Politik
Nyt kvalitetsinstitut samler RKKP og Behandlingsrådet i én organisation
Udgivet:
Kommentarer (0)
Danske Regioner samler nu kræfterne for kvalitetsudvikling og prioritering i det danske sundhedsvæsen under ét samlet institut. Det nye Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut skal styrke indsatsen på området og sikre, at alle borgere får sundhedsydelser af høj og ensartet kvalitet.
Arbejdet med kvalitet og prioritering i det danske sundhedsvæsen skal styrkes, og derfor er der brug for at samle indsatsen på færre aktører.
Det mener Danske Regioner, der i dag har præsenteret sine planer om at oprette et nyt kvalitetsinstitut i sundhedsvæsenet, som går i luften til næste år.
Det nye institut skal overtage en del af de svære prioriteringsopgaver, som Behandlingsrådet varetager i dag, og som nyder stor politisk bevågenhed. Derudover bliver Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) også en del af instituttet.
»Det danske sundhedsvæsen leverer sundhedsydelser af høj kvalitet. Vi har dog stadig udfordringer med at levere den rette kvalitet til alle borgere. Med det nye institut styrker vi kvalitetsarbejdet og den måde, vi bruger ressourcerne på til gavn for patienterne,« siger Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner.
Hjælp til faglige selskaber
Sammen med Lægeforeningen og De Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) er det samtidig besluttet, at det nye kvalitetsinstitut skal være med til støtte de lægefaglige specialers udarbejdelse af nationale kliniske retningslinjer, som sætter målet for en konkret behandling.
RKKP består i dag af 82 kliniske kvalitetsdatabaser, som inden for hver sit sygdomsområde bidrager med datastøttet viden til kvalitetsudvikling for patienterne, men omfanget af kvalitetsarbejdet varierer alt efter selskab.
»Det varierer meget fra selskab til selskab, hvordan der arbejdes med retningslinjerne, og i dag findes der ikke retningslinjer inden for alle specialer. Derfor er der brug for at støtte op om arbejdet,« siger Anders Kühnau.
Det vil stadig være de enkelte lægefaglige specialeselskaber under LVS, der hver især skal stå for udformningen af de kliniske retningslinjer inden for deres respektive område. Hos RKKP glæder direktør Jens Winther Jensen sig til at ‘skrue markant op’ for arbejdet med de kliniske kvalitetsretningslinjer.
»Der er ingen tvivl om, at vi står over for en spændende tid med oprettelsen af Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut. Dette nye skridt, hvor RKKP og Behandlingsrådet forenes i én stærkere organisation, er en stor anerkendelse af vores fælles mål: Viden til et bedre sundhedsvæsen. Ikke mindst arbejdet med evidensbaserede kliniske retningslinjer i alle lægefaglige specialer er en ny og spændende opgave, som vi glæder os til at hjælpe klinikerne med at løfte,« siger Jens Winther Jensen i en udsendt kommentar.
Ros fra LVS og Lægeforeningen
Hos Lægeforeningen og LVS er der også ros til Danske Regioners nye kvalitetsinstitut.
»LVS har gennem adskillige år arbejdet for en organisation, der kan bistå de enkelte lægevidenskabelige selskaber i deres vigtige arbejde med at etablere kliniske retningslinjer. Nu er det lykkedes, og jeg er glad for, at vi også i fremtiden kan sikre patienterne den bedste kvalitet og undgå det unødvendige,« siger Susanne Axelsen.
I Lægeforeningen glæder Camilla Rathcke sig over, at Danske Regioner med beslutningen anerkender lægers og lægefaglige selskabers arbejde med retningslinjer som det bedste redskab til at sikre høj og ensartet kvalitet i behandlingen i Danmark.
»Patienter har en berettiget forventning om, at de behandlingsvalg, der træffes, sker på grundlag af den seneste dokumenterede viden om mulige behandlinger – og netop den dokumentation kan en klinisk retningslinje levere. Kliniske retningslinjer er en katalysator for klog brug af sundhedsvæsenets samlede ressourcer, når en plan lægges rigtig første gang, og er samtidig også en hjælp til at mindske ulighed i sundhed,« siger Camilla Rathcke.
Del artiklen: