Politik
Forpersoner jubler: Endelig følger pengene med psykiatriplanen
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nina Tejs Jørring (tv.), forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, og Merete Nordentoft, forperson Dansk Psykiatrisk Selskab.
Den nye SVM-regering har sat de penge af til en 10-årig psykiatriplan, som det brede forlig i september blev kritiseret for ikke at gøre. Regeringsgrundlaget prioriterer yderligere 3 mia. kr. årligt til psykiatrien, og det skaber glæde hos forpersoner for psykiatriske selskaber.
Ideerne var der, men det var finansieringen ikke. Blækket var ikke engang tørt på den brede aftale om en 10 årsplan for psykiatrien, der kom i september, før fagfolkene talte om, at det var nødvendigt med en ‘Psykiatriplan 2’.
Det får de måske nu, for i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering følger pengene endelig med planen:
‘På baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-års plan vil regeringen prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser over den samlede 10-årige periode, således at planen er fuldt finansieret. Bevillingen kommer oven i løftet af psykiatrien i den foregående regeringsperiode.
Vi har bevæget os et kæmpe skridt tættere på løsningen end med aftalen fra september
Merete Nordentoft, forperson, Dansk Psykiatrisk Selskab
Den ekstra og historisk store investering i psykiatrien vil betyde, at vi om 10 år har øget bevillingen til området med 4 mia. kr. hvert år,’ står der i regeringsgrundlaget.
Det er meget tæt på det beløb, som Dansk Psykiatrisk Selskab (DPS) og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP) sammen med sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra VIVE selv havde regnet sig frem til, hvis man ikke regner anlægsinvesteringerne med.
Et kæmpe skridt fremad
Hos Dansk Psykiatrisk Selskab er det en glad forperson, der taler med Dagens Medicin dagen derpå.
»Vi er selvfølgelig meget glade og har da armene i vejret, også selvom beløbsrammen ikke helt lever op til det, vi selv havde regnet os frem til. Både flere senge og flere ambulatorier koster, og anlægsmidler er ikke nævnt (i regeringsgrundlaget, red.). Men vi har bevæget os et kæmpe skridt tættere på løsningen end med aftalen fra september,« siger Merete Nordentoft.
Selvom den nye regering i regeringsgrundlaget lover at følge det faglige oplæg fra Sundhedsstyrelsen, er der stadig uvisheder, såsom hvor hurtigt optrapningen mod de 4 mia. kr. om året sker, og hvor bredt begrebet ‘mental sundhed’ skal opfattes.
»Det skal selvfølgelig afgrænses, for i princippet er der nærmest ingen grænser for, hvad man kan bruge penge på, hvis man ‘bare’ vil øge den mentale sundhed. Men jeg tror nu, at vi er enige. For os er det vigtigt, at pengene går til dem, der har psykiske lidelser. De skal ikke længere have discountløsninger, men hjælp hele vejen rundt. Vi glæder os til at kunne tilbyde en højere kvalitet,« siger Merete Nordentoft.
En opgave med ærefrygt
Det er et langt, sejt træk, der endelig har nået sin konklusion med finansiering af et langsigtet løft af psykiatrien. Det giver en vis spænding, medgiver forpersonen for DPS.
»Jeg har da en form for præstationsangst, for det er nu, psykiatrien skal stå sin prøve. Nu får vi pengene, men kan vi blive enige om at designe nogle forløb, behandlinger og behandlingskæder, hvor vi får skabt sammenhængende tilbud? Det er jo opgaven, og det skal vi leve op til. Vi glæder os, men det er også med en vis ærefrygt,« siger Merete Nordentoft.
Undervejs i arbejdet med det faglige oplæg har det igen og igen lydt, at der blandt fagfolk i psykiatrien var et fælles fodslag, man aldrig før havde set mage. Det skal der blive ved med at være, hvis planen skal føres succesfuldt ud i livet.
»Vi skal holde sammen. Der er en oplagt risiko for, at vi kan begynde at trække afsted med hver vores kæphest. Fællesskabet skal også stå sin prøve, men det tror jeg nu også, at det gør, for vi har haft et godt samarbejde indtil nu. Der er stadig en frygtelig masse arbejde foran os, men det er jo et positivt problem,« siger Merete Nordentoft.
En glædelig overraskelse
I Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab er der også god stemning fortæller forperson Nina Tejs Jørring.
»Jeg er glad, men måske også i virkeligheden glædeligt overrasket. Jeg havde håbet på, at psykiatrien og en langsigtet plan ville få en plads i regeringsgrundlaget, men jeg havde ikke regnet med, at de sagde ‘nu kører vi’,« siger Nina Tejs Jørring.
Jeg håber, at vi bliver indkaldt til et bredt arbejde med at udfolde denne her plan, således at jeg for eksempel også er med til at udtænke, hvordan det skal foregå ude i kommunerne
Nina Tejs Jørring, forperson, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab
Arbejdstøjet er allerede på, og forpersonen kan næsten ikke vente på at komme i gang.
»Jeg er spændt, og jeg er nysgerrig på, hvor hurtigt vi bliver indkaldt til det videre arbejde,« siger Nina Tejs Jørring.
Hun vil helst i gang så hurtigt som muligt med de forandringer, der skal gøre en forskel for hele psykiatrien.
»Nu har vi i mange år tænkt i effektivitet og ‘hurtigt ind, hurtigt ud’, men med pengene kan vi forhåbentlig i stedet tænke på, hvad der er bedst for patienterne, og hvordan psykiatrien kan blive et bedre sted at arbejde. Den forandring kommer til at tage tid. Vi vil stadig have travlt, selvom pengene kommer, men hvis pengene skal gøre gavn, skal vi fokusere på om patienterne får det bedre. Det glæder jeg mig rigtig meget til,« siger Nina Tejs Jørring.
Håber på bredt samarbejde
I dag oplever mange familier, at der er et hav af indgange til en fragmenteret behandling på tværs af sektorer, og det håber forpersonen, at den nye 10-årige plan vil gøre op med.
»Jeg håber, at vi bliver indkaldt til et bredt arbejde med at udfolde denne her plan, således at jeg for eksempel også er med til at udtænke, hvordan det skal foregå ude i kommunerne, og KL og PPR er med til at tænke på, hvad vi har brug for i regionerne. Vi skal vide, hvad hinanden gør og skabe samtidige indsatser i stedet for overgange,« siger Nina Tejs Jørring.
Hun håber derfor, at fremtiden byder på meget mere tværfagligt samarbejde, hvor fagligheder mødes i fællesskab om patienterne.
»Vi har jo kun de speciallæger og psykologer, vi har, så vi er nødt til at få andre faggrupper bragt mere i spil. Der er en masse psykiatere og psykologer, der for eksempel laver kaffe til netværksmøder og koordinerer kalendere, opgaver, der kunne løses af sekretærer,« siger Nina Tejs Jørring.
Andre reaktioner på SVM-regeringens planer for psykiatrien:
»Mange patienter og pårørende rammes af blandt andet voksende ventelister, udskudte behandlinger og en psykiatri, som er presset i bund. Problemer, som ikke kan ignoreres, og som den nye regering nødt til at tage fat på at løse. Derfor er jeg meget glad for, at man har skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man på baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien vil sætte de nødvendige milliarder af til at gennemføre det løft, som der samlet set skal til for at skabe blivende forbedringer i psykiatrien. Det er meget glædeligt, at regeringen har lyttet.«
Camilla Noelle Rathcke, formand, Lægeforeningen
»Det er meget glædeligt, at den nye regering lægger op til at løfte psykiatrien med en 10-årsplan for psykiatrien – del II. Noget jeg og regionerne har efterspurgt længe. Allerede forpligter den nye regering sig på at følge Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger, og til at levere yderligere 3 milliarder ekstra til psykiatri og socialpsykiatrien. Når vi når enden på de næste 10 år, vil psykiatrien være styrket med 4 mia. ekstra hvert år – hvis altså denne del af regeringsgrundlaget bliver vedtaget i Folketinget.«
Jacob Isøe Klerke (SF), formand, Psykiatri og Social, Danske Regioner og Region Midtjylland. 1. reservelæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrien, Region Midtjylland
»Psykiatrien løftes med 3 mia. Er den for mig vigtigste passage i regeringsgrundlaget. Regeringen vil med afsæt i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg investere 3 mia. mere om året i psykiatrien. De nærmere detaljer skal forhandles på plads i Folketinget, men kursen er sat og det glæder jeg mig over.«
Marianne Skjold Larsen, direktør, Psykiatrifonden
»En tidlig julegave er landet 🎁 Der er i dag blevet præsenteret et nyt regeringsgrundlag. Jeg er meget glad 😊for at se, at det er skrevet ind i regeringsgrundlaget, at man på baggrund af Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien vil sætte de nødvendige milliarder af til at gennemføre det løft, som der samlet set skal til for at skabe forbedringer i psykiatrien.Jeg havde fornøjelsen af at være med i følgegruppen for Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien. En god plan som alle interessenter bakker op om og som vil løfte psykiatrien markant 💪Vi er i psykiatrien klar til at trække i arbejdstøjet og arbejde for at skabe en endnu bedre psykiatri ❤️«
Charlotte Rosenkrantz Josefsen, adm. sygehusdirektør, Psykiatrien, Region Syddanmark
Del artiklen: