Politik
Finanslov med små lunser af sundhed
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Den her finanslov er mere end tal og budgetter. Vi prioriterer nemlig de områder, som har mest betydning for danskerne: Velfærd, grøn omstilling og tryghed. Det er vores mål, at finansloven for næste år får en meget konkret og positiv effekt for danskernes hverdag,« siger finansminister Nicolai Wammen (S).
Finansloven for 2025 er på plads. Skolemad og håndværkerfradrag er de store nyheder, mens der er mindre nyt på sundhedsområdet.
Skolemad og håndværkerfradrag var de punkter, der blev fremhævet, da Finansloven for 2025 blev præsenteret fredag formiddag.
»Den her finanslov er mere end tal og budgetter. Vi prioriterer nemlig de områder, som har mest betydning for danskerne: Velfærd, grøn omstilling og tryghed. Det er vores mål, at finansloven for næste år får en meget konkret og positiv effekt for danskernes hverdag,« siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.
Regeringen har sammen med Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre lavet finanslovsaftalen.
For en uge siden, var det sundhedsreformen, der samlede politikere på et pressemøde, og måske er der derfor ikke så meget sundhed at komme efter i den nye finanslov, der i stedet byder på ‘historisk mange penge til at forbedre den kommunale velfærd, penge til at rense vores fjorde og indre farvande og penge til at skabe mere tryghed for den enkelte dansker på tværs af landet’.
Da sundhedsreformen landede, kunne man læse, at der var prioritet penge til demensområdet. En styrket demensindsats er også nævnt i Finansloven for 2025.
Her står der, at regeringen og aftalepartierne bag finansloven er enige om at styrke den regionale demensudredning med ekstra midler, som kan bidrage til at få ventetiderne på udredning til demens ned. Dette skal ske ved at ansætte mere relevant sundhedsfagligt personale. Der er afsat 15 mio. kr. i 2025 og 20 mio. kr. i 2026 til demensområdet.
HPV catch-up
Der er også penge til HPV-vaccinationer. Der er afsat 24 mio. kr. i 2025 til, at drenge født i 2005 kan blive tilbudt vaccination mod HPV. På denne måde skal finansloven lave et catch-up på HPV-vaccinationen, idet drenge født i 2005 ligger midt imellem de drenge, der har fået tilbud om vaccination gennem børnevaccinationsprogrammet, og dem der har været med i et tidligere catch-up-program.
Desuden skal det være slut med egenbetaling for psykologhjælp for ofre for vold, voldtægt og røveri. Den afskaffede egenbetaling skal træde i kraft 1. juli 2025. I 2025 prioriteres dertil midler til en styrket adgang til psykologhjælp gennem nedbringelse af ventetider i ordningen. Der afsættes 30 mio. kr. årligt i 2025 og frem.
Del artiklen: