Politik
Danske Regioner: Borgerne skal have klare rettigheder i det nære sundhedsvæsen
Udgivet:
Kommentarer (0)
Danske Regioner foreslår, at der indføres tre konkrete patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen.
Der skal indføres tre konkrete patientrettigheder i kommunerne og det nære sundhedsvæsen for at sikre de danske borgere ensartede rettigheder i deres plejer, mener Danske Regioner.
For at sikre en ensartethed i det nære sundhedstilbud, skal borgerne også have rettigheder på samme måde, som de har patientrettigheder på hospitalerne.
Det mener Danske Regioner.
»Borgerne skal være trygge ved sundhedsvæsenet – også uden for hospitalerne. Derfor bør danskerne have klare patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen, præcis som de har på hospitalerne. Det vil give tryghed til borgerne og det vil skabe en bedre balance mellem aktiviteten i det nære sundhedsvæsen og på sygehusene,« siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Patienterne har ifølge Danske Regioner i det danske sundhedsvæsen nogle af verdens højeste standarder for rettigheder, når det gælder behandling af livstruende sygdom samt udredning og behandling på hospitalerne.
Men i fremtiden skal mere og mere behandling foregå uden for hospitalerne i kommunerne og det nære sundhedsvæsen.
Tre konkrete rettigheder
Derfor foreslår Danske Regioner, at der indføres tre konkrete patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen:
Som det første skal borgere, selv vælge, hvor i landet de ønsker døgnophold, hvis de skal bruge en akutplads eller midlertidig plads
For det andet skal patienter have frit valg af tilbud om rehabilitering og patientrettet forebyggelse.
For det tredje skal borgerne selv kunne vælge, om konsultationen med egen læge og sygehuset skal ske fysisk eller virtuelt.
Forslaget om patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen er del af et kommende udspil fra Danske Regioner, der konkretiserer, hvordan regionerne vil styrke det nære sundhedsvæsen, hvis Folketinget med en ny strukturreform placerer ansvaret i regionerne.
Klare krav
Udspillet skal ses i forlængelse af udspillet ‘Samlet og Sammenhængende’, der er Danske Regioners forslag om en ny struktur for sundhedsvæsenet.
»Patientrettigheder i det nære sundhedsvæsen er et vigtigt skridt for udviklingen af det nære sundhedsvæsen – uanset hvordan strukturen skal se ud fremover. Men hvis det skal kunne lade sig gøre inden for den økonomi, der er afsat frem mod 2030, er det nødvendigt at samle ansvar og budget for hele kæden af sundhedsydelser,« udtaler Anders Kühnau.
Hvis det nære sundhedsvæsen i de kommende år skal lykkes med den samme store udvikling, som vi har set på hospitalerne, skal vi som samfund stille klare krav til sundhedsvæsenet, mener Anders Kühnau.
»Vi måler og vejer alle indsatser og stiller store krav til vores hospitaler, fordi vi som borgere skal kunne regne med dem. Det er samtidig med til at styrke vores fokus på altid at gøre det bedre for patienterne. Hvis vi skal drive den udvikling i sundhedsvæsenet uden for hospitalerne, kræver det, at vi også her opstiller nogle klare krav. Og patientens rettigheder bør være i centrum for de krav,« udtaler han.
Del artiklen: