærgrer mig over de opsigelser, vi ser. Læger har sagt op, sygeplejersker har sagt op

Purnima Erichsen (K), formand, hospitalsudvalget, Region Midtjylland

Her har både læger og sygeplejersker berettet om et hårdt og utrygt arbejdsmiljø, om forsøg på at afholde medarbejdere fra at tale med medierne og om personangreb på dem, der alligevel har åbnet munden.

Sagen, der egentlig startede med flere ansattes bekymringer for patienternes sikkerhed, er endt som et miskmask af interne konflikter, og en række medarbejdere har i løbet af foråret sagt op.

Men hvad stiller man op, når arbejdsmiljøet er betændt, og situationen er gået i hårdknude?

De ansatte arbejder under de vilkår, ledelsen stiller op, og ledelsen arbejder ud fra de rammer, politikerne sætter. Derfor har Dagens Medicin kontaktet en række regionsrådspolitikere på tværs af partier, som løbende er blevet orienteret af hospitalsledelsen, men som også har fulgt mediernes dækning af forholdene på Gødstrups akutafdeling.

Alle siger, at sagen nager dem.

»Jeg er bekymret for de ting, jeg hører og læser om,« siger Purnima Erichsen (K), som er formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

22 ansatte har sagt op i foråret

Den konservative politiker, som udover at være udvalgsformand også er ansat som afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital, fortæller, at Regionshospitalet Gødstrup gennem det seneste år har fyldt meget på hospitalsudvalgets dagsordener.

For der har været store udfordringer med supersygehuset, siden det slog dørene op i februar sidste år, og særligt akutmodtagelsen har fyldt meget.

Oven på en lang række historier om interne konflikter, et problematisk arbejdsmiljø og bekymring for patientsikkerheden er udvalget blevet briefet af hospitalsledelsen flere gange. Senest forsikrede ledelsen politikerne om, at der arbejdes tæt sammen med medarbejderne for at forbedre arbejdsmiljøet og arbejdspresset.

»Jeg forventer, at vi får det reelle billede af situationen fra ledelsen, og det er det, jeg må tage udgangspunkt i,« siger Purnima Erichsen.

Alligevel har en del medarbejdere sagt op i løbet af foråret. Ifølge hospitalets egne tal har 17 sygeplejersker og 5 læger fra akutafdelingen sagt op siden årsskiftet. I 2022 gjaldt det 28 sygeplejersker og 4 læger.

»Jeg ærgrer mig over de opsigelser, vi ser. Læger har sagt op, sygeplejersker har sagt op. Uden dem kan vi ikke behandle og pleje vores patienter. Derfor er det også vigtigt, at vi har et godt arbejdsmiljø, for det er en forudsætning for at kunne tiltrække og beholde medarbejdere. Ikke mindst set i lyset af en tid, hvor vi netop mangler arbejdsstyrke,« siger Purnima Erichsen og fortsætter:

»Som politiker vil jeg ikke blande mig i den daglige drift og tilrettelæggelse af hverdagen på afdelingen. Det skal medarbejderne og ledelsen have frihed til at gøre selv. Men jeg håber og forventer, at den ledelse, som er der nu, går i dialog med medarbejderne og sammen sikrer rammer, som medarbejderne kan være i, så de kan behandle patienterne.«

Ledelsen sender brev til alle politikerne

I forrige uge udkom Dagens Medicin med en række artikler om sygeplejerskernes arbejdsmiljø på Gødstrups akutafdeling. I den forbindelse var avisen i kontakt med afdelingens ledelse og hospitalsledelsen for kommentarer.

Arbejdsmiljøet er rent ad helvede til

Susanne Buch (SF), regionsrådsmedlem, Region Midtjylland

To dage inden artiklerne blev udgivet, modtog samtlige medlemmer af regionsrådet i Region Midtjylland et to-siders langt dokument, hvor ledelsen forud for offentliggørelsen informerede om, at der var nogle kritiske artikler på vej.

Her skriver ledelsen blandt andet:

‘Set fra hospitalsledelsen- og afdelingsledelsens side forsøger Dagens Medicin med al kraft at holde gang i en historie om, at der ikke er ytringsfrihed i sundhedssektoren eller andre sektorer i Danmark.’

Og videre:

‘Det er vores oplevelse, at et flertal i afdelingen og i hospitalet har en anden opfattelse end den, der fremsættes af enkeltpersoner i pressen. Og det tager vi større pejling af end af enkeltpersoners tilkendegivelser i pressen. Dette er ikke knægtelse af ytringsfrihed men respekt for en dialog- og samarbejdskultur, som vi til enhver tid vil understøtte.’

Alle regionsrådsmedlemmer modtog altså hospitalsledelsens brev, inden de havde haft mulighed for at læse artiklerne.

Også et politisk ansvar

Susanne Buch, som er medlem af regionsrådet for SF, og som selv er sygeplejerske og blandt andet underviser i etik, læste hospitalsledelsens notat.

»Jeg hæftede mig ved den hjemmel, ledelsen bruger, for at kunne sige, at det går fremad. Det er forholdsvis objektive parametre, og det blev jeg jo glad for at læse,« siger hun.

Hun henviser til, at ledelsen i notatet lægger vægt på udtalelser fra en mediator samt besøg fra Arbejdstilsynet, hvor der ikke blev givet påbud.

Men Susanne Buch har også fulgt Dagens Medicins dækning af Gødstrup og kalder sagen ‘noget skidt’:

»Arbejdsmiljøet er rent ad helvede til. Jeg er rigtig, rigtig ked af at høre om det morads, som også er et politisk ansvar, og som blandt andet skyldes, at vi har haft for få penge til rådighed siden 2009. Vi sætter medarbejderne i en prekær situation, og de gør, hvad de kan for at overleve.«

Mister kulturbærere

Hos Venstre har gruppeformand Anders G. Christensen ligeledes været ærgerlig over at læse om personalets oplevelser på Gødstrups akutafdeling.

Hospitalet har haft en svær start, og det har været vanskeligt at rekruttere. Så vi er startet ud med for lidt personale, og medarbejderne er blevet udmattede

Annette Roed (S), næstformand, Hospitalsudvalget, Region Midtjylland

Blandt andet har flere beskrevet, at medarbejdere ikke har følt sig hørt, at de har følt sig trynet af ledelsen og frosset ud af afdelingen, hvis de har talt med medierne.

»Det er rigtig træls at læse. Så kan det godt være, at hospitalsledelsen siger, at det kun gælder få ansatte, men der skal slet ikke være nogen tilfælde,« siger han:

»Der er ingen tvivl om, at der er og har været problemer i akutmodtagelsen. Men jeg tror, at det går bedre nu end for et år siden. For det er klart, at med det fokus, der har været på arbejdsmiljøet i afdelingen, så er hospitalsledelsen måske mere skarpe på de udfordringer, der er nu,« siger han.

Men det bekymrer også Anders G. Christensen, at 17 sygeplejersker og 5 læger har sagt op i 2023.

»Hvis man har stor rotation, giver det mere ustabilitet. Og det skal hospitalsledelsen være meget opmærksom på. De afdelinger, hvor der er en stærkere afdelingsledelse, er der en helt anden ro på, og medarbejderne har været der i meget længere tid,« siger politikeren, som selv har besøgt regionens hospitaler mange gange.

Ikke noget quick fix

Ifølge Annette Roed (S), som er næstformand i Hospitalsudvalget, og som repræsenterer det største parti, Socialdemokratiet, i regionsrådet, har der længe været store udfordringer på Gødstrup:

»Hospitalet har haft en svær start, og det har været vanskeligt at rekruttere. Så vi er startet ud med for lidt personale, og medarbejderne er blevet udmattede. Derfor har det været en negativ spiral i forhold til ledelsen og akutafdelingen, sandsynligvis fordi alle parter er meget presset,« siger hun.

Der er ikke noget quick fix på situationen, mener politikeren, for alle arbejder under nogle smalle rammer.

»For mig at se kan vi kun blive ved med at følge situationen tæt. Alle ønsker, at arbejdsmiljøet bliver bedre, for vi vil selvfølgelig ikke udpine personalet,« siger Annette Roed og fortsætter:

»Vi håber, at vi snart kommer ind i normal drift, og så håber vi at kunne lette dem lidt, når vi kigger på budgettet, men det ser vanskeligt ud, så jeg vil ikke love nogen noget. Men det ligger os på sinde. Vi skal prøve at trække hospitalet langsomt ud af den situation, de står i.«

Arbejdsmiljø er alfa og omega

Generelt er akutområdet udfordret, og derfor har der været meget fokus på netop det område i hospitalsudvalget, fortæller formand Purnima Erichsen.

Som politiker kan hun sammen med kollegerne forsøge at skrue på rammerne for de ansatte på sygehusene, og derfor gav de sidste år 25 millioner kr. ekstra til Gødstrup, da hospitalets økonomiske situation gav anledning til bekymring.

»Det seneste, vi har hørt fra hospitalsledelsen, er, at der er lagt en handleplan sammen med medarbejderne. Der er gode tiltag i planen, som vi følger op på efter sommerferien. Vi kommer generelt til at følge Gødstrup tæt,« siger Purnima Erichsen.

Hun understreger, at udfordringerne på supersygehuset ikke kan løses med et ‘snuptag’, men at det er ‘alfa og omega’, at der er et trygt arbejdsmiljø, og at medarbejderne trives:

»For mig er det vigtigt, at vi har en regional arbejdsplads med psykologisk tryghed og gennemsigtighed, og at der er plads til forskellige perspektiver. At man lytter til hinanden og finder fælles løsninger. Man bliver nødt til at kunne være i det allesammen på en ordentlig måde, for alle er der for patienternes skyld,« siger Purnima Erichsen.

Læs også:

3. juli 2023: Topchef på OUH: »Jeg bruger nok mest min ytringsfrihed i et mødelokale«

29. juni 2023: Mads Koch: Ytringsfrihed er en ledelsesopgave

28. juni 2023: Torben Mogensen: »Topledere har ikke ytringsfrihed«

28. juni 2023: Mystisk brev til støtte for afdelingsledelsen blev fremlagt i regionsrådet

26. maj 2023: Læger frygter for konsekvenser af kritiske ytringer

26. maj 2023: Han gik i brechen for sine patienter, og det kostede ham jobbet

Find alle artikler i serien om ytringsfrihed her

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere