Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Politik

Cheflæge målløs over regeringens UTH-forslag: Vi lærer ikke noget i et system, hvor vi skal forsvare os

Udgivet:
Kommentarer (0)

Poul Henning Madsen, cheflæge for den Fælles Akutmodtagelse på OUH, frygter, at en afskaffelse af databasen vil gøre det sværere at forebygge fremtidige fejl.

Danske Patienter og cheflæge for akutmodtagelsen i Odense Poul Henning Madsen er dybt bekymret over regeringens planer om at nedlægge indberetningspligten for utilsigtede hændelser.


Poul Henning Madsen er cheflæge for den Fælles Akutmodtagelse på OUH, hvor han står i spidsen for flere hundrede ansatte.

Derfor er han vant til at manøvrere, når der opstår uventede hændelser med kort varsel.

Alligevel blev han målløs, da han til sin store overraskelse kunne konstatere, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet foreslår at nedlægge UTH-systemet.

»Som leder bruger jeg indberetningssystemet til at få indblik i vores afdelings aktuelle tilstand. Jeg frygter, at en afskaffelse af databasen vil gøre det sværere at vurdere vores præstationer og forebygge fremtidige fejl,« siger Poul Henning Madsen.

I dag har sundhedspersoner i både regioner og kommuner pligt til at indberette utilsigtede hændelser til Dansk Patientsikkerhedsdatabase, som er forankret i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Men står det til et nyt lovforslag, skal det være slut med rapporteringspligten. Det sker som led i regeringens plan om at reducere statslige opgaver svarende til 1.000 årsværk.

»Det vil betyde, at fokus i fremtiden bliver på straf frem for læring. Hvis vi i sundhedsvæsenet skal lære af de fejl, der uundgåeligt opstår, når vi har 60 mio. kontakter årligt, er det afgørende, at vi også har et sanktionsfrit indberetningssystem,« siger Poul Henning Madsen og tilføjer:

»Vi lærer ikke noget i et system, hvor vi skal forsvare os.«

Patienter ønsker læring over straf

Han lægger vægt på, at afskaffelsen af databasen for utilsigtede hændelser vil betyde, at patienter i fremtiden kun vil have mulighed for at vælge den sanktionerende klagegang.

Når patienter og pårørende udsættes for fejl, er det afgørende, at der sker læring i systemet, så den fejl, man har oplevet, ikke gentages over for næste patient. Det er kun i meget få sager, at patienter ønsker egentlige sanktioner

Annette Wandel, vicedirektør, Danske Patienter

»Det er et problem, for mange klager med det formål at forbedre systemet. Min erfaring er, at de fleste ønsker, at vi lærer af fejlene frem for at blive straffet, når de har oplevet noget uhensigtsmæssigt eller forkert,« siger Poul Henning Madsen.

Den opfattelse deler Annette Wandel, vicedirektør i Danske Patienter. Hun har netop været til møde i ministeriet på grund af de kraftige reaktioner mod forslaget om at afskaffe rapporteringspligten.

»Når patienter og pårørende udsættes for fejl, er det afgørende, at der sker læring i systemet, så den fejl, man har oplevet, ikke gentages over for næste patient. Det er kun i meget få sager, at patienter ønsker egentlige sanktioner. I langt de fleste tilfælde ønsker patienterne blot at sikre, at systemet lærer af fejlen,” siger Annette Wandel og tilføjer:

»Det er desuden meget krævende for patienten at skulle gennemføre en disciplinærsag mod sundhedsvæsenet. Vi frygter, at den lærende kultur, man har opbygget og strukturerne for at dele fejl på tværs af landet forsvinder.«

Bør ikke handle om bureaukrati

Kritikere har påpeget, at der bliver brugt for mange mandetimer og ressourcer i forhold til, hvor få fatale hændelser der identificeres gennem UTH-systemet.

En ny undersøgelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed viser, at 77 pct. af de indsendte UTH-rapporter fra 1. juli 2023 til december 2023 havde en lav samlet patientsikkerhedsrisiko og derfor ikke havde eller kunne have haft alvorlige konsekvenser for patienterne.

På Poul Henning Madsens afdeling er der nedsat en gruppe på fem, som månedligt analyserer indberetninger af utilsigtede hændelser for at opdage mønstre og tage proaktive skridt til at forhindre gentagelser.

»Jeg kan slet ikke forstå, hvis nogen mener, at det ikke er en kerneopgave at se på de situationer, hvor vi måske kunne have gjort det bedre. Det er helt relevant at spørge, om vi bruger tiden rigtigt, og det mener jeg, at vi gør. Det handler ikke om bureaukrati, men om vores ansvar for konstant at stræbe efter bedre patientpleje og øget sikkerhed,« siger han.

Plads til forbedring

Poul Henning Madsen anerkender, at systemet kan gøres bedre, men han ser ikke logikken i at afskaffe det nationale system for utilsigtede hændelser fra den ene dag til den anden.

»Man kan altid finde svagheder ved et system, og nogle bruger nu dette som en anledning til at påpege, at det er godt, at det bliver nedlagt, fordi visse ting ved systemet ikke fungerer optimalt. Men det er ikke et gyldigt argument for at nedlægge noget, blot fordi det kan forbedres,« siger han og oplyser, at han har gennemgået høringsmaterialet flere gange uden at finde noget, der peger i retning af et alternativ til UTH-systemet.

Lovforslaget om at afskaffe indberetningspligten er i høring frem til 30. september.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere