Hvad skal der ske på sundhedsområdet i EU?

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig med hastige skridt, og 9. juni går danskerne til valg.

I den seneste valgperiode, der har løbet siden 2019, har sundhed fyldt mere end normalt. COVID-19-pandemien og krigen i Ukraine har skabt et øget fokus på sundhed i EU. Særligt COVID-19 har ændret den måde, der førhen er blevet ført sundhedspolitik på i EU.

Det fortæller Rasmus Egmont Foss, der er analytiker og ekspert i EU’s sundhedspolitik ved Tænketanken Europa.

»Der blev indkøbt vacciner i fællesskab, og sundhedsbudgettet accelererede fra et budget på omkring 450 mio. euro til 5 mia. euro, hvilket gav nogle helt andre ressourcer end før,« siger han.

Derudover fik Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) nye beføjelser, ligesom et nyt kontor ved navn HERA blev oprettet for kriseberedskab i Europa-Kommissionen.

I denne valgperiode er en revision af EU’s lægemiddellovgivning også blevet diskuteret, og Europa-Parlamentet, som er EU’s lovgivende organ, har vedtaget deres holdning, som på nogle punkter går imod Europa-Kommissionen. Revideringen skal ministerrådet, bestående af ministre fra medlemslandene, tage stilling til i den kommende periode.

»Lægemiddelreformen har handlet om at styrke industriens konkurrenceevne, at skabe mere adgang til medicin på tværs af Europa samt at bekæmpe bl.a. antibiotikaresistens. Det har klart været den største lovpakke i denne periode,« siger Rasmus Egmont Foss.

Men hvad kommer til at fylde på sundhedsområdet de næste fem år?

Rasmus Egmont Foss guider os her igennem tre nedslag, der ifølge ham vil tage den sundhedspolitiske opmærksomhed i Europa-Parlamentet.

Medicinmangel og hjemtagning af produktion

Manglen på medicin er det emne, som kommer til at fylde mest, ifølge Rasmus Egmont Foss. Særligt kritisk medicin, som der er stor mangel på i Europa. Det er f.eks. antibiotika såsom penicillin, der i dag primært bliver produceret uden for Europa i lande som Kina og Indien, samt diabetesmedicin, der er under stor efterspørgsel.

Derfor har der i EU været tale om at lave fælles indkøb og fælles lagre af kritisk medicin, så EU ikke risikerer at stå i en situation, hvor man er afhængig af lande langt væk, forklarer Rasmus Egmont Foss.

»Hvis vi ikke producerer vores egen medicin og er afhængige af andre lande, ligesom vi har været afhængige af gas fra Rusland, så risikerer man at komme ud i et sikkerhedsproblem,« siger han.

Når man ikke længere er i en krisetilstand, mister det ofte momentum, og man begynder at spare

Rasmus Egmont Foss, analytiker, Tænketanken Europa

»Mange lande taler om, at de vil hjemtage produktionen af medicin, så de kan have kontrol og sikkerhed over den. Og så EU ikke er for sårbare, når der opstår problemer med forsyningskæden.«

Rasmus Egmont Foss pointerer, at coronakrisen og krigen i Ukraine netop har forstærket en opfattelse af, at vi er sårbare. Det har medført en politisk bevidsthed om, at uafhængighed kan give en større følelse af sikkerhed, da mange medicintyper de seneste år har været en mangelvare, man ikke kunne få fra europæiske producenter.

Parlamentet skal bl.a. diskutere, om der skal laves en kritisk medicin-pakke (Critical Medicines Act), der skal skabe rammerne for, at der kan blive produceret mere medicin inden for Europas grænser.

Ulighed i sundhed

Revideringen af lægemiddellovgivningen kom oprindeligt med et ønske fra Europa-Kommissionen om at mindske uligheden i adgang til medicin, hvor den helt store diskussion har været, hvor lang databeskyttelsesperioden på medicin skal være. Europa-Kommissionen foreslog, at perioden skulle afhænge af, om man kunne lancere sin medicin i alle EU’s medlemslande for at skabe bedre adgang til medicin på tværs. Den del blev forbigået af Europa-Parlamentet.

Men spørgsmålet om ulighed vil alligevel fylde i den kommende valgperiode, mener Rasmus Egmont Foss:

»Kampen mod ulighed i sundhed kommer ikke nødvendigvis til at slå igennem i lægemiddelreformen, men der vil være et efterspil mod at reducere uligheden på tværs af medlemslandene.«

Der er f.eks. stor forskel på, hvor lang leveringstiden er på medicin i EU’s medlemslande, forklarer han og siger, at vi i Danmark plejer, at få nye produkter meget hurtigt, mens det ikke er tilfældet i lande som Bulgarien og Ungarn.

Et andet eksempel på ulighed er, at antallet af sundhedsmedarbejdere og adgangen til behandling varierer på tværs af medlemslandene, hvilket nogle lande ønsker at gøre op med:

»Det kunne f.eks. være at etablere en fælles strategi for arbejdskraft, da der generelt er mangel på sundhedspersonale i EU, og medlemslandene vil undgå at konkurrere om de samme knappe ressourcer og dermed udhule hinandens sundhedssystemer,« siger Rasmus Egmont Foss.

Budgetforhandlinger

Budgettet på sundhedsområdet bliver lagt hvert syvende år og skal forhandles på ny i den kommende periode. Budgettet ligger normalt i denne lave ende, men under coronakrisen blev der tilført ekstra ressourcer. I vinteren 2023 skar statslederne dog i budgettet med én mia. euro, da de skulle finde penge til Ukraine.

»Det viste sig, at sundhed ikke er et område, man prioriterer lige så højt som andre områder. Derfor bliver det spændende at se, hvad der sker, når de skal forhandle det kommende sundhedsbudget. For når man ikke længere er i en krisetilstand, mister det ofte momentum, og man begynder at spare,« siger Rasmus Egmont Foss.